Kan man drikke morgenkaffe uden hat? Det kan man blive nødt til, når man som Morfar vågner op og opdager, at ens hat er borte. Han plejer at have den på døgnet rundt med undtagelse af, når han sover. Men nu er hatten pist væk, og den må findes.
'Hattejagten' er en lystig odyssé, der blandt andet fører til mødet med en gok-gok-snakkende strikkende høne, en kanin, der laver rap og en butik med alt i metermål og en dansende butiksejer.
Kaffe er den røde tråd i historien om jagten på Morfars bortkomne hat. Den tyndhårede mand i hyggelig natskjorte og kameluldssutter er glad for kaffe – heldigvis. For hver gang han få en kaffetår, dukker der en lille ting op af koppen, der sender ham videre til den næste post, hvor han måske finder sin hat.
Sådan går det nu ikke, men han – og publikum – er længe spændt på, om den pludselig ligger for næsen af ham.
Det er en gevinst for forestillingen at have Per Pallesen i rollen som morfar. Han bruger sin egen alder til at give figuren en naturlig autenticitet, men undgår at spille sig selv. Troværdigheden i hans småtrippende gang og de usikre hænder tilfører blot den seje gammelfar et strejf af skrøbelighed, som er rørende, fordi det ikke overdrives.
Det er ingen hemmelighed, at Per og Sofie Pallesen er i familie, og i 'Hattejagten' går far og datter godt i spænd som hinandens absolutte modsætninger. Han er lavmælt og fåmælt og tung i kroppen og hun larmende livlig med masser af ord og de lange arme og ben i konstant bevægelse.
Hendes indledende høneshow er et morsomt miks af dyr og menneske, hvor hønens manerer er helt integreret i replik og krop.
En fiffig pointe
Iscenesættelsen holder det meste af tiden balancen mellem nærvær i skuespillet i den fine historie om Morfar og hans bortkomne hat, og de pantomimiske gak-gak-numre, der giver komikken gas i heftigt tempo. Måske lige det, der kan få de ældste i aldersgruppen til at hænge på, selv om 10 år nok er lige i overkanten. Til gengæld byder forestillingens sceneskift på lovlig mange showstoppere trods de snildt omskiftelige sætstykker og afvekslende pausemusik.
Den serverer komponist og multimusiker Thomas Dinesen sikkert og underholdende, og han er også leveringsdygtig i nogle skægge lydkulisser. Sammen med bagvæggens skiftende billeder sørger Dinesen for at skabe en overskuelig ramme om odysséens række af situationsspil, hvor Morfar godmodigt finder sig i at blive sendt fra sted til sted.
Men moderne tider kan godt blive lidt for smarte. Det gør de, når han møder gadesælgeren med den overdrevent drævende københavnerjargon. Hans plastikstads og skrammel er ikke sagen. Det går meget bedre, da han efter Morfars ønske får fremskaffet en motorcykel, som ganske vist ikke kan køre. Det ordner Morfar på en studs, og med ham i sidevognen drøner de ud ad landevejen på jagt efter hatten.
Turen ender ikke helt som planlagt. Men efter at være kørt galt, husker Morfar pludselig sine barndomsminder så klart, at de manifesterer sig som to store dukkedrenge højt til vejrs på en gynge. Samtidig går det op for ham, at de små ting, som dukkede op af kaffekopperne, og som han nu holder i hånden, stammer fra hans barndom.
Mens hatten, der satte hele den brogede beretning i gang, som en fiffig pointe aldrig dukker op.
