’Fridas store rejse’ er en hyldest til fantasien. En billedrig dukketeaterforestilling med masser af drømme magi – spillet af en helt ung performer, Clara Luna M. Nani, der efter navnet at dømme følger i fodsporene på den forunderlige performer Paolo Nani.
Clara Nanis udtryk er finurligt. Hun har barnets undren, men også klovnens enfoldighed i mange af sine indfald – samtidig med at hun har glimt i øjet, så publikum kan se, at egentlig bare leger…
Hun sidder midt i forestillingens manege. Så trutter hun ellers med sine hjertemalede, røde læber, strækker sin lange krop med gule strømper og overdrevent cirkusbælte, og så bliver hun til pigen Frida.
Hun glider ind i sin uldfrakke, der tilsyneladende kan vokse i det uendelige i Tanja Bovin og Ane Katrine Kjærs sjove tryllekostume. Men hurtigt bliver hun forstyrret. For op af hendes lomme titter en høne. En irriterende og ganske selvsikker høne. Og mon ikke én høne i lommen er bedre end ti på taget?
Trafikprop og bølgeskvulp
Grebet er at lade skuespilleren både være Frida og dukkeføreren for minidukken Frida. Clara Nani har imponerende kontrol over alle de frække hånddukker, der spænder ben for hendes historie undervejs. Og hun har fundet på en masse sjove indfald – fra en kuffert, der bliver til en bil, hvorefter den igen forvandler sig til en lufthavnsparkeringsplads… Her kender fantasien ingen grænser.
Historien hjælpes af en fantasifuld lyd. Oliver Nani har skabt noget energisk og ubekymret musik, som sammen med Jonas Kroghs lyddesign med trafikprop og bølgeskvulp forstærker følelsen af at rejse verden rundt. For det er det, som denne Frida vil: Rejse. Om så hun må ty til en luftballon for at få set det hele for at komme frem til en tropeø med palmer. Ikke mindst fordi hun leder efter nogen, som hun savner…
Folde-ud-usynlighed
Konceptet for forestillingen har Clara Nani åbenbart skabt sammen med instruktørerne Frede Gulbrandsen og Paolo Nani – og med lysdesigneren Per Aagaard. Man mærker deres kloge støtte og gode øjne, ikke mindst i forestillingens mange overgange, der er fulde af finesser. Et af forestillingens højdepunkter er en stor folde-ud-billedbog, som pigen åbner, hvorefter alverdens verdener åbenbarer sig ud.
Problemet er imidlertid, at bogen er for lille til, at alle tilskuere kan se den. Det er ærgerligt, for man føler virkelig, at man går glip af noget, hvis man ikke sidder på første række rundt om Nani-verdenen.
Begavet dynamik
Forestillingen er for de 5-10-årige, der utvivlsomt vil lade sig rive med af denne skønne eventyrrejse. Dukkerne får sjovt liv i hænderne på Clara Nani, og hun formår at holde dialogen med dukkerne dynamisk i gang gennem hele forestillingen – samtidig med at hun selv er midtpunktet. Et begavet og charmerende midtpunkt. Og en performer med en smittende ro.
Derfor bliver ’Fridas store rejse’ til en fornøjelig oplevelse af en ung børneteaterskuespiller, der står på skuldrene af en gammel komikertradition. Med den særlige beskedenhed, som er så typisk for Paolo Nani Teater.
