Det hele startede egentlig med et par interessante afgørelser fra Refusionsudvalget i forbindelse med seneste showcase i januar/februar i år, men handler også om, at hvor den historiske fortællertradition tidligere har kørt sit eget ældgamle spor parallelt med teatertraditionen, er de to nu stødt sammen i en definitorisk strid om, hvad der kan kaldes scenekunst og dermed indgå i refusionsordningen, som er et must for de ustøttede teatre.
På Refusionsudvalgets showcase er den livsvigtige refusionsgodkendelse på spil for de deltagende teatre. For det betyder jo, at man kan sælge sine forestillinger til 'halv pris' (fordi kommunerne får refunderet 50 pct. af prisen af staten), deltage på den årlige Aprilfestival (som er den store salgsmesse for de fleste teatre) og blive optaget i Den Røde Brochure (som er det ultimative repertoirekatalog for professionel scenekunst for børn og unge).
For nogle teatre var situationen den, at man skulle på showcase med forestillinger, der tidligere var blevet refusionsgodkendt for en periode, men som det nye refusionsudvalg nu ville se nærmere på.
Helt konkret var Fortællekunsten således på showcase med forestillingen 'Delt barn', der er godkendt frem til juni 2014 og her på teateravisen.dk fik fire stjerner i en særdeles positiv anmeldelse.
Men udvalget vendte tommelen nedad. Forestillingen mister nu refusionsgodkendelsen. Begrundelsen er, at der er tale om høj kvalitet, men at det er fortællekunst og ikke scenekunst.
Høj kvalitet, men…
Fortællekunstens Kasper Sørensen forstår det ikke. Han har såvel 'Delt barn' som fire andre fortælleforestillinger med i den henrindende sæsons udgave af Den Røde Brochure, alle refusionsberettigede, og har gennem mere end otte år og tre refusionsudvalg fået bedømt sine fortællinger som teaterkunst.
Afslaget er kortfattet: 'Refusionsudvalget anerkender den medvirkendes evner som storyteller, men vurderer samtidig, at der efter udvalgets opfattelse ikke er tale om scenekunst, men netop om storytelling'.
Så Kasper Sørensen bad om – og fik – en uddybende samtale med Refusionsudvalgets formand, hvor han atter fik at vide, at der var tale om en meget høj kvalitet af en professionel fortælling at være, men altså ikke scenekunst.
Henrik Lyding, der anmeldte forestillingen til portalen, siger til teateravisen.dk:
»Jeg synes, at fortælleren her leverer en scenisk levende præstation, der rækker langt ud over det fortællende. Han inddrager kroppen, ansigtet og øjnene ud over ordene, og han skaber et fortættet rum om sin fortælling, der virker stærkt. Netop fordi det er så nøgent. Han anvender ganske vist ikke scenografi, men sammenligner vi fx med monologen 'Ondskaben', der jo bl.a. har været spillet som ungdomsforestilling med stor succes af både Theater La Balance og Randers Egnsteater, så bruger den jo også bare det eksisterende rum. Og den er der vel ingen, der ikke ville kalde teater. Eller tilsvarende med en af de mange monologer, som voksenteatret gennem tiden har spillet. Det kunne være fint at få defineret, hvad udvalget savner – om det er lys, musik, scenografi, en hat eller hvad. Det forekommer mig umiddelbart, at det er et noget snævert scenekunstbegreb, der her opereres med. Bliver det teater, hvis fx to personer står på scenen eller hvordan?«
En gråzone
Refusionsudvalgets formand, Jens Frimann Hansen, er ikke bleg for at gå ind i en dialog omkring udvalgets arbejde, men man kommenterer normalt ikke de enkelte afgørelser og forestillinger offentligt. Han siger dog direkte adspurgt – og med Fortællekunstens accept – om 'Delt barn':
»Jeg ved ikke helt, hvordan Henrik Lyding definerer sin rolle eller opstiller præmissen for sin anmeldelse. Præsentationen, du nævner, var af høj kvalitet og holder som et kunstnerisk værk. Det var udvalgets opfattelse, at der ikke var tale om scenekunst, men netop om fortællekunst. For mig kan de to ting godt hænge sammen. Vi er ikke anmeldere, men skal vurdere præsentationerne på showcase ud fra en scenekunstnerisk faglighed.«
Men Kasper Sørensen forstår det stadig ikke:
»Når en forestilling som 'Delt Barn', der er refusionsgodkendt og har vakt begejstring rundt omkring på skolerne og er godt anmeldt af en professionel anmelder, der hvert år ser en utrolig stor mængde scenekunst for både voksne og børn, pludselig ikke er scenekunst, må man jo undre sig. Hvad er forandret? Her er det tilsyneladende en håndfuld personers (Refusionsudvalget, red.) kriterier for, hvad der er scenekunst, som ikke rigtig stemmer med så mange andre fagpersoners og publikummers vurdering.
Formanden lod mig vide, at de jo ikke kunne tage ansvar for, hvad tidligere udvalg har godkendt. Samtidig synes jeg stadig ikke rigtig, at jeg kunne få at vide, hvad der skilte denne forestilling fra at få fornyet sin godkendelse. Det nærmeste, formanden kom, var nogle ord om, at det er en gråzone, der er svær at formulere og at tvivlenkommer altid kunstneren til gode. Det oplever jeg så ikke helt er sket her….«
En kvalificeret vurdering
En hånd- og nagelfast definition på forskellen mellem, om man er en fortæller med en god historie eller en fortæller med en teaterforestilling, er næppe sådan at opstille, men Refusionsudvalgets formand gør et forsøg:
»Det er ikke nok at fortælle en god historie for at blive refusionsgodkendt. Man er nødt til at forholde sig til, at man står i et rum og skal definere det fra et nulpunkt. Selvom man ikke anvender scenografi, kostumer, bevægelse, lyd og lys m.m., så er det sceniske elementer, man under alle omstændigheder er nødt til at forholde sig til. Det er forskellen på scenekunst og fortællekunst. En fortæller kan komme godt i vej ved at fortælle en historie. En scenekunstner, som fx fremfører en monolog uden virkemidler, har ideelt set OGSÅ forholdt sig til, hvorfor hun fravælger de scenekunstneriske virkemidler. Indrømmet: Der er også gråzoner her, og i praksis er det aldrig let. Og det er jo netop udvalgets opgave: At foretage en kvalificeret vurdering,« siger Jens Frimann Hansen.
Det har man gjort og det har betydet, at flere andre fortælleforestillinger også er blevet afvist af udvalget – i øvrigt ganske som det har været tilfældet med de foregående udvalg. Men alligevel er det oplagt at spørge, om de på børneteaterområdet notorisk mange fortællere må opleve, at Refusionsudvalget har lagt en mere restriktiv linje?
»Nej, det har vi ikke. Når vi ser præsentationer på showcase, vurderer vi først og fremmest om der er tale om scenekunst. Er der tale om scenekunst, vurderer vi så, om det har lever op til en professionel standard. Vi har faktisk afvist en del præsentationer fra fortællere, som udvalget mener har været af meget høj kvalitet. Når vi har afvist dem, er det fordi vi har vurderet, at der ikke var tale om scenekunst. Men man skal heller ikke være blind for, at der er en gråzone, og at det i flere tilfælde kan være meget svært at vurdere, om det er på den ene eller den anden side af hegnet,« lyder det fra Jens Frimann Hansen.
En stor faglig værktøjskasse
Det er så oplagt at spørge Kasper Sørensen om det samme: Hvordan vil HAN så definere forskellen på, om man er en fortæller med en god historie eller en fortæller med en teaterforestilling?
»Forestil dig et øjeblik en teaterforestilling, uden at der er en god historie involveret.
Hvor længe ville du have lyst til at blive siddende i den sal? Uden historier, ingen teater. Masser af teatre skriver i deres tekster i Den Røde Brochure, at de 'fortæller historien om…' – og jeg gør det samme: En professionel fortæller trækker på kropsprog, skyggebevægelser, illustrative såvel som ikke-illustrative bevægelser og stemmearbejde, foruden nærvær, dramaturgi, bevidsthed om rummet, direkte kontakt til sit publikum, på karakterarbejde, dialoger, direkte som indirekte, sproglige zooms, tiltninger og panoreringer, og naturligvis den gode historie. Nogle fortællere bruger rekvisitter, kostumer, lyssætning mm. Fortælling er scenekunst med en stor faglig værktøjskasse,« lyder den ihærdige opremsning fra Kasper Sørensen, der godt nok også har storytelling og kursusvirksomhed på paletten – bl.a. gennem virksomheden BestTellers, som er fagligt fællesskab mellem en række fortællere, skuespillere m.fl. – men Fortællekunstens teatervirksomhed er en overmåde vigtig brik for hans eksistens.
Og han frygter følgelig, at flere af hans øvrige og p.t. stadig refusionsberettigede forestillinger – hvis godkendelser udløber i sommeren 2015 og 16 – nu er i farezonen.
»Det føles som en temmelig sårbar situation. Teater Fortællekunsten har fra start lagt vægt på, nå ja – fortællekunst. Det er vores speciale. Det er metoden, vi har bygget vores teater op efter gennem otte år. Derfor minder vores forestillingers stil om hinanden i deres udtryk. Så jeg forudser, at jeg står til at miste alle mine refusioner, hvis den aktuelle stil hos det nye refusionsudvalg opretholdes.«
Urimelig konkurrence?
Men mens diskussionen om fortællekunst kontra scenekunst nu er parkeret i en definitionsmæssig gråzone, kan andre forbehold føres frem:
For er de mange fortælleteaterforestillinger, der trods alt stadig både har refusionsgodkendelse og spilles i stort tal, så at regne for et højt skattet supplement til det øvrige udbud af forestillinger eller bare en irriterende prismæssigt svær konkurrent til de mere traditionelle turneforestillinger? De udmærker sig jo bl.a. ved den absolutte minimalisme, hvad angår transport, opstilling m.v., og det afspejler sig naturligt i prisen.
»Jeg kan sagtens forstå, at det kan være bekymrende, at der kommer nogle små hurtigtgående forestillinger, men der er ikke særlig mange børneteatre med eller uden bevillinger, som har mange penge at arbejde med, og grundlæggende synes jeg ikke, at scenekunst skal vurderes på, hvor meget det har kostet at producere, eller om det kan fungere i minimalistiske krav, men på om det er kvalitet. Jeg mener heller ikke, at denne diskussion – eller for den sags skyld Refusionsudvalgets opdrag – er forholde sig til konkurrenceforhold! Vi arbejder med de midler og virkemidler, vi har råd til, og som forløser vores kunstneriske vision. Så grundlæggende er den kritik en meget ufrugtbar vinkel,« lyder det bestemt fra Kasper Sørensen.
Der er dog ingen tvivl om, at de mange en-mandsforestillinger – hvad enten de rubriceres som fortælleteater eller i andre genrer – fylder godt op i både Den Røde Brochure og på festivalerne. Udover den kunstneriske nødvendighed kan det også være en økonomisk nødvendighed for nogle teatre for at få fyldt repertoirekassen, og for aftagere med ondt i indkøbskassen giver det mulighed for at købe en relativ billig forestilling.
Nu er det som nævnt langt fra alle en-mandsforestillinger, der er fortælleteater i den berørte kategori, men snakker man om kunstneriske oplevelser, kan man godt lægge snittet her, mener Henrik Lyding, der som anmelder her på portalen har taget sin del af forestillinger med en enkelt person i aktion:
»For mig er pointen netop, at så meget teater er blevet enmandsteater, ikke at det er fortælleteater. Det kan bestemt være stor scenekunst – det har jeg set masser af gange med fx Bodil Udsen, Erik Mørk, Bodil Kjer og Henning Jensen. Det ærgerlige ligger i enmandsteatret, uanset hvordan det gestaltes på scenen. Fordi den dynamik, der ligger i mødet med et andet menneske på scenen, her går tabt. Lige som man kan tale mindre begejstret over forestillinger med blot to mennesker på scenen, fordi det snærer mulighederne for scenisk liv ind. Den overordnede pointe må være, om man får en kunstnerisk oplevelse ud af det, præsteret af et menneske, der står på en scene i en dramatisk ramme. Og den ramme kan for mig sagtens kun være ordet og behøver ikke at være svøbt i lys og lyd for at kunne kaldes scenekunst.«
Tilbagevendende problematik
Jens Frimann Hansen har – udover formandstjansen i Refusionsudvalget – også den i denne sammenhæng ganske interessante kasket som leder af Helsingør Teater, der indkøber en lang række børneteaterforestillinger gennem sæsonen.
Og han kan godt se faresignaler i udbuds- og indkøbspolitik:
»Det er især bekymrende, hvis arrangørerne begynder at booke en overvægt af fortælleteater (og enmands-teater), fordi det er nemt og billigt. Det må ikke gå ud over mangfoldigheden i børneteatret. Men reelt har risikoen altid været der. Vi har altid haft teknisk lette og teknisk vanskelige forestillinger, og det er især de sidste, hvor refusionsordningen, efter min opfattelse, har sin fornemste rolle. Børn skal opleve det storslåede og det kompromisløse teater også. I Helsingør (og mange andre steder) er det sjældent, at en forestilling fravælges, fordi den er teknisk tung. Det handler ofte mere om vanskelighederne ved at finde et velegnet rum, som kan gøre udslaget for, om vi tager en stor forestilling eller ej,« siger han.
Og vil afslutningsvis atter afvise, at han og Refusionsudvalget på nogen måde opsætter særlige mindstekrav eller begrænsninger omkring det specifikke fortælleteater eller andre former.
»Det vigtige er, at kunstnerne forholder sig til deres værk som scenekunst, og at der er tale om scenekunst og ikke fortælling. Det er helt legitimt at producere en forestilling, som er baseret på fortælling som det bærende element. Man kan ikke tale om rigtigt eller forkert i denne sammenhæng. Enten er det scenekunst eller også er det noget andet. Det er det, vi vurderer. Vi har den samme problematik med en masse andre genrer, som grænser op til scenekunst,« afslutter formanden.
Mindstekrav
Nogle af disse genrer kan man opleve i en scenekunstnerisk gråzone af performance og installationskunst, mens det stadigvæk huskes i miljøet, hvordan trylleri, gøgl og cirkus for et kvart århundrede blev hældt ud af refusionsordningen netop med begrundelsen, at der ikke var tale om professionel scenekunst. Nycirkus har så sneget sig ind i ordningen (igen) som en særlig dramatisk genre, men der er altså nok at holde øje med for Refusionsudvalget, der til stadighed er parkeret på øretævernes holdeplads.
Og lad så Fortællekunstens Kasper Sørensen få de sidste ord om kunstneriske mindstekrav til scenekunst generelt:
»Mindstekrav er naturligvis professionel fremførsel af en kvalificeret forestilling. Jeg har personligt ikke oplevet en fortælleforestilling i børneteaterregi, som var uden dramaturgi, men jeg skal ikke udelukke at de findes. Et andet åbenlyst krav er, at materialet levendegøres i publikum, at magien så at sige er til stede. At alt andet lades alene for en stund, at tiden sættes i stå og hjerterne holder vejret, mens historierne vrider og vender sig for øjnene af dem. De skal mærke både suget i maven og latterens kildren. De skal se under huden på karaktererne, der præsenteres for dem, og der genkende sig selv. Det er et tilbagevendende sceneforhold for utrolig meget børneteater, at scenografien er skrabet ned til et minimum og at fantasien er i fokus. Det skyldes til tider praktiske forhold – at slæberi og opsætningstid ikke må være for hårdt/lang, og at de færreste børneteatre er særlig rige. Men i høj grad også de kunstneriske valg, som gør børneteatret så særlig anerkendt – at de udfordrer og udvider og stoler på publikums fantasi og forestillingsevne og lyst til at være medskabende. Det er et kunstnerisk greb som rigtig meget børneteater med eller uden et label som ’fortælleteater’ anvender.«