Første gang i oldemors sommerhus. Tiårige Cecilie er vildt spændt, men spændingen fuser hurtigt ud, da det viser sig, at hendes forældre absolut ikke har tænkt sig andet og mere end at æde chips og glo fjernsyn. Præcis som derhjemme. Ja, de har tilmed slæbt sofa og tossekasse med hjemmefra, så alt kan være, som det plejer.
I stedet går Cecilie på opdagelse i oldemors gemmer og finder ud af, at hun var en sej lille kone, helt anderledes end forældrene. Eventyrlysten og tilmed pilot med eget fly dengang i 1930’erne.
Og pludselig dukker oldemor op – af skorstenen på sommerhuset, for at det ikke skal være løgn. Sammen tager de på flyvetur oppe på taget, kæmper sig gennem vind og vejr, inden de ender i Ægypten; dér hvor storkene bor.
Og storke betyder noget specielt for Cecilie. Hun bliver nemlig kaldt Storkeben på grund af sine lange stænger. Også af nabodrengen Frederik, hvis oldefar i øvrigt var nær bekendt til Cecilies oldemor.
Og sådan væves fortid og nutid sammen, da Cecilie vågner af eventyr- og oldemor-drømmen – for en sådan må vi vel tro, at det har været. Vågner og begynder at lege med Frederik, så det alligevel bliver en god sommerferie. Og for at det ikke skal være løgn, flyver et storkepar hen over hovedet på dem – de storke, der ikke har været set i området siden Cecilies fødselsdag dengang for ti år siden.
Mere energi og tempo
Det lyder bedre end det er. Dramatikeren Anna Panduro skriver fermt, om end sine steder lovlig floromvundent, men ordene får ikke den rigtige flugt over feltet i iscenesættelsen. Historien mangler energi og tempo. Sindigt er vel ordet, og det er sjældent lykken i en teaterforestilling.
Tilsvarende fanges Lykke Scheuer og René Benjamin Hansen som Cecilies to sofakartoffel-forældre af en tilbagelænet, lidt lakonisk spillestil. Jeg savner simpelthen mere slaw i komediedejen, når de nu er kostumeret så karikeret med kunstige tænder til ham, duller i håret til hende og storblomstrede overdele og skinkehofter til dem begge.
Noget bedre går det for Lykke Scheuer som oldemor i pilot-udstyr, selv om der også her godt kunne være mere spræl i figuren; begyndelsen af flyveturen sydpå giver gode billeder af de to på tagryggen, men ender alligevel med at slæbe, da de endelig når frem. Reaktionen fra publikum kommer spontant – de keder sig over alle de småfilosofiske ord mellem Cecilie og oldemor.
Heldigvis er René Benjamin Hansen sød som nabodrengen Frederik – ivrig og lidt klodset, ligesom Sofia Saaby Mehlum både ligner og lyder som en pige på ti. Fuld af den rebelske energi forestillingen godt kunne have brugt noget mere af.
