Gudrun Hagen

8. juni 2023

En tørn med børn

I haven overfor Riddersalen spiller i år ’’Bedste Barnepiger’. Kiosken er som altid centrum i denne gratis børneforestilling, der er ved at være ikke bare en sommerhyggelig teatertradition, men også en regulær Frederiksberg-attraktion. Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll er veloplagte som barnepiger og tager sig qua deres roller ekstra godt af de små publikummer, så alle kommer godt på plads inden forestillingens start. Undertegnede kommer susende i sidste sekund med to små størrelser på slæb, der hurtigt finder plads forrest.

I haven overfor Riddersalen spiller i år ’’Bedste Barnepiger’. Kiosken er som altid centrum i denne gratis børneforestilling, der er ved at være ikke bare en sommerhyggelig teatertradition, men også en regulær Frederiksberg-attraktion.

Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll er veloplagte som barnepiger og tager sig qua deres roller ekstra godt af de små publikummer, så alle kommer godt på plads inden forestillingens start. Undertegnede kommer susende i sidste sekund med to små størrelser på slæb, der hurtigt finder plads forrest.

At veloplagtheden ikke kun gælder de små, mærker man med det samme, da Signe ser mig fortrække ned bagerst: ”Og hvad med moren – smutter hun i Frederiksberg-centret imens?”.

Alle griner og solen skinner. Her er umådelig god stemning sådan en strålende sommerdag.

Fup og fakta fra ende til anden

At de her barnepiger er en Frederiksberg-institution i sig selv, bliver hurtigt klart, som de animeret begynder at fortælle løs med god sans for lokalkolorit, overdrivelse og fri fantasi. Der er ikke det, de ikke har oplevet, og der er ikke dem, de ikke har passet.

’Kan I se de her hænder?’ spørger Ragnhild og viser dem rundt til alle. ’De har tørret tårer væk, rørt øllebrød, fikset lynlåse…’ listen fortsætter så alenlangt, at alle griner. Næ, det er ikke småting de to barnepiger har oplevet igennem tiderne.

Under bæltet har de intet mindre end Frederik den Tredjes døtre og lille Palle (Huld), der efter sigende inspirerede til selveste Tintin med sin jordomrejse som 15-årig. Effektivt rulles den store Jules Verne-agtige rejse ud for øjnene af os med fjollet stumfilms-stemning og lavpraktisk logistik for den lille Palle. Verden er måske nok stor, men udfordringerne er i dette univers yderst håndgribelige. Det er charmerende enkelt og effektfuldt.

Associationerne fyger afsted

På samme måde bliver historien om en panters flugt fra sit bur i Zoo levendegjort for os, og associationerne fyger afsted. Vi hører også om dengang Signe rullede Frederiksberg Rundkirke væk for at redde den fra en ildebrand, og om barnepigernes underjordiske lager fyldt med legetøj, der strækker sig vidt og bredt ud under Gammel Kongevej.

Det hele er på sin egen mulige og umulige måde forankret i Frederiksberg, og også helt aktuelle ting tages op, som den nylige konflikt omkring faren ved kirsebærtræer i børnehaver – og navnlig kirsebærsten i børns næser. ’Man har forsøgt sig med net’, lyder det lakonisk, men heldigvis har Signe hæklet et beskyttelsescover til brug på alle små udsatte børnenæser.

Selv de mindste kan se det sjove i den løsning, og når ’de varme hænder’ ligefrem begynder at ryge og fylder den lille kiosk med røg, er alle på et eller andet plan med. Mange af referencerne går dog hen over hovedet på de mindste.

Som voksen er man altid glad, når børneteater kan køre i to spor, og der er lidt til alle størrelser, men måske tipper doseringen lidt rigeligt i de voksnes favør her. Rastløsheden blandt de mindste publikummer er til at føle på til tider, men det er ikke konsekvent. De fanges ind igen af den næste fantastiske historie, der kommer som en perlerække gennem forestillingen, og ret beset lyder anbefalingen også ’fra 5 år’, hvilket publikum denne premieredag ikke helt afspejlede.

Lidt alvor bag løjerne

Bag gak og gøgl – og pragtfulde pompon-dekorerede kostumer, der med støvler og puffede lange nederdele vækker minder til Mary Poppins; barnepigefiguren over dem alle – aner man dog en alvor. Tiderne har ændret sig, og måske er der ikke længere brug for barnepiger som Signe og Ragnhild mere. Dels er der selvfølgelig skærmene, men forældrerollen har også ændret sig, fremgår det af vores sandhedsvidner, der jo som bekendt har oplevet lidt af hvert og været ’i gamet’ siden Herodes tid.

Forældre tager deres børn med overalt nu, fortæller Signe lidt forpustet. ’Tag et pusterum så vi kan få lov’ lyder det opfordrende fra Ragnhild, der også tilbyder den bekymrede Signe en smuk Frederiksberg-løsning på problematikken: ’Hvis ikke der er business i børn, så kan vi passe hunde.’ I bedste børnelogik udspilles en længere hundesekvens, som begejstrer især min yngste ledsager.
Grundlæggende charmeres vi alle af denne insisteren på ord, indlevelse og indfald og tager det med et gran salt, at der ses mere stort på hoved og hale.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.