Han består rødgrødsprøven – han kan nemlig godt sige 'Rødgrød med fløde', den gode Farshad Kholghi. Han kan også sige en hel masse andet, og det gør han. I hæsblæsende tempo får vi udvalgte dele af hans livshistorie frem til i dag.
Om et Iran, der ikke altid har været, som det er i dag. Om en lille dreng, der voksede op i et frit og levende samfund, hvor jorden var rund og religion en privat sag. Nej, det var ikke et demokrati i vestlig forstand, men et enevældigt shahstyre, der gav indbyggerne forholdsvis løse tøjler. Det var det, der ændrede sig, da de religiøse diktatorer meldte sig, så den lille Farshad og alle de andre blev hjernevasket fra skoleelever til børnesoldater. Det fik hans mor og ham selv til at flygte, mens faderen blev tilbage.
Turen skulle gå til USA, men de to endte i Danmark, mulighedernes land. Vel ankommet hører vi om, hvordan hans kloge mor tvinger ham til at gå i dansk skole og lære dansk. Hvordan de får asyl, bliver indkvarteret i Sønderjylland og møder danskerne.
Hvordan han bliver inviteret til dansk frokost – det er ikke nogen let sag, når man ikke kender de kernedanske ingredienser – hvordan han kommer på kostskole i Grindsted midt i 1980'erne, og møder danske piger, der synes, han er vældig eksotisk.
Hektisk
Jeg synes, han er noget larmende i det. Et andet og pænere ord vil være energisk, på grænsen til det hektiske. Han sprinter konstant rundt på scenen, mens han fortæller i rablende tempo, og han elsker tydeligvis at bruge selvopfundne, larmende og tegnefilmagtige lydeffekter. Dem er der virkelig mange af – de samme om og om igen – i den lille time, forestillingen varer.
Det er muligt, at overdrivelse fremmer forståelsen, men ikke altid fornøjelsen.
Og nogle gange går fortællelysten simpelthen så stærkt, at han taber pointerne. Ned i tempo, variér fortællehastigheden, byg ud og op til pointerne – det vil være mit forslag.
Måske hænger en del af problemet sammen med, at forestillingen er en ungdomsudgave – forkortet til en time – af en voksenforestilling beregnet til teaterforeninger. En del af de humoristiske referencer gik i hvert fald tydeligt hen over hovedet på de teenagere, jeg så forestillingen sammen med.
Jeg tror, men det er virkelig kun en trossag, at Farshad Kholghi tror, at hans show er sjovere, end det rent faktisk er, det pågældende festivalpublikums reaktioner – og min egen – taget i betragtning.
Naturligvis er hans personlige historie interessant – og også underholdende – men i den sidste ende løfter den sig desværre ikke over andre, og bedre fortalte, fortællinger om mennesker på flugt fra krig og undertrykkelse, og deres forsøg på integration i det danske samfund.
