Hvordan er det at blive rakt en blomst i en forestilling, der beskæftiger sig med død og sorg? Og hvordan er det at være vidne til, at andre bliver givet en blomst? Jeg vil mene og kunne under Bobbi Lo Produktions ’Dancing with the dead’ tydeligt mærke, at man helt uvægerligt bliver mindet om døden. Er jeg den næste, døden henter? tænker man givetvis som modtager. Står han eller hun næst for, er tanken og følelsen, som ryger gennem os, der ser blomsterne blive overrakt.
Det er de fem farverigt klædte dansere, som deler blomsterne ud. De rækker dem til de 10-15 publikummer, som udenfor salen meldte sig til gerne at ville stå i fokus forestillingens første cirka 10 minutter. Omkranset af opretstående hvidt lysende stave står de frivillige publikummer som en samlet gruppe og ser ud på det øvrige publikum, som er placeret langs tre sider af dansegulvet. Samtidig bliver de af danserne ført ned til ledige siddepladser blandt publikum. Også nogle blandt det publikum, som allerede sidder ned, får overrakt en blomst. Kort tid efter bliver blomsterne så brugt til at lægge på den danser (Giorgia Reitani), som rygliggende simulerer død. Danserne placerer også varsomt lysrørene hen over Reitanis krop. Vores anelser var m.a.o. korrekte. Vi er allerede godt i gang med at danse med døden – ikke imod den.
Dans og lydside som primære kommunikatorer
’Dancing with the dead’ kommunikerer primært via dans og lyde. Via de fem danseres bevægelser i rummet. De danser synkront og bryder smidigt samtidigheden op i særskilte positurer. En dansers kropsdej forplanter sig rytmisk og i flow til de øvrige dansere. Som en impuls, en bølge, et signal. Som en krops-tanke, en reminder om noget levende, som forandrer sig.
Samtlige dansere er dygtige og dedikerede, og de tager undervejs opmærksomhedsfyldt kontakt til hinanden og til publikum. Især en god øjenkontakt dominerer. Men også måden hvorpå danserne opsøger og med deres hænder rækker ud til publikum og fører dem med op at interagere på dansegulvet.
Individualiteter og samlet gruppe
Der er noget på en og samme tid graciøst og afslappet over den højeste danser, Mikkel Alexander Tøttrups bevægelser. Præcision, selvfølgelighed og integritet.
Når lille mørkhårede Giorgia Reitani i en passage danser sig stadigt mere svag og dødsnær, sker det med en smidighed og udstrålingsstyrke, som gør indtryk. Lyse Matilda Bjärums køligt fremadskridende bevægelser og mørklødede George Pelagias temperamentsfuldt dynamiske trin supplerer hinanden flot. Ligesom den styrke og sans for puls, som Moa Autio indgår i helheden med.
Danserne har – også takket være Lava Markussons og Michael Tangs intentionsbelagte koreografi – en flot evne til at viderebringe og dele forestillingens ide med publikum. En ide om at ”samtale” om død og sorg via kunstens transformative og kommunikative kraft.
Åbensindet og refleksions-appellerende tekst
Publikum er ikke kun til stede i nuet. Børn og unges tanker om død og sorg er også integreret i forestillingen via den tekst, som Matthias Hahne Thorbjörnsson undervejs fremsiger voiceover.
I alt fem små vers bliver smukt og tydeligt talt hen over dansernes kropslige udtryk. Versene er tydeligvis komponeret som en god blanding af både selvfølgeligheder, som skal skabe adgang og en afslappet holdning til døden, og livsbekræftende tilkendegivelser og refleksion angående døden, som vækker til eftertanke og sågar kan virke opmuntrende.
Ytringer som fx ”Hvis du er bange for at dø, er det svært at leve livet. Du vil ikke have tid til dine drømme”;”Hvorfor skal jeg blive ked af noget, som er uundgåeligt? Måske kommer man et sted hen, hvor man fortsætter med at drømme” og ”… så dør du, alt vender tilbage, alt ender, men måske er der noget mere, nye oplevelser. Døden er fyldt med mysterier”.
Hertil kommer mere luftige, fantasifulde og eventyrlignende vers, så som vers, der taler om, at ”Vi er del af det samme ingenting og det samme alt”, om at ”Livet er fuldt af drømme, som at hoppe på skyer i himlen.” og et eventyr om et spøgelse af en pige, der dvælende i skyggen havde til opgave at vente på sin bror.
Versene er poetisk lytning, som på en interessant og åbensindet udforskende måde peger på forskellige sider af døden, som den begivenhed, vi aldrig får vished om strukturen, rummeligheden og følgerne af.
Fantasifulde former og smukke farver skaber livslyst
Danserne er klædt i kostumer, som qua deres transparente stof, avantgardistiske snit og smukke farver signalerer fiktion og samtidig lethed, livslyst og frit kønsidentitetsvalg. Det er både spændende, smukt og livsbekræftende at skue.
Ud over sine rå grå cowboybukser – og kun bagtil – bærer Mikkel Alexander Tøttrup et langt lægget skørt og foroven har han en hvid blondebluse på. Matilda Bjärum og Giorgia Reitani har noget kjolelignende tøj på. Bjärums kjole er tætsiddende og sølvskinnende og den har store ferskenfarvede vingelignende ærmer, mens Reitani på en meget luftig vis fylder mere i sin petroleumsgrøn-blå oversize frakke-ting, der tydeligt lader os se en sort kjole nedenunder. George Pelagias og Moa Autio er begge i lange bukser. Autios bukser har flæser ned langs ydersiden. Mens Pelagias’ mørkt abrikosrøde overdel fanger blikket med alle dens feminine flæser.
Kostumerne er et spændende, smukt og livsbekræftende skue. Farverne og formerne er med til at pege på liv – selvom de bærer dødens sorte farve indenunder. Tøjvalget er helt i tråd med forestillingens øvrige intentioner. Bobbi Lo Produktion vil med kunstens redskaber i kontakt med sit publikum. Et publikum, de drager fysisk og mentalt med ind i deres univers.
Sig goddag til døden
Døden nærmer sig. Ja, den kryber faktisk – hvis man er åben over for det – helt ind under huden på publikum, og den baner sig vej ind til hjernebarkens tænkeapparat. Taktil, kinæstetisk, sanselig, sårbar, stærk, let og tung på samme tid, ”effektiv” og hensyntagende, klog og følelsesfuld, lys og mørk.
Forestillingen kan qua det, at den viser og taler så åbent om døden og qua det, at den involverer publikum så direkte, måske virke grænseoverskridende for nogle. Samtidig er udtrykket på alle parametre så kunstnerisk gennemarbejdet, så fysisk sansemæssigt stærkt og så nænsomt i sin frivillige publikumsinddragelse, at den helt sikkert vil være berigende for børn fra 10 år. I den alder er døden og det, at vi alle skal dø engang noget, som fylder mere og mere i bevidstheden.
