Af: Kirsten Dahl

1. november 2024

En livsbekræftende dans om døden

Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.

”Jeg vil have en tatovering.”, ”Jeg vil have fred inde i mit hoved.” og ”Jeg tager på fisketur, men først skal jeg have noget sex”.

Tre rigtigt gode veninder står med hver deres blodrøde glas gift. Den gift, de har bestilt for at effektuere deres beslutning om at dø sammen, fordi ingen af dem ønsker at være den sidste. De har taget deres flotteste festskrudskjoler på og hæver glasset, men så er det, at de kommer i tanke om alt det, de gerne vil have ordnet inden, og alt det, de siger farvel til: Børn, venner, søskende og spændende begivenheder. Sammenhænge, de indgår i og er en vigtig del af. Ting, de glæder sig til i livet. Alt det, de gerne vil nå at gøre og opleve.

Med et ”Nej VENT!” udskyder de beslutningen. En beslutning som det har været både bevægende, sjovt og musikalsk velklingende at være vidne til.

Fascinerende funderinger og skøn musik 

Danseteatret Norden har – udsprunget af tabet af Gitte Kielberg fra ensemblet for to år siden – skabt en forestilling, der modigt og med befriende lige dele alvor og sjov tager livtag med livet og døden i en flot sammenspillende helhed. Titlen ’De døde lykkeligt til deres dages ende’ afspejler meget godt det humør, den sprødhed og de finurligt filosofiske lag, som forestillingen i stoflighed, kropsudtryk, toner og tekst byder på.

Efter en prolog, som ville have godt af en opstramning, udfolder de fire medvirkende performere og den musikalske kvartet i et kalejdoskopisk flow en række facetter af det tabuiserede emne. Dramaturgisk er der fint hoved og hale i et cirkulært forløb, som samtidigt i de enkelte sekvenser spadserer ud i fascinerende funderinger og visninger af alt det, vi aldrig nogensinde får svar på, men alligevel tænker meget på angående døden og livets afslutning.

Liv og død bredt betragtet og samtidigt herligt konkret. Død betragtet som det at miste dem eller en, man holder af. Død, som noget endeligt, eller som Helle Pørksen stærkt udtrykker oplevelsen af hendes fars død: ”Det var som om han gled ud af sin krop. Det var så ultimativt. Jeg savner ham så helt umuligt”.

Spændstig iscenesættelse 

I Jens Kløfts iscenesættelse, som oser af timing og sans for det menneskelige humørs mange afskygninger, og i Helle Pørksens enkle scenografi bestående af tre smalle kistelange kasser i kulørerne lyslilla, lysegrøn og rødlig, er det ganske befriende at lægge øje og ører til de tre veninders grublerier og mange forskelligartede rejser i tid og rum. Ligesom løjerlighederne bliver fyrigt og professionelt understøttet og stimuleret af den musikalske kvartets poetisk folkelige sange og spil på alt fra klarinet, kontrabas, tenorsaxofon til harmonika, hakkebræt, violin og bratsch.

Det er er godt fundet på, at de tre kvinder – efter, at have fravalgt den kollektive aflivning – kommer med hver deres bud på sider af sammenhængen mellem livet og døden. Ekspressive Marie Louise Schmidt Maegaard kaster sig i en vild kropsdans ud i en orddiarre, der handler om alle de krav og forventninger, som tidens trends gør hende helt rundtosset i knolden af. Krav om at være nærværende, have styr på kroppen, vide alt indenfor kost og ganske meget andet.

Elisabeth Groot prikker med blødhed i blikket og varme i stemmen til den danske kulturs fremmedhed overfor døden med en meget humoristisk monolog om, at hun, når hun dør, vil være mexicaner, fordi mexicanerne på en meget bedre og mere festlig måde ved hvad man gør med og for de døde.

Og balancerende på en kasse med en fiskestang funderer Helle Pørksen intenst og filosofisk betagende om, hvordan alle mennesker, som har eksisteret, er en del af verden. De kan være i en omfavnelse, et måltid, en trøst. De følger med i alt, hvad der sker i de levendes verden, men kan ikke blande sig. Og hun udtrykker den skønne tro, at hun som død møder sin elskede far. Den far, hun til sidst med et træk i fiskestangen informerer om dagens fisketuren ved at sige, at det var: ”Den største fisk, som hun nogensinde ikke har fanget”.

En værdig død og et godt liv

Julie Jane Nissen gestalter slank, rank, høj, med værdighed i kroppen og med flot tydelighed i stemmen forestillingens omdrejningspunkt: Døden. Nissen er med den styrke og integritet hun udstråler – og som rollen kræver – en gevinst for forestillingen.

Logikkerne er i det hele taget dejligt skæve. Ligesom man undervejs udsættes for hændelser, der diskret minder os om eller spøgefuldt prikker til vores frygt for død og for det at miste. Et æterisk flagrende hvidt klæde med en sart lyskilde som centrum føres blidt og uden kommentarer rundt i rummet og tog sig for undertegnede ud som en kærlig hilsen til afdøde Gitte Kielberg.

Groot får det til at gibbe i publikum, når hun liggende som lig i en af scenografiens tre lange kasser rejser sig op – ikke kun én, men to gange.

Forestillingen er meget livsbekræftende. Den kaster i meget muntre stemninger mange alvorsfyldte overvejelser op i luften. De tre kvinder udruller eksempelvis et arsenal af måder, hvorpå de kan tage livet af sig selv, og mimer tillige nogle af dem. De spiller for sjov døde overfor hinanden og når lige at vække en grum tvivl. En af kvinderne havner i en hypermoderne himmel. En himmel, hvor man skal tjekke ind efter trosretning og reservere plads for at være sikker på at få adgang til tunnelen med det himmelske lys, og hvor Sankt Peter er en wellness-type i badekåbe og med påmonteret glorie.

Vellykket memento mori-epos

Det er yderst sjældent, at en teaterforestilling italesætter livets forgængelighed og alle de følelser og tanker, der er forbundet med det – og gør det i et så spændende og sprødt møde mellem alvor og sjov og med et så markant livsbekræftende fokus på livet.

Der er rigtigt meget memento mori [‘husk, at du skal dø’]-guf at komme efter for alle over 15 år. Den latinske vending bliver smukt sunget. Den gennemsyrer alt i forestillingen. Og den kulminerer i en helt suveræn slutscene.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Morsom børneballet med desperat far, der arbejder hjemme
Det Kongelige Teater:
'For højt, for vildt og for meget!'
I ’For højt, for vildt og for meget!’ skaber Alexander Stæger fra Den Kongelige Ballet en sjov karikatur over forældre, der altid synes, at deres børn larmer for meget. Men der måtte godt have været mere dans for børnene i nationalscenens lidt rodede vinterferiesatsning.
En jazzet musikrejse
Malene Kjærgård:
'Jorden Rundt'
Malene Kjærgård og hendes band når ’Jorden Rundt’ på blot 60 minutter i noget, der mere er børnekoncert end teater.
Kyllingeteater med queer komik
Teater Hund:
'Balladen om den løsslupne lørdagskylling'
Teater Hund er i topform med den nye forestilling om venskab og jalousi – og om en kylling, der er glad for flamenco.
Ligefrem og lettilgængelig
Odense Teater:
'Klodshans'
I Odense Teaters glade og lyse opsætning af ’Klodshans’ går lethed i udtrykket og klarhed i budskabet til de yngste publikummer forud for dybder i fortællingen.
Eventyrlige Sigurd
Louise Schouw Teater:
'Sigurd fortæller H.C. Andersen'
H.C. Andersen har en smittende formidler i Sigurd Barrett. Når han lader være med at analysere på sine egne eventyrfortolkninger, er han forrygende.
Stærk ungdomsfrise
Opgang2 Turnéteater:
'Pres'
Det er en fornøjelse at opleve så dygtigt hele Opgang2 Turnéteater-holdet på ’Pres’ rammer både lyst- og smertefyldte aspekter af ungdomslivet på en frekvens, som den unge selv er stillet ind på.
Morsom børneballet med desperat far, der arbejder hjemme
Det Kongelige Teater:
'For højt, for vildt og for meget!'
I ’For højt, for vildt og for meget!’ skaber Alexander Stæger fra Den Kongelige Ballet en sjov karikatur over forældre, der altid synes, at deres børn larmer for meget. Men der måtte godt have været mere dans for børnene i nationalscenens lidt rodede vinterferiesatsning.
En jazzet musikrejse
Malene Kjærgård:
'Jorden Rundt'
Malene Kjærgård og hendes band når ’Jorden Rundt’ på blot 60 minutter i noget, der mere er børnekoncert end teater.
Kyllingeteater med queer komik
Teater Hund:
'Balladen om den løsslupne lørdagskylling'
Teater Hund er i topform med den nye forestilling om venskab og jalousi – og om en kylling, der er glad for flamenco.
Ligefrem og lettilgængelig
Odense Teater:
'Klodshans'
I Odense Teaters glade og lyse opsætning af ’Klodshans’ går lethed i udtrykket og klarhed i budskabet til de yngste publikummer forud for dybder i fortællingen.
Eventyrlige Sigurd
Louise Schouw Teater:
'Sigurd fortæller H.C. Andersen'
H.C. Andersen har en smittende formidler i Sigurd Barrett. Når han lader være med at analysere på sine egne eventyrfortolkninger, er han forrygende.
Stærk ungdomsfrise
Opgang2 Turnéteater:
'Pres'
Det er en fornøjelse at opleve så dygtigt hele Opgang2 Turnéteater-holdet på ’Pres’ rammer både lyst- og smertefyldte aspekter af ungdomslivet på en frekvens, som den unge selv er stillet ind på.