Alle børn kender til mareridt. Skolebørn gør sig mange tanker om, hvordan mareridtene kommer. Og nysgerrige børn cirkler selvfølgelig omkring det pirrende spørgsmål: Kan andre kan opdage, hvad man drømmer?
Det er denne nysgerrighed, som fint har fået Teater Patrasket til at skabe sin nye ’drømmegyser’ med titlen ’… og så vågnede jeg’. Og det er en frisk sans for ungernes optagethed af computere, der afsløres i forestillingens teknikverden med et væld af ledninger og en kæmpeskærm, hvor drømmene skal afsløres.
Nørdeforskere
Det vigtigste redskab er ’drømmehjelmen’: Når man tager den på, bliver man koblet op til afluringssystemet, og så vises drømmen på skærmen. Supersmart. Og selve drømmebillederne er blevet til flotte og foruroligende skærmforløb af Pernille Plantener, der har mixet video af drømmepersonerne med skæg grafik og drømmebølger, der går grassat.
Det svære for forestillingens mareridtsforskere er selvfølgelig at finde en forsøgsperson. Men Giulia Pataro og Maria Myrgård spiller to håndfaste kvinder. De optræder som drømmeforskere af mest nørdede karat: Ternede skjorter, briller og fornuftige sko giver dem et foruroligende skær af Ping & Pong-forskere, der er ved at gå i frø. Ungerne viger også lidt tilbage. Er de virkelig geniale, eller tror de det bare selv? Er de autoriteter, eller er de stakler? Og findes der overhovedet gamle drømmebøger, der kan fortælle noget om drømmetydning på computere?
Sludrereplikker
Samtidig er ungerne frejdige. Da kvinderne spørger efter en forsøgsperson, løfter der sig i hvert fald en skov af arme…
Forskerkvinderne har en ung assistent, komponisten og lydmanden Chr. Viktor Rasmussen. Han gemmer sig ved sin computer, og han har overhovedet ikke har lyst til at være deres forsøgsdyr. Men efter kvinderne har hældt noget bedøvende i hans kaffe, falder han i søvn, og så kan kvinderne placere drømmehjelmen på hans uskyldige hoved…
Så langt, så godt. Skøn idé, herligt gys. Og sjov kaosscenografi med ledninger og fejlkoblinger overalt på den åbne scenefirkant – og en rød lampe, der lyser, når der er mareridt.
Men herfra smuldrer forestillingen. Historien er for ufokuseret. Replikkerne er for sludrende. Skuespillernes diktion er for uklar. Pointerne blafrer, og handlingen zigzag’er. Det virker, som om plottet egentlig løber fra performerne. Og skuespillernes interaktion med tilskuerne virker tilfældig og mangler autoritet.
Pepperoni-psykologi
Mareridtene byder ellers på alskens godt eventyrguf. Her er både mareridtet om at blive kogt i en lillebitte gryde – og om det umulige forsøg på at løbe væk. Her er døren, som man ikke kan lade være med at åbne. Og så er der endda mareridtet om at kramme sin mor så hårdt, at hendes hoved faldt af… Psykologisk set fejler fantasien ikke noget, og hverken Freud eller Jung har noget at klage over. Men dramatisk falder forestillingen fra hinanden. Også selv om den smøres med en forkærlighed for pizza med pepperoni.
Titlen hedder ’… og så vågnede jeg’. Og jo. Desværre endte forestillingen også med en yderst brat og uforklaret slutning ved premieren. Men hvis forestillingen undervejs på sin turné finder sig en bedre handlingsbalance og en mere overbevisende slutning, vil forestillingen sikkert sagtens kunne løfte sig gevaldigt. For idéen er som sagt alle tiders.
Så ville ungerne kunne gå hjem og håbe på at falde i søvn og drømme. I hvert fald bare et lillebitte mareridt. For så ville de garanteret også drømme om Patrasket…
