Glæden holder ikke længe. Inde på sit værelse sidder Mille, 7 år, og klamrer sig til forestillingen om, at hun er en del af en lykkelig familie. Med far, mor og storesøster Cille i det dejlige hus.
Men ulykken lurer lige uden for Milles dør. Far og mor skal skilles, de skal flytte fra det dejlige hus, og Mille og Cille skal bo hver sit sted.
Mille sidder i sengen og tegner, mens vi ser med. Bogstavelig talt, for Milles tegninger forstørres op på bagvæggen i værelset, mens Mille forklarer. Om far og mor, om den væmmelige ejendomsmægler, der bare er ude på at sælge huset, om flyttemanden, der elsker at flytte andre menneskers ting, og om advokaten med alle sine papirer.
Onde mennesker er de, synes Mille, for de vil splitte det bedste hun har i denne verden, sin familie. Og vi ser dem på bagvæggen, grimme og grådige tegneseriefigurer, som ingen kan holde af.
Imens brager storesøster Cille ind med flyttekasser og bekymret hjælpsomhed, for de skal flytte næste dag, og Mille er slet ikke begyndt at pakke endnu. Fordi hun ikke vil flytte. Fordi hun vil sætte tiden i stå, så alt kan blive som hun vil have det. En lille pige på syv år, trodsig og urimelig over en verden, hun ikke forstår.
Men så er det, at hun tegner en grøn kat, Skillemis. Den skal være hendes nye bedste ven, nu hvor storesøster har svigtet ved at acceptere tingenes tilstand. Og Skillemis bliver levende – eller er Mille bare faldet i søvn og drømmer? – og tager hende med ind i væggen. Ind hvor ejendomsmægleren, flyttemanden og advokaten bor.
Dér finder Mille ud af, at de måske ikke er så slemme endda, og med hjælp fra Skillemis, der er en meget pædagogisk kat, erkender hun også, at det er muligt fortsat at være en familie, der elsker hinanden, selv om man nu skal bo hver for sig.
Skal strammes op
Så det er sådan set en god historie om skilsmisse, vi her får fortalt. Behændigt sniger den sig udenom årsagen til skilsmissen, så ideen om den lykkelige familie kan opretholdes, men det gør nu mindre.
Problemet i forestillingen ligger i, at den trænger til et par kærligt strammende hænder, der kan gøre den endnu bedre. For den er nemlig, sine mangler til trods, grundlæggende en god oplevelse. Men sproget kunne løftes, lige som Milles oplevelser inde i væggen trænger til en mere elegant udformet løsning. Det bliver lidt ubehjælpsomt med krøllet sort inddækning og udklædte, småsnakkende figurer, der mangler både skarphed og præcision.
Men Nina Marie Birk er glimrende som Mille, lige til at identificere sig med. Margit Watt-Boolsen er også god som Cille – deres søskende-pingpong klinger ægte i hver en tone.
Det er også Watt-Boolsen, der tager sig af figurerne inde i væggen, og her er hun hæmmet af besværlige kostumer og slatten dialog. Så strammede man op og rensede ud, kunne ’Far, mor og Skillemis’ blive en endnu bedre forestilling. Materialet og mulighederne er der nemlig.
