Det er skønt, men også svært at være teenager. For samtidig med, at man får mere frihed og ret til at bestemme over sit eget liv, får man også mere ansvar. Sådan er det i hvert fald for de fleste – men ikke for Dennis P.
Han er hovedpersonen i Åkesons hæsblæsende og ustyrligt morsomme historie om mirakler i pubertetens tid. En komedie med mundrette replikker, der bobler af hverdagens søde liv, mens de medvirkende høvler ud og ind af en kæmpe svingdør. Ud som én person og ind igen som en anden! Det er helt forrygende.
Ansvar og pligter har Dennis i rigelige mængder, men det er småt med friheden. For Dennis’ far er blevet dræbt i en ulykke og har efterladt sin søn med en omklamrende, overbekymret mor. Det forstår man jo godt. Men desværre for Søren Rubys helt vidunderligt rørende og skægge blanding af en romantisk, panisk og beslutsom Dennis lever hans mor totalt neddykket i sin rolle som sørgende enke.
Hun forventer ubegrænset forståelse og hensyntagen, men giver ikke selv noget igen. Faktisk har Lilje Windbirks forrygende, storslemme moderdyr knap nok observeret, at hendes søn er ved at være voksen. Men samtidig spilles rollen så herligt tvetydigt, at man mistænker hende for at finde tingenes tilstand ret bekvemme. Sådan oplever Dennis – og publikum – det bestemt ikke!
Forholdet til en urealistisk ond og sarkastisk klasselærer er også temmelig anstrengt, og den er helt gal med Dennis’ bedste ven.
Guddommeligt morsomt
Begge drenge er forelsket i den lækre sild Karen-Elise, men desværre er Dennis ikke den, der fører sig frem. Det er dog ikke engang det værste. Det aller, allerværste er, at han endnu ikke har fået hår
!
Plaget af pubertetsproblemer griber Dennis til et ultimativt hjælpemiddel. Han vil bede til Gud. Men hvordan? På knæ? Dennis kaster sig ud i det med et prøvende ”Dav Gud” – og oh store mirakel – han bliver hørt! En ragekniv af en ærkeengel giver Dennis en engel-licens, så han får ret til at udføre middelstore mirakler. Hårene forneden, der så fatalt lod vente på sig, er pludselig groet frem, og Karen-Elise bliver vild med ham.
Det er urkomisk og meget, meget overbevisende spillet, efterhånden som miraklerne tager til – og tager over. For selv om mirakler er dejlige, så viser de sig at være svære at styre. Ligesom det er lidt svært at tro på en Gud, der laver så
meget rod i det. Til gengæld er det guddommeligt morsomt, når Dennis’ mor trisser sørgende ud af svingdøren det ene øjeblik og det næste valse
r ind igen som vulgær dulle, der scorer klasselæreren.
Til sidst går det dog så vidt, at Dennis gerne vil have licencen til at lave mirakler justeret lidt. Bare en lille smule. For selv om de fleste beslutninger her i livet har konsekvenser, så synes Dennis, at mirakelkuren er lige heftig nok. Det, der skulle være en hjælp, bliver en belasning. Så Dennis bliver overbevist om, at det nok er bedst at klare problemerne ved egen hjælp og at lade Gud om at være mirakelmager.
