En mand balancerende i luften på en kæmpeknude. I sig selv et magisk syn. Ophængt under loftet som en bold af reb. Han ligner Den lille Prins, ene mand i det store tomme rum med en cirkel af blåt som et ocean på gulvet.
Og mere reb er der på manden selv. En knyttet trøje og hat, hvor løse ender stikker ud. Ganske som de gør af reb-bolden. Lige til at pille i og trevle op. Hvilket er, hvad denne nycirkus-forestilling handler om. Udforskningen af verden og opløsningen fra fast form til en slags kaos.
Langsomt og systematisk pilles reb-bolden fra hinanden i en stribe små sekvenser, fint understøttet af musik, snart elektroniske blip, snart knipsede akkorder og dybe melodiklange. Elegant er musikken med til at understøtte de mange skift i forestillingen, mens manden sender bolden på svingtur i rummet, klatrer på den eller arrangerer tovtrækning mellem tilskuerne, der sidder på begge sider af scenen.
På et tidspunkt nærmest opsuger reb-bolden manden, så han duver rundt inde i den, mens snart et ben, snart en fod stikker akavet-akrobatisk ud i sære vinkler. Vi ender i et synligt reb-rod – angiveligt ikke færre end 222 meter tykt reb ligger på gulvet til sidst. Det var her, skuffelsen indfandt sig for alvor. Den havde luret lidt undervejs, for nok er der fine anslag til både poesi og gøgl i Lars Gregersens enmandsforestilling, men vi kommer aldrig dybt nok ned, så den store latter eller den sugende billedoplevelse indfinder sig.
For stillestående
Forestillingen egner sig ifølge Glimts oplysninger i den elektroniske udgave af Den Røde Brochure til syv år og opefter. Min fornemmelse er, at dertil virker den lige lovlig småfilosofisk og stillestående. Der sker simpelthen ikke nok i de enkelte sekvenser, heller ikke set med voksenøjne. De fortryllende øjeblikke, der kan opstå under en virkelig begavet nycirkusforestilling af den slags, vi så dejligt ofte har set med besøg fra udlandet under diverse festivaler, fortættes aldrig her. Det hele er for løst i anslaget.
Gruppen Glimt kalder selv forestillingen for ’visuelt nycirkus’. Og jeg spørger lettere pedantisk: Ja, undskyld, men hvad pokker skulle nycirkus ellers være. Eller almindeligt cirkus, for den sags skyld. Noget for øret, måske?
Men skuffelsen gjaldt nu især den erfaring, at reb-bolden aldrig blev opløst helt. Det havde ellers været så flot. Fra begyndelsen et fortættet billede af en fast form, frit svævende i rummet med et menneske ovenpå. Til sidst det hele splittet ad, så blot det lange reb lå tilbage. Som en tryllekunst. Men dels er rebet ikke ubrudt, men består af flere stykker, der anvendes på forskellig vis undervejs; dels ender vi med en slags metalskelet, overtrukket med reb, der havner som et underligt afpillet skrog henne i det ene hjørne, mens resten af rebene ligger omkring den, indtil Lars Gregersen lettere selvhøjtideligt svøber sig i dem og som en anden Kristus skrider ud, billedlig talt slæbende alverdens synder efter sig.
Det er for meget og for lidt på samme tid. En anstrengt slutning uden bund i resten af historien. Men værre er oplevelsen lige inden. Fordi vi har set tryllekunstnerens hemmelige rekvisit, metalkonstruktionen, afsløret. Rebet kunne altså ikke selv, det skulle have mekanisk hjælp.
Måske lægger jeg for meget i det, og jeg forstår godt ideen og fascinationen hos Lars Gregersen, men efter min mening får han aldrig løst forestillingens overordnede dramaturgiske og visuelle knude til bunds, om jeg så må sige.
