I Odense Teaters opsætning af ’Narnia’ er det nærmest kun Karin Betz’ scenografi og kostumedesign samt Simon Holmgreens lyssætning, der er på niveau med det, man må forvente af en familieforestilling på en landsdelsscene.
Så lad os først tage det, som har kunstnerisk kvalitet: Karin Betz har et talentfuldt ‘teaterøje’. I ’Narnia’ brillerer hun med både storslåede landskaber og små hyggelige boligindretninger. De skikkelser, som bebor områderne, klæder hun stilfuldt i smukke og ekstravagante kostumer. Lige som hun udstyrer dem med rekvisitter, der er overvældende pompøse, når det hører sig til, og mere enkle, når det matcher rollerne.
Den hvide heks er et imponerende syn, når hun – trukket af sine slavedyr og med et kolossalt stort isbjerg efter sig – glider ind på scenen iført en gigantisk kridhvid hermelin-lignende pels, fra hvis blafrende ærmer et glimmerfyldt stof kommer til syne og lyser i takt med den også glimtende tryllestav, som hun med svirp spreder øjeblikkelig fortræd med. I eventyrlandet Narnia, som hun har forhekset og givet evig vinter, daler snefnug ned i et landskab med høje graner, som bliver badet i mørkegrønt lys.
Bæver-ægteparrets hytte er ydmyg, men hyggelig, i sin simple gren-konstruktion. Hr. Tummus er opsigtsvækkende sjov at se på og tillige elegant, som han stavrer afsted på hove iført et langt rødt halstørklæde, der basker rund om hans bare overkrop og når ned over hans langhårede pelsbukser. Løven Aslan er knapt så vellykket, fordi konge-dyret med sin noget spartanske manke og pels virker mindre magtfuld, end han rent er – men det kan der omvendt også være en god pointe i.
Andre eksempler kunne nævnes i en visuel helhed, som også hurtigt – med drejescene og tæpper, som glider op og ned – skifter mellem to verdener: På den ene side det afsidesliggende gods, som de fire søskende er sendt ud til, da deres forældre er engageret i krig som henholdsvis pilot og feltsygeplejerske. Og på den anden side eventyrlandet Narnia, som børnene finder ind i gennem godsets magiske klædeskab.
Udvendigt skuespil
Mens øjet bliver dejligt mæt, går man med ‘tom mave’ fra forestillingen både hvad angår tekst, skuespil, instruktion, koreografi, sang og musikalske kompositioner.
Skuespillet halter i den grad. Ayshan Qvortrup som spiller lillesøsteren Lucy – hende, som først finder vej til Narnia gennem garderobeskabet – overdriver sit kropssprog. Hun tripper, hopper og spjætter med arme og ben på stort set samme demonstrative måde hele forestillingen igennem, og hun taler med en nasal stemme, som hun forvrænger og gør kunstigt barnlig. Alt i alt et meget misforstået barnerolleskuespil.
Nogle af de samme svagheder, men dog ikke helt så grelt, fylder i Kristoffer Helmuths skildring af Edmund, den yngste dreng i søskendeflokken. De to skuespillere er tydeligvis blevet svigtet af instruktøren.
Desværre er de ikke alene om at levere tomt og udvendigt skuespil. Næsten alle de mange medvirkende overdriver deres roller, så det tangerer karikatur. Gestikken er forudsigelig og demonstrativ, og de råber trættende højt deres replikker, frem for at forme ordene melodiøst og rolleindividualistisk.
De eneste roller, som virker bare lidt troværdige, er de også noget endimensionelle typer, den hvide heks og den strikse husholderske; begge spillet af Natalí Vallespir Sand.
Glat og fejlfokuseret tekst
Udover en uheldig personinstruktion har skuespillerne også en dårlig tekstbearbejdelse at slås med. Maria Kjærgaard-Sunesen står for begge dele.
Rammeteksten er ok. Det giver balance i spillet, at vi begynder og slutter i virkelighedens verden. Men fortællingen derimellem rummer mange svagheder. Det værste er, at vi aldrig kommer på nært hold af den substans, som findes i originalteksten. Ånden synes helt fordrevet. Nok gentages det, at de fire søskende Lucy, Edmund, Susan og Peter er forudbestemt til at opfylde den mytiske profeti at løse Narnia fra den hvide heks’ evige vinter nu, hvor landets oprindelige skaber, løven Aslan, har samlet styrke til at vende retur. Og nok ser og hører vi om forræderi, tilgivelser og loyalitet.
Men det hele virker alt for glat og fungerer aldrig på en måde, så det virkeligt får fokus og synes at stikke dybt. I stedet fyres følgende replik af gentagne gange: ”Sig mig, lærer børn ingenting i skolen længere?!” Det synes som om, ideen er, at vi skal synes, at her er noget, som både er kløgtigt og sjovt. Men nej; det virker bare afsporende eller som underholdningsfernis.
Haltende arrangementer og sange uden energi
Iscenesættelsen forplumrer og skævvrider. Flere af de centrale passager i originalteksten drukner. Det dur fx ikke, at musikken fuldstændigt overdøver den centrale dialog mellem Aslan og den hvide heks. Mod slutningen fremstår kampscenen mellem det gode og det onde – en kamp som er en central krumtap i hele fortællingen – som en stor omgang rod med alt for mange skuespillere samtidigt på scenen.
Og undervejs indkasseres billige point på det, at julemanden ankommer på segboard sammen med to rensdyr på rulleskøjter. Iscenesættelsen er i det hele taget ret ujævn. Mens første akt slæber sig langtrukkent og kedsommeligt afsted, er der proppet alt for meget ind i anden akt. Her bliver der i den grad skruet op for action og fernis.
Indlagte sange kan tilføje en forestilling meget godt. Desværre er det ikke tilfældet her. Sangene bliver sunget i et noget dorskt tempo. Et tempo, som suger energi ud af udtrykket frem for det modsatte. Uheldigt er det også, at melodierne er sat i så dybt et leje, at det kniber spillerne at synge sangene, så de når ud til publikum.
Børn spises og hægtes af
Det må ikke være en forudsætning, at børn på seks år og deromkring skal kende fortællingen på forhånd for at kunne hitte rede i en teaterforestillings handling og essens. Begge dele skal forestillingen i sig selv kunne formidle og bringe til live via sine mange fortælleelementer.
Frem for afsporing og fernis – som i forestillingen her – er scenekunst først vellykket, når det giver sit (børne)publikum engagerende oplevelser af magi, som går hånd i hånd med fordøjelige vitaminrige budskaber. Det lykkes ikke på Odense Teater.
