Af: Kirsten Dahl

15. maj 2023

Dukkespilsfortælling om racisme på Herodes tid

Det skal ikke være pga. dukke- og skyggespillet, at man ser ’Bethlehem’, men for stemningerne i den dramatiserede bibelske tekst og de fint placerede referencer til nutidens fremmedhad.

De smækker dørene i. Slukker for lyset. Ser ned på. Og retter sågar uretmæssige beskyldninger om tyveri. Josef og Maria bliver mødt med afvisninger og modstand, da de som fremmede trætte og sultne ankommer til Bethlehem. 

Og det bliver kun værre, da Maria har født den søn, som både de tre venligt indstillede Vise Mænd og den onde Kong Herodes er sikre på er en kongesøn pga. af den store kraftigt lysende gule stjerne, som pludselig viser sig på himmelen. 

Kong Herodes føler sin magt truet, og da han ikke kan finde den nyfødte Jesus, beordrer han, at alle nyfødte børn skal slås ihjel. 

I den dramatisering af Matthæus fortælling, som Christian Noack har skrevet og som Henrik Rosenquist Andersen bruger i sin forestilling ’Bethlehe’”, er der klare paralleller til vor tids protektionisme og racisme. Maria og Josef bliver mødt med fjendtlighed og mistænksomhed, da de som fattige flygtninge ankommer til Bethlehem. De rige i byen har nok i sig selv og vil ikke vide af udefrakommende. I forestillingen er der adskillige episoder, som anskueliggør det. 

Jordnært

Henrik Rosenquist Andersen står, som forestillingens eneste medvirkende, for både at fortælle og føre dukker. Selv er Andersen – ikke tilfældigt, men for at skabe et ikke-vestligt look, iført en sort kalot. Han har bare tæer. Bærer indtil flere perlekæder i lyse farver. Og er klædt neutralt i sorte bukser og sort bluse. 

Han gør en del ud af at give dukkerne forskellige stemmeføringer. Som dukkefører gør han det tydeligt, hvor og hvad der sker. Og som formidler af fortællingen er han god til at være nærværende til stede og holde en tillidsvækkende øjenkontakt til publikum. 

Selve dukkespillet udmærker sig dog ikke ved at skabe magiske øjeblikke. Det er stemningsskabende, men også ret så ligetil og jordnært. 

Dukkeføring i reolsystem

I den lille reol-scenografi, som Henrik Rosenquist Andersen har kreeret, er det bøgernes rygge, som illuderer huse, og de har hver et vindue, som fra at have tændt lys bliver mørklagte, så snart Josef har været forbi og bedt om husly. I reolens ene side troner Kong Herodes i form af en stor stangdukke i en metallisk grå rustning. Midt i reolen er den lille spilleflade, hvor Andersen optræder med Josef og Maria, som håndførte tørklædeklædte dukker med hellange kjortler. 

Efter at et æsel har vist dem vej til sin stald, ser vi også Josef og Maria som sorte silhuetter i et cirkelrundt skyggespil. Det er her, vi hører Maria få veer og hører gråd fra det nyfødte barn. I fødselsøjeblikket stiger en lysende gul stangført stjerne op. Og på øverste bogreoltrin dukker de tre Vise Mænd op som stangdukker. De bliver præsenteret som mænd, der ligesom Josef og Maria er flygtet og kommer fra hvert deres land.

Givetvis for at understrege mangfoldigheden lader Andersen vismændene tale forskellige, til dels selvopfundne, sprog udover det danske sprog, som han primært formidler fortællingen med. 

Sympati mellem udefrakommende

Der er tydeligvis et bånd af sympati og solidaritet mellem de to grupper af flygtninge. Mellem de tre vismænd og de nybagte forældre, som vi hurtigt forstår, ikke er blevet forældre til hvem som helst. Maria har i sin drøm på fødselsnatten forstået, at hun har født en dreng, der skal hedde Jesus. En dreng, som skal være konge over alle mennesker.

Vismændene skænker Jesus gaver. Og det er også dem, som advarende siger til Josef og Maria, at de gør klogt i at flygte nok engang, fordi Herodes har udstedt dødsordre for alle nyfødte i byen. Den gensidige forståelse og hjælpende hånd skaber tilsvarende associationer til de fælles vilkår og den støtte, udsatte i dag gensidigt kan have i forhold til hinanden. I al fald på det intellektuelle plan hos voksne. Børnepublikummet – i al fald de yngste af dem – sanser det nok mest. 

Hverdagsdetaljer

Mens dukkeføringen som sagt ikke er noget særligt kunstnerisk set, er der to ting, som giver forestillingen styrke. For det første de mange dagligdags hændelser, som fortællingen er bygget op over. Det handlede om overlevelse for Josef og Maria. Om at skaffe sig tag over hovedet. Finde noget at spise. Og undgå at blive likvideret. 

Hertil – og ikke mindst – kommer det immaterielle: at det for Josef og Maria handler om at overleve ydmygelser og fornedrelser, og at Andersen giver forestillingen atmosfære. 

De børn, som kan nikke genkendende til historien, kan det givetvis mest, fordi de har hørt det via Juleevangeliet juleaften i kirken. Andersen giver via den anvendte dramatisering den over 2000 år gamle fortælling nogle nye og nutidsrelevante nuancer og vægtninger. Med stemninger, der rækker ud til børnene i målgruppen. 

Men forestillingen kan givetvis også med sin fortælling og sit formudtryk være en opmærksomhedsudfordring for aldersgruppen. Nok især de ældste. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tankemylder i taktfast tempo
Remulus Entertainment:
'Den indre stemmes ord'
Remulus Entertainment byder med den musikalske monolog ’Den indre stemmes ord’ på en imponerende velskrevet forestilling, der taler ind i en aktuel debat om unges mentale trivsel
Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tankemylder i taktfast tempo
Remulus Entertainment:
'Den indre stemmes ord'
Remulus Entertainment byder med den musikalske monolog ’Den indre stemmes ord’ på en imponerende velskrevet forestilling, der taler ind i en aktuel debat om unges mentale trivsel
Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.