Det må vel betragtes som et grundlæggende succeskriterie, når man sætter en teaterforestilling op, der tager udgangspunkt i et helt børnebogsunivers, at originalværkerne respekteres og er genkendelige, og at den nye version samtidigt løftes til et originalt værk i sin egen ret.
Heldigvis lykkes det også i høj grad med Det Kongelige Teaters familieforestilling ’Rødderne i hjørnehuset’, der baserer sig på Ole Lund Kirkegaards forfatterskab. Ja, mere end lykkes. For resultatet er en magisk og morsom forestilling med gribende sange, vidunderlige karakterer, en fabelagtig scenografi og en sød historie.
Flere værker mødes i én fortælling, når vi besøger det eventyrlige, skæve hjørnehus, hvor et pæretræ er vokset ind i huset og op gennem taget.
Nede i hønsegården har byens bølle, Orla Frøsnapper, låst Hodja fra Pjort inde, fordi han vil stjæle Hodjas flyvende tæppe. Ivan ’Gummi-Tarzan’ Olsen brygger ønskedrik sammen med heksen ved åen. Ivans far forsøger sammen med Hodjas far at få stoppet spektaklet fra Toppers næsehorn, som er blevet levende, efter han tegnede den på væggen med en forhekset blyant. Og på første sal, oven på Café Den Blå Havkat, er der romance i luften mellem Hr. Holm og Fru Flora.
Optimisme og håb
Der er flere historier i spil på én gang i ’Rødderne i hjørnehuset’, men den centrale udfordring er selvfølgelig at have et næsehorn trampende rundt på børneværelset, mens det æder bøgerne og møblerne. Og nede på gaden er Orla Frøsnapper en nærmest allestedsnærværende trussel for kvarterets børn.
Men alle bekymringerne fejer Topper hurtigt af vejen. ’Løsninger er der altid, de skal bare findes,’ siger han med lethed i stemmen til sin ven Viggo.
Man kan diskutere, om der så bliver fundet nogen løsninger i Stine Schrøder Jensens herlige sammendigtning af Ole Lund Kirkegaards bøger, eller om det hele mere eller mindre tilfældigt løser sig selv. Men løsningerne kommer, og man har jo også lov at være heldig. På den måde er historien fuld af optimisme og håb, hvilket nok heller ikke er af vejen for en børneforestilling i disse tider.
I det hele taget har skuespiller Stine Schrøder Jensen, der her succesfuldt indtager rollen som dramatiker og instruktør, skabt en kløgtig og begavet forestilling baseret på de velkendte værker.
Gode præstationer
På scenen er der næsten kun bemærkelsesværdige præstationer. Eksempelvis er Joen Højerslev som Orla Frøsnapper herligt bøllet og vaks på fødderne som en overgearet Harlekin i pantomimen. Og apropos klassiske karakterer, så vader Troels Thorsen rundt som en anden Pantalone med fremskudt underliv i rollen som Ivans far, der her er en gennemført skuffet far, der kunne være taget ud af en Holberg-komedie.
Maria Winther Nørgaard er betagende som Ivan, der bare drømmer om en enkelt dag uden buksevand, og Rikke Bilde er ikke mindre bedårende som Hodja, der kløgtigt narrer Orla og ser mulighederne i verden.
Topper spilles luftigt og smittende barnagtigt af Anders Budde Christensen, som i høj grad bliver forestillingens lyse sind. Og Tilde Maja Fredriksen er vidunderligt karikeret som Sille, der ser på Topper og hører på hans utrolige historier om gule næsehorn med samme ansigtsudtryk som et barn ved en kagebuffet.
En diskret salut
Mest overvældende er scenografien af Gjermund Andresen, der leger med vores fantasi og respekterer den streg, vi kender fra bøgernes illustrationer. Så gennemførte, virkningsfulde og spændende kulisser ser man sjældent, og som prikken over i’et har man hængt et portrætfoto af Ole Lund Kirkegaard op på Toppers værelse som en diskret salut.
Musikalsk ledsages forestillingen af en håndfuld sange, som Laus Høybye står bag, og de er især melodisk ganske fortræffelige. Ikke mindst passer Hodjas sang perfekt til det eventyrlige univers og bliver et ganske rørende øjeblik i forestillingen.
I det hele taget er ’Rødderne i hjørnehuset’ en god oplevelse for både børn og voksne, der tror på drømme og har fantasien i behold, og ikke mindst en forestilling, der går ydmygt til Ole Lund Kirkegaards legendariske forfatterskab.