Udgangspunktet syntes at være en spandfuld tosserim af Rune T. Kidde. Omkring dem er sammenstrikket en beskeden lille forestilling om en seksårig dreng, Felix, og en ældre nabodame.
Felix er helt pjattet med at rime – så meget at hans far sender ham ud for at tælle brædderne i plankeværket omkring huset. For regning er da i det mindste noget fornuftigt at tage sig til!
Men Felix går i stedet på besøg hos damen ved siden af. Hun samler på udklip, der er hængt op i rammer på væggen. Efter en lidt bister konfrontation opstår en slags venskab og gensidig forståelse, mens de to kaster sig ud i alskens rimerier, ofte med udklippene som afsæt. Til sidst går Felix hjem igen til sin alenefar. Og det er vist det.
Historien om drengen og damen fortælles af de to skuespillere Jytte Kjøbek og Jacob Venndt, der samtidig betror os, at det er længe siden, det skete, og at de nu ser tilbage på dengang, de mødtes for første gang. Hvad vi skal med denne digression, står ikke helt klart, ligesom det aldrig afsløres, hvorfor drengen er så god til at spille musik, og hvorfor damen egentlig samler på udklip.
Det gør hun bare, ligesom at den kendsgerning, at Jacob Venndt kan spille på alskens musikinstrumenter, tilsyneladende kun skal bruges til, at han faktisk spiller på alle mulige instrumenter undervejs, fra klaver og sav til mundharmonika, guitar og bas med mere, selv om et enkelt instrument nok havde været mere end fint.
Rodet scenografi
Det giver samtidig en rodet scenografi, for hvor er vi egentlig henne? Hjemme hos damen? Men hvad laver så alle Felix’ instrumenter? Eller i en slags voksent ingenmandsland? Men hvorfor hænger damen så alle sine udklipsbilleder op på det plankeværk, der sammen med en stump græsplæne udgør dekorationen og ret konkret signalerer, at vi er et sted mellem Felix’ hjem og damens hus.
Samme lovlig løse fornemmelse får man af teksten. Hvad vil de egentlig med historien, andet end lidt småforelsket i rimeriets svære kunst at aflevere en masse pudsige ordspil og synge nogle sange til hyggelige melodier?
Hvorfor rimer Felix, hjælper det ham i alene-hverdagen med far, hvor kommer damen fra, hvad er der siden sket med de to figurers historie – hvorfor mødes de foran os og hvorfor virker det, som om de har fortalt deres historie så mange gange, at de skal småskændes lidt om den, inden de går i gang?
Undervejs fik jeg en fornemmelse af søsters adspredte hånd over denne forestilling. Hurtigt rørt sammen med Rune T. Kiddes mange tosserim som væsentligste ingrediens, og resten ikke rigtig bagt igennem.
