Tirsdag eftermiddag var Snoreloftet på Folketeatret ramme for et møde mellem en kreds af børne- og ungdomsteatre og ledelsen af kompetencecentret Teatercentrum. Sidstnævnte stod som arrangør af dette dialogmøde på basis af en aktion fra teatrene, der med underskriftsindsamlinger og protestbreve havde rettet kritik mod Teatercentrums manglende informationsniveau og til kulturminister og politikere om den uholdbare økonomiske situation for Teatercentrum, der truer den årlige afvikling af den store og for ikke mindst turneteatrene livsvigtige KLAP-festival (se artikel).
Teatercentrums ledelse (direktør Dorthe Bébe og bestyrelsesforperson Betina Grove) havde sendt invitation ud til over 300 teatre til dialogmødet, der med den aktuelle situation in mente blev afviklet med kort varsel, men alligevel var der mødt knapt 50 personer frem, mens 40 fulgte med online.
Fokusområder
Det skal for denne lille reportage pointeres, at skribenten som redaktør af den om en uges tid nedlukkede nyhedsportal ikke kan frasige sig en vis inhabilitet, men lukningen af Teateravisen fyldte dog ganske lidt på mødet.
De nødvendige besparelser på Teatercentrums budget kombineret med kommunikationsstrategiske overvejelser, der går i en helt anden retning og primært skal fokusere på Teatercentrum selv og centrets direkte samarbejde med formidlere og teatre, blev dog fremhævet af ledelsen. Ligesom der trods udtalt mishag over lukningen også fra andre tilhørere var tilfredshed med, at lukningen signalerede fornyelse, at Teateravisen havde haft sin tid, og at Teatercentrum jo ikke var en interesseorganisation og derfor ikke behøvede en medieplatform.
Mødets centrale del havde fokus på, hvorfor Teatercentrum (TC) ikke tidligere i forløbet havde informeret baglandet om de for teatrene så vigtige elementer – som ikke mindst havde skabt en usikkerhed om, hvorvidt KLAP-festivalen fortsat ville være den store ukuraterede festival, der samlede landets mange turnerende teatre og gav mulighed for at formidlere og teatre kunne mødes og teaterforestillinger sælges.
Strategi til debat
Det blev dog allerede indledningsvist imødegået af direktør Dorthe Bébe, der med grafer og forklaringer udlagde den økonomiske virkelighed for Teatercentrum, hvor de enkelte aktiviteters økonomiske belastning blev præsenteret – herunder den umulige udfordring omkring KLAP-festivalernes indvirkning på budget, medarbejdertal, aktivitetsniveau m.v., men hvor de strategiske planer for TC’s kommende periode også blev skitseret. Alt i den kontekst, at der stadig ikke var afklaring på, om festivalens økonomi kunne frigøres for Teatercentrums ditto og sikre rimelige driftsmæssige forhold på kompetencecentret, som var medvirkende til den manglende information udadtil.
Den omfattende introduktion gav svar på nogle af de kritikpunkter, som aktionsgruppen havde rejst, men det over en halv times lange oplæg syntes også at have taget brodden af de forventede kritiske spørgsmål, hvis hovedsubstans forlods netop var, at teatrene har følt sig holdt udenfor orientering af alle beslutninger, der også vedrørte teatrene, gennem lang tid, og at bevidstheden herom var eskaleret i løbet af den seneste tid
Dirck Backer fra Teater Patrasket erklærede efterfølgende, at man som teater måtte være bekymret over den nye strategis retning, hvor TC efter hans oplevelse tilsyneladende ønsker at køre sit helt eget løb og styrke sin profil som kompetencecenter, hvor dets spredning og satsning på nye medier, målgrupper og pædagogiske indsatser betyder, at man ikke havde tilstrækkeligt øje for teatrenes situation og behov.
Han følte kort sagt, at TC udviklede sig væk fra de opsøgende teatre, hvis fokus var at spille og sælge forestillinger, ikke søge efter scenepædagogiske aktiviteter.
Betina Grove begrundede den nye strategi med, at hvis Teatercentrum skal opleves som en vigtig aktør for beslutningstagerne, er det nødvendigt, at man også ’peger på sig selv’ for at tydeliggøre alle Teatercentrums aktiviteter, og at der er flere opgaver end at lave festivalen.
I strategien ligger også et hovedfokus på at sikre, at alle børn i hele landet møder den levende scenekunst i skole og dagtilbud hvert eneste år gennem deres opvækst. Og at det skal ske i samarbejde med alle feltets aktører, herunder teatrene, formidlerne, kommunerne og andre samarbejdspartnere.
Her blev Teateravisens manglende relevans for strategien også lige berørt, da Dorthe Bébe pointerede, at al fremtidig kommunikation fra TC skulle være segmenteret, altså gå direkte til målgrupper som lærere, pædagoger og andre formidlere og deres egne medier, som udgjorde et specifikt mål for TC’s kamp for at sikre flere opkøbere til teatrenes forestillinger. Oplevelsen er lige nu at ildsjæle i skoler og institutioner forsvinder.
Disse formidleres opkvalificering indgik også i en mindre diskussion om den scenekunstpædagogiske indsats, som indgår i TC’s strategiplan og fik bl.a. Niels Grønne fra Dansk Rakkerpak til at spørge, om ikke de mange pædagogiske elementer i strategien snarere hørte ind under Undervisningsministeriet.
Her er Teatercentrums strategi så både at gå efter mere scenekunst og scenekunstpædagogik, fordi man mener, at de to elementer supplerer hinanden: At børnenes møde med scenekunstpædagogikken også inspirerer dem til at se teater – og giver bedre kompetencer hos børnenes voksne.
Garanti for ukurateret KLAP-festival
Men siden kom man tilbage til det punkt, der tydeligvis fyldte mest: Festivalen, hvor der mødet igennem havde afspejlet sig en bekymring for, om Teatercentrum faktisk ikke længere ville satse på festivalen.
Søren Ovesen fra Batida sagde, at den aktuelle situation havde skabt en voldsom tillidskløft mellem teatrene og TC. Han var allermest optaget af spørgsmålet om at bevare festivalen som stor, åben og ukurateret – og insisterede direkte på, at Dorthe og Betina skulle sværge på, at de ønskede at bevare den form for festival.
Det fik han faktisk begge til at udtale ganske højt og tydeligt – som et næsten muntert indslag på dette møde, der sluttede med ideer til at udvikle en givtig dialog mellem Teatercentrum og teatrene.
Dirck syntes, at TC’ bestyrelse på næste møde skulle diskutere, hvordan de kunne sikre teatrene øget indsigt og indflydelse på TC’s arbejde fremover; Betina mente, at teatrene selv skulle komme med forslag – for man var jo ikke en interesseorganisation for teatrene. Her burde man henvende sig til Dansk Teater – som dog i parentes nævnt jo har udpeget hende til Teatercentrums bestyrelse.
Basse Dam fra Teater Lux mente, at flere fysiske møder ville gøre op med, at man ikke havde følt sig inddraget i årevis; Dirck foreslog, at man lavede et repræsentantskab med folk, der havde den fornødne viden om børneteatret og dets virke. Andre pegede på dialoggrupper.
Og så sluttede Dirck af med at konstatere, at man jo havde gennemført underskriftsaktionen med opråbet på eget initiativ for at få en forklaring på lukningen af Teateravisen og ikke mindst støtte en sikring af festivalen og TC, og at det tydeligvis havde en virkning, når et helt miljø meldte kollektivt ud.
Han savnede vist en klar anerkendelse fra TC om aktionens betydning, men så frem til, at man kunne koordinere en fortsat aktion med TC, mens Dorthe tilkendegav, at hun gerne ville mødes med initiativgruppen.
Og med disse udpluk fra den to timer lange seance i et møderum på Folketeatret kan dialogmødet opgøres som en positiv trædesten til et forbedret informations- og inddragelsesklima – en vigtig bro over den tillidskløft, der var opstået mellem et kompetencecenter og et teatermiljø, hvis fælles mål trods alt er at skabe rammer for, at alle danske børn kan opleve professionelt og vedkommende teater.
