Det er Halfdan Rasmussens krøllede hjernespind, der udgør det tekstlige fundament i ‘Kanonkongens datter’, der oprindelig lød titlen ‘Tosserier’, da den sidste år havde premiere på teatrets hjemmebane i Næstved.
Men Grønnegade Teater vil en anden og noget mere dyster vej med de Rasmussenske rimerier. Rammen er et cirkus, hvor Kanonkongen Knold hundser rundt med sin stakkels leddeløse datter. Leddeløs, fordi hun i skuespilleren Peter Holsts dygtige dukkefører-hænder nærmest synes at være det kvindelige modstykke til Lange Peter Madsen. Slaskede, spaghetti-tynde arme og ben, men med et ansigt så mildt og udtryksfuldt, at vi slet ikke kan lade være med at have lidt ondt af hende, når hun sammenbidt og ukueligt præsenterer de forskellige numre i cirkus.
Det er her, vi møder Mine – der går på line, og Kanonkongen Knold – gal som en trold, sådan som Rasmussen rimer dem frem. Og mens ørerne er på stilke for at fange de mange pudseløjerligheder i ordene, ser vi Mine gå på line og Knold blive skudt ud af en vældig kanon. Knold, der kun består af et projektilformet bistert hoved og noget sort stof, som skal være kroppen. Senere kommer luftakrobater i dukkestørrelse til, mens den stakkels datter får det værre og værre. Næsten som var vi i et gyser-cirkus af den gotiske art.
Der er mørkt på scenen, hvor Peter Holst trækker rundt i sandet med en stor cirkus- og dukketeatervogn, mens de enkelte rimerier præsenteres i forskellig indpakning. Historiens sammenhæng virker blot løst skitseret, og undervejs bliver der også plads til et par af Halfdan Rasmussens mere poetiske tekster.
Interessant eksperiment
Alligevel er dysterheden det fremtrædende i forestillingen, hvis store kup er den musikalske deltagelse fra Storstrøms Kammerensembles syv musikere, der sidder på vældige podier og digter med på historien. Nogle gange endda nede på scenen som tavse spillere.
Som i versene om Klara med klarinetten – hvor en levende klarinet skaber den musikalske forståelse for digtet. I det hele taget balancerer forestillingen fint mellem det dystre og det mere indfølte, hvor harpe og violin skaber blid fortryllelse som modsætning til Kanonkongens sortladne brøleri, der ofte akkompagneres af orkestrets bulder og projektørernes lynglimt.
Som eksperiment er forestillingen interessant. Både fordi den ikke vælger den muntre vej, som Halfdan Rasmussens tekster umiddelbart inviterer til, og fordi det er lykkedes at få et kammerorkester med på scenen.
Samtidig giver Peter Holsts rolige udstråling og nænsomt livgivende behandling af dukkerne en vis sikkerhed, at det hele ikke bliver alt for voldsomt for de fem-årige, som forestillingen angiveligt også er beregnet for. Alligevel kan jeg godt savne en lidt mere overordnet struktur og et tydeligere mål med opsætningen.
Hvad vil den fortælle os, hvorfor valget af et cirkus som rammen om forestillingen, og endelig – hvorfor minder det i perioder mere om Bertolt Brechts ’Mutter Courage’ udsat for børn og dukketeater end om Halfdan Rasmussen?
Jeg gik derfra, oplivet af de storladne billeder på den lille scene, men også en anelse uforløst.
