Åbningen er forrygende. Slutningen dybt bevægende. Man ser lysene, før man forstår, at det er minearbejdernes pandelamper, der glider op fra skakten bag elevatorens trådnet. Fulde af kampgejst står mændene der i starten af strejken. Et år efter er alt tabt, og lamperne med de tavse, ydmygede mænd forsvinder igen ned i dybet.
Tilbage står en dreng med sin kuffert. Hans liv bliver over jorden som balletdanser. Det tror vi på.
Først var det en film. Så blev historien om minearbejderens søn Billy, der på tværs af sit miljø vil danse ballet, til verdens mest prisbelønnede musical.
Det forstår man godt, for det er en medrivende historie, og Elton Johns fede popmusik spilles, så den sidder lige i øret. Men det er også overraskende og tankevækkende, for 'Billy Elliot' har ikke det, der plejer at gøre en musical til en succes.
Her er ingen perlerække af solosange eller store danseoptrin i rå mængder. Man ser også forgæves efter en glamourøs scenografi og glitrende kostumer. Den slags fandtes ikke i en strejkeramt minelandsby midt i 1980’ernes England i Margaret Thatchers liberalistiske regeringstid. Til gengæld er den velskabte kammermusical fuld af menneskeligt nærvær og vedkommende nutidshistorie.
Forestillingen har en autenticitet og nøgtern troværdighed i scenografiens tunge murværk og det trappefyldte interiør i familien Elliots lille rækkehus. Den grimme fernisbrune boksehal får et mildere udtryk, når den bruges til ballet, og på gadeplan gør det indtryk, når en vaskeægte politibil væltes og sættes i brand af vrede minearbejdere. Det er billeder af et knaphedssamfund i knibe.
Stor stjerne i lille krop
Men det er iscenesættelsens indforståede og kærlige respekt for livet i en engelsk minearbejderby, der får det barske miljø og dets mennesker til at leve. Ikke som sentimentale ofre, men som stærke overlevere, der kan fostre og lidt efter lidt også rumme en Billy Elliot, der hellere vil danse ballet end bokse.
Der er tre alternerende Billy’er og fire i rollen som hans ven Michael, der alle har trænet intensivt et år for at kunne stå distancen med dans, skuespil, step og sang. Teateravisen.dk så forestillingen med den yngste af hele flokken, Nicolas Markovic, som Billy.
Nikolas Markovic er en stor stjerne i en lille, let og stærk krop. Han funkler i rollen som Billy, når han med naturlig autoritet indtager Det Ny Teaters store scene. Billy siger, at han føler sig fri, når han danser. Nicolas Markovic viser det. Hans skuespil er solidt og sikkert, og han synger pænt. Men i dansen folder han sig for alvor ud, ubesværet og udtryksfuld og helt sig selv.
Alle børnene, der også tæller et stort hold piger, er fremragende. Uden skaberi og visen sig frem danser og agerer de så sikkert og morsomt, at de voksne skuespillere mere eller mindre træder i baggrunden. Ikke fordi de voksne er dårlige – tværtimod.
Som Billys far er Kristian Boland overbevisende og rørende i sit sammensatte portræt af en hårdfør minearbejder, der går forrest i den faglige kamp og afviser enhver snak om ballet. Men som også med sin flotte stemme kan synge om sorgen over sin døde kone uden alt for voldsom sentimentalitet , og som skamfuld går i minen som skruebrækker for at skaffe penge til at give sin søn chancen for et bedre liv som balletdanser.
Lane Linds småsenile bedstemor, er fuld af varme og humør, og Julie Steincke er skøn i rollen som balletlæreren. Det er hende, der ser og gribes af Billys talent og lærer ham om både trin og dansens indre væsen. Hendes rå, slidte danselærerstemme rammer plet, og der er masser varme og humor i den kontante omgang med børn og ballet. Som en ekstra gevinst er der også et sangnummer til hendes forrygende gode stemme.
Det er vildt
'Billy Elliot' har politisk kant i beskrivelsen af, hvordan sult og frygt for fremtiden får solidariteten til at sive ud af de stolte minearbejdere og knækker ryggen på deres stærke fagbevægelse.
Musicalen sætter også fokus på fordomme om kunst og kønsroller og seksuel orientering. Der er alvor bag komikken, når Billys ven Michael – fint spillet og danset af Helmer Solberg – med stor selvfølgelighed trækker i dametøj – ligesom sin far. Sammen med Billy, som Michael propper i dametøj, leverer de to venner et stepnummer til den store guldmedalje.
Men toppen af dansenumrene er drengen Billys pas de deux med den voksne Billy glimrende danset af Miles Hoare. Deres charmerende og rørende udgave af 'Svanesøen' , hvor Elton Johns musik glider over i Tjajkovskij, glemmer man ikke lige med det samme. Heller ikke synet af 11-årige Nikolas Markovic, der med strakte ben som en vandret streg i luften snurrer om sin egen akse højere og højere op under sofitterne. Det er vildt!
