De fem mænd hopper op på en lang bænk. Sådan som de står der og stirrer ud over os, kunne de egentlig være fem helt almindelige mænd iført habitjakker og bløde bukser. Men så begynder de at bevæge sig – og så er det klart, at disse fyre er fuldstændig exceptionelle dansere. Suveræne dansere: Overlegent muskuløse og smidige, totalt uforfærdede og samtidig disciplinerede.
Det er disse fem dansere fra Uppercut Danseteater, der formår at gøre forestillingen ’Benched’ til en eminent danseoplevelse på internationalt niveau. Danserne er i konstant flow. Lige fra de hver især rykker i den ene skulder og svupper ud med hoften, hvorefter de kaster sig ned på bænken og skubber sig hen langs bænken på række. Én efter én.
Koreografen Stephanie Thomasen har et fast greb om disse stærke mænd. Hun kan få dem til at danse i sin særlige blanding af moderne dans og breakdans og alverdens andre hippe kropsudtryk. Hendes koreografi får dem vride sig og dreje sig med lynets hast, og hun skubber til deres nysgerrighed og spontanitet, så den fastlagte dans alligevel hele tiden virker undersøgende og legende.
Mændene kan tydeligvis ikke lade være med at konkurrere indbyrdes. Breakdansens traditioner med at ’battle’ bliver her til skarp koreografi i særlige øjeblikke, hvor hver danser stråler med sine personlige tricks og stunts.
I ubrudt flow
’Benched’ er tidligere blevet danset i en kortere udendørs version under Copenhagen Summer Dance i 2021. Men nu er værket altså udvidet og omskabt sammen med de fem dansere. Forestillingens målgruppe er sat til børn fra 10 år, og dansen magnetiserer tydeligvis alle i salen. Børn, teenagere og voksne griner og gisper, når danserne laver endnu en uventet og egentlig naturstridig bevægelse på den famøse bænk. For kan man overhovedet dreje og springe og kravle på én gang? Ja. Uppercut-mændene kan.
Koreografisk set ligger Stephanie Thomasens styrke ikke kun i originale og voldsomme bevægelser i et glidende og ubrudt flow. Hun formår også at få hele ensemblet til at bølge og skvulpe synkront og mærkeligt, mens hele flokken bevæger sig – og mens et medmenneskeligt budskab samtidig siver frem fra trinene. Det har hun tidligere vist i sin eminente magttrilogi ’Plejer er død’ med de tre seperate forestillinger ’Samba’ (2020), ’Limbo’ (2021) og ’Kalinka’ (2022). Og nu gør hun det her i ’Benched’, hvor synkronbevægelserne opstår, når danserne hvirvler rundt om bænken – og danser oppe på bænken eller gnubber sig under bænken. Danserne bevæger sig sågar synkront, når bænkes løftes op, mens mændene kurrer skråt nedad som obstruktion.
Spark og flip
Danserne stråler. Den danske danser Jens Schyth Brøndum har en råhed i sine spark, så man nærmest føler, at han sparker luften ud af tilskueren – og en vildskab, som kulminerer, da han slipper sit lange hår løs og lader håret danse med kroppen. Den unge tjekkiske danser Kriss Mensa har en blødhed, som nærmest forvirrer – i hvert fald når han tager sit ene ben og sætter det om bag øret, hvorefter han uanfægtet danser videre på det andet ben. Den danske danser Adam Tucoyo stråler af autoritet og bruger sin højde i sine mange rul og kravl, så man bliver helt forpustet bare af at kigge på ham. Og den franske nycirkusdanser Mahamat Fofana formår at sætte af fra bænken og lave de vildeste akrobatiske spring med en upåvirket attitude – som om hans akillessener slet ikke kan mærke tyngdekraften. Det er næsten uvirkeligt.
For enden af bænken står danseren Mark Philip, der er kunstnerisk leder af Uppercut Danseteater sammen med Stephanie Thomasen. Han får naturligt rollen anfører. Han styrer forestillingens fremdrift, og han lyser med sit drengede grin – og så flipper han ellers rundt og rundt i sine vilde håndstande, hvor han er parat til at satse alt for en overraskende landing.
Stærk symbolik
’Benched’ har ingen eksplicit handling. Men fyrenes kamp om pladsen på bænken giver umiddelbart associationer til følelser af at være alene – og drømme om at blive del af et fællesskab. Mændenes bevægelser udtrykker ensomheden, men også deres enorme viljekraft til at gøre næsten hvad som helst for at blive del af gruppen. Netop dét er nok den stærkeste symbolik ved værket – og dét, der fænger de unge tilskuere, bevidst eller ubevidst, mens de følger dansen med sultne øjne.
Det musikalske univers svinger meget – fra dybe elektroniske lyde til drømmende klimpren og iltre toner fra sprøde flamencoguitarer af den mexikanske duo Rodrigo & Gabriela. Især guitarmusikkens ihærdighed og klang af ensomhed giver noget smukt til dansens udtryk. Som om mændene i disse passager får lov til at vise deres sårbarhed på en særligt ægte måde. Forestillingens passager med dans til stilhed giver ikke tilsvarende noget fra sig til danserne. Måske fordi stemningen her skifter over til en alvor og en sørgmodighed, der aldrig helt forklares – og som sluger noget af koreografiens dynamik.
Bænkevarmere? Nej, det er danserne fra Uppercut Danseteater ikke. Det bliver de heller aldrig. Tværtimod. De er bænkebeherskere – og dansere i hver eneste fiber. Charmedansere.
