I kommer til at befinde jer midt i scenografien. Noget i den retning får publikum at vide inden ’DE’ begynder. ”Er det os, der skal spille?” spørger en af de 9.klassers-elever, som jeg oplever forestillingen sammen med. Det bliver hurtigt afkræftet, og vi bevæger os iført udleverede hjemmestrikkede strømper ind i spillerummet.
Også det med at skulle tage skoene af blev taget meget godt imod. En dreng udbrød prompte: ”Det var sgu meget rart. Luksus!”
Indenfor i den rondel, som også første de af trilogien ’VIDEOS’, foregik i, lægger vi os ned i en rundkreds med ansigterne ind mod midten. Liggende på ryggen ser vi op på nogle lyskilder og på rondellens kant, hvor de tre medvirkende, Thomas Guldberg Madsen, Sune Skuldbøl Vraa Nielsen og Jens Andersen, sidder iført sorte bukser, grå veste og neonrøde løbesko.
De byder os velkommen, som værende de udvalgte eneste mennesker, der overlevede jordens undergang og nu er sendt ud i rummet med den udfordring at søge at finde ud af, hvordan man gebærder sig som menneskehed. De fortæller os, at de ikke – som vi – er mennesker, der kan leve og dø, men i stedet er tjenere, som har bygget et menneskehedens museum til os. Et museum, hvor de vil prøve at hjælpe os med at lære af vores forfædres fejl, så vi måske kan finde vej til et nyt (og bedre) hjem.
Dejlig dæmren
Det er noget af en opgave, både tjenerne og vi er på. Egentlig og rent faktisk er det en rejse. En rejse i opmærksomhed, eftertanke og sansninger. Akkurat det, at det primært først er, når forestillingen er ved at være til ende og bagefter, at vi begynder at fatte, hvad rejsen har gået ud på – sådan helt basalt og substantielt – er et stort fortrin ved ’DE’.
Lidt som en forløsende prås går det op for én, at man – uden at det har virket doserende, demonstrativt eller belærende – har været vidne til små eksempler på, hvordan vi som mennesker gør os selv og hinanden fortræd ved ikke at formå at kikke ud over vores egen næsetip. Vores egoisme, vores evindelige selvspejlinger og stillingtagen til os selv, sløver vores sanser i forhold til andre og drukner medmenneskelighed.
Sig det med skilte
Undervejs kan man godt blive lidt rundtosset. De tre tjenere har gang i noget. De har travlt. På mange forskellige måder og med firkantede gule plader med sort ramme og sorte korte ord påskrevet fortæller tjenerne små historier, der alle illustrerer sider af menneskehedens dårligdom og også iblandt lyspunkter. På skiltene står er fx ”KAOS”, ”REGLER”, ”MAGT”, ”GLÆDE”, ”RIGDOM”, ”DRØMME” og ”HAD”.
Thomas Guldberg Madsen, Sune Skuldbøl Vraa Nielsen og Jens Andersen sætter i Nils P. Munks iderige iscenesættelse kyndigt og vågent fortællingerne i værk. Alene, sammen og undervejs også med inddragelse af publikummer.
De bruger også de små iscenesatte rum, som gemmer sig bag museets mange døre – døre med skønt forskelligartede vindueshuller i.
Rigdom blokerer og tvivl er en mangelvare
Med ansigtet fastklemt i et lille rektangulært dørvindueshul formidler Thomas Guldberg Madsen et budskab om, at materiel rigdom ikke er lykken. Alt, han omgiver sig med, er i guld. Vi ser udsnit af det i hans lille guldrum. Men rigdom snærer så meget, at han knapt kan vride sit ansigt fri af vindueshullet.
Via et telefonopkald, hvor alle tre medvirker, bliver vi med deres forskellige svar – først mange ja’er, så en stribe nej’er, og til slut et enkelt og kort måske – gjort spagt opmærksom på, at der også skal være plads til tvivlen.
Kridtstreger og SMS-bobler
Sune Skuldbøl Vraa Nielsen kridttegner hele koden på gulvet og kalder det en verden med gode mennesker og smuk musik. Nogle publikummer melder sig til at være befolkningsgrupper, som Nielsen vælger hvor skal bo. Hvert år skal befolkningsgrupperne bytte plads fortæller han. Men så bryder det løs. Nogle folk nægter at flytte, andre brokker sig over maden. Resultat: Nielsen begynder at udøve magt og dele ubehagelige sanktioner ud.
En sms-samtale mellem Nielsen og Andersen synliggør, hvor uforpligtende menneskelig kontakt kan være, når den foregår via elektroniske medier. Det er så let at krybe udenom. Undslå sig og lyve, når der ikke er direkte kontakt.
Kistegys og selvudslettelser
Det at vi tit ikke i tide og ikke i særligt stort omfang holder besøgskontakt med vores ældre, bliver også iscenesat. Med ordene ”Tab”, ”Afsked” og ”Død” og med en døende i en grotesk telefon-finale-samtale. Og vores omfattende selvbetragtningsiver illustreres i en digterisk svada, som ledsages af, at både Andersens og Guldbergs forsvinder ned under gulvbrædderne i en form for selvbegravelse eller selvudslettelse.
Undervejs fyrer holdet en skøn sang af. Nielsen og Andersen giver den gas på guitar og basguitar og Guldberg styrer keyboardet, mens vi til seje kompositioner, der emmer af intention og sansninger, sluger strofer som ”Giv mig et hav, jeg kan græde i/Et bjerg, jeg kan bestige/en flamme, der æder og fortærer mig/en storm, der…”
Meningsgivende museumsrum
Tilslut inviteres vi til at besøge alle de rum, som museet har indrettet. Hvert rum eksemplificerer sider af menneskeheden. Og det er meget spændende kik. Bag hver dør træder man ind i en ny overraskelse. Og det fine er, at tanken bag ikke skæres ud i pap. Rummene er sanseligt konkrete. I form, farve og materialitet. Men abstraktionen er altid til stede, og akkurat den kombination ægger både vores sanser og tankevirksomhed.
Hvor længe publikum har lyst til at besigtige og opholde sig i rummene, må variere. Den 9. klasse, jeg oplevede ’DE’ sammen med, kunne sagtens bruge længere tid. Det kunne mærkes i rummet, da en stemme med et efterfølgende ”Held og lykke” siger, at det nu er tid til at forlade (rum)skibet og gå på opdagelse i vores nye verden.
’VI’ varmer godt op til ’OS’
I min anmeldelse af ’VI ’ (link) giver jeg udtryk for en nysgerrighed efter, om det i ’DE må lykkes at forløse det håb, som spirende anes i ”VI”. Mit svar må være ”til dels” og ”givetvis”, fordi man som publikum i ’DE’ nærmest bliver masseret til en indsigt i nogle centrale sider af det at være menneske, som man gør klogt i at forholde sig seriøst forandrende til.
Vel at mærke via en ”massage”, som ikke vil pådutte eller mase sig på. Men i stedet tilbyder sig via sej sang og gennem billeder og små spøjse fortællefragmenter på flader, i hulrum og langs lange bordflanker.
Nu bliver det for alvor interessant, hvad ’OS’ byder på. Om det lykkes trilogien at lande på (troen på) en ny og bedre menneskehed.
