Hun er lille og spinkel, men fuld at kæmpestore følelser. En teenagepige, der som mange andre har det svært med at blive voksen og med at finde sin plads i flokken af jævnaldrende. Men som undervejs i en dramatisk velturneret monolog viser sig at rumme situationer med ansatser til en hel række karakterer.
Situation efter situation præsenteres med stor troværdighed og slagkraft i den attitudefyldte stil, det hastige sprog og de evindelige mobilopdateringer .
Både som dramatiker og skuespiller fanger Bolette Engstrøm Bjerre spot on selfie-generationens evige poseren og udvendige show off med dens indre tomhed. Uden at fordømme eller belære sætter hun med indlevelse og rå følsomhed ord og krop på den dybe ensomhed og momentvise panik, der måske – måske ikke – er en følge af moderne tider.
Det er svært at være fælles om selfies, og den evige sammenligning, fortrydelsen, ventetiden og afhængigheden af mobilen bliver klædt af til skindet.
Det er gribende og morsomt, men hverken udleverende eller sentimentalt. Der er respekt bag tekstens fint balancerede og klart formulerede portræt af unges weltschmerz. Den er ikke ny, men måske mere synlig end før i en ungdomskultur, der synes styret af et konkurrence- og præstationsræs, som afspejles i kroppens udtryksfulde medspil. Der med stor virkning suppleres af båndede digte og lidt fin og forsagt sang.
En rigtig ørn
B.S. Ingemanns og Carl Nielsens smukke 'Tit er jeg glad og vil dog gerne græde, thi intet hjerte deler helt min glæde' er som skabt til de unge og usikre. Men heldigvis har Bolette Engstrøm Bjerre flot styr på doseringen af følsomhed, så det ikke ender i føleri. Tværtimod kan man nyde hendes selvironi ikke blot på pigens, men på hele mig-generationens vegne.
Der er bid i de skarpe angreb på de smarteste af de smarte. Dem, der smiler, så man føler, at de mest smiler til sig selv.
Ordene flyder i en højttænkende tankestrøm, der ubesværet skifter i stemning og indhold fra nattens dramatiske gennemspillede angstanfald til dagens overdrevent muntre samtale med søsteren. Hende, der tilsyneladende har det hele og kan det hele og selvfølgelig ikke stiver selvtilliden af, når man selv er ingenting.
Og så alligevel, for den skrøbelige pige er bestemt også en viljestærk overlever, en rigtig ørn. For fugle flyver i flok, men ørnen flyver alene, erfarer hun.
Med sin blide stemme trykker hun ubarmhjertigt på de værste smertepunkter. Man kan for eksempel altid finde nogen, der har det værre end en selv. Men det er en ringe trøst, når det, man frygter allermest, er ikke at være en del af flokken. Og alene, er det fravær af andre? Og kan man blive så alene, at man ikke eksisterer? Der er nok at identificere sig med for målgruppen til 'Fugle flyver i flok', uden at de helt mister modet – tværtimod.
