'Hvor har du rod?'
Et verdenskort af puder fylder scenegulvet, og vi spørger os selv, hvor vi hører til. Der er selvsagt ikke plads til os alle i Danmark, så vi må søge mod Asien, Sydamerika, Afrika og Mellemøsten.
Forestillingen ’Herfra min verden går’ tager fat i flygtninge- og integrationsproblematikken igennem performance og interviews med en 14-årig asylansøger.
NextDoor Project kalder det en dokumentarisk danseforestilling. Her er en cellist og to performere, lydklip med den 14-årige pige, jord, mælk, dannebrogsrænker og uddrag fra flygtningeloven.
Og ’Herfra min verden går’ har så absolut noget på hjerte. Budskabet kan dog synes noget unuanceret: Vi skal makulere flygtningeloven og lade verdens befolkning fordele sig frit. Sådan kan forestillingen i hvert fald nemt tolkes.
Forestillingen er således måske dokumentarisk, men langt fra journalistisk. NextDoor Project belyser ikke emnet. De portrætterer en virkelighed og en enkelt piges livshistorie så ensidigt, at vi ikke vil kunne sige andet end: 'Ja, det er også for galt!'
Det rykker ved vores forståelse af situationen momentært, men det er tomme kalorier. Så snart vi forlader teatersalen, begynder argumenterne at tage over – og så er de gode intentioner og følelserne for den 14-årige hovedperson et magert værn mod politikernes tirader om samfundsøkonomien og integrationsproblemerne.
Kreativt og kropsligt, men ikke skarpt formidlet
Ikke desto mindre er der tale om en politisk teaterperformance, som evner at formidle emnet forståeligt, enkelt og interessant for børn.
De to medvirkende, foruden cellist Alexandra Hallén, nemlig Ingrid Tranum Velasquéz og Anette Asp Christensen, fortæller den 14-årige piges livshistorie for hinanden med en spændende brug af materialer som jord, mælk og papir. Dén del virker ganske kreativ og underholdende.
Denne anmelder har ikke tidligere haft fornøjelsen af Ingrid Tranum Velasquéz koreografier, men om dansen i ’Herfra min verden går’ er der ikke meget at berette.
Dels fordi det ikke er dansen i denne danseforestilling, men nærmere lydklippene og dialogerne, der er dominerende og meningsbærende, og dels fordi den dans, vi ser, er så repeterende cirkulær og i øvrigt præget af en del prusten fra de to forpustede dansere.
Nå ja, vi skal selvfølgelig tænke igennem repetitionerne, at det er som i vores 14-årige hovedpersons liv, hvor man cykler rundt i et asylsystem med udflytning, hjemsendelse, tilbagekaldelse og midlertidige ophold. Den funktion har dansen, og det fungerer også fint.
Koreografierne er generelt simple og skyder fortællemæssigt i nogle forskellige retninger, som er svært at gennemskue. Dog er de kropsligt nærværende og sanselige. Det fortælletekniske er heller ikke de medvirkendes styrke i dialogerne. Derfor bliver forestillingen i sin performance lidt flad.
Men konceptuelt er ’Herfra min verden går’ en spændende forestilling. Begyndelsen, hvor vi som publikum bliver placeret i et verdenskort og herefter flyttet rundt som ludobrikker i en fortælling om, hvor vi gerne ville bo, men ikke kunne få lov at være, giver god mening. Det er inddragende og fortællende, og i sig selv kunne den begyndelse stå ret stærkt for forestillingens budskab.
