Hvor blev det nordiske frisind af? Sådan spurgte en kreds af børneteaterfolk hinanden i Landskrona sidste uge. De ville diskutere tidens syn på børn og børns behov for kunst.
Værten var Prospero Nordic Center for International Performing Arts for Children and Youth, og seminarstedet var det charmerende lilleputteater Landskrona Teater med balkoner og det hele.
Idéen var at lade en lille gruppe håndplukkede børneeksperter og børneteaterfolk diskutere det nordiske frisind i en lukket kreds – inviteret af Jacques Matthiessen og Karin Ahnfeldt-Rønne fra Passepartout Theatre Production fra Danmark og Håkan Persson fra Landskrona Teater i Sverige.
Tuttenutteteater?
Den danske filminstruktør og børnebogsforfatter Gunnar Wille indledte muntert med et langdigt, hvor han spurgte, hvad børneteater overhovedet er for noget. ’Er det ligesom bibler for børn?’ spurgte han. ’Er det tuttenuttekunst?’.
Nej, det mente forsamlingen ikke ligefrem, at børneteater var. Til gengæld nikkede alle, når han foreslog, at teaterprodukter, der skabes til læring og til opdragelse, skulle sorteres fra i jagten på rigtigt børneteater. Fordi pædagogik ikke nødvendigvis er kunst.
Den svenske dramaturg Lena Fridell tog kvalitetsbrillerne på i stedet for.
’Godt børneteater er også godt for voksne,’ sagde hun. Og så fortalte hun om børneteatrets tendenser lige nu. Ikke mindst om, hvordan meget børneteater i øjeblikket skabes som ’devising’-forestillinger – altså af skuespillere, der selv opfinder deres egne historier og replikker.
’Men ikke alle skuespillere er lige dygtige dramatikere,’ som hun venligt formulerede det, da hun talte om risikoen for usammenhængende forestillinger med dårlige tekster og fremragende skuespillere.
Becomings eller beings
Den garvede, danske børneforsker Erik Sigsgaard – manden med sloganet ’Skæld mindre ud!’ – mente, at den stigende institutionalisering af børn lige fra babyalderen er den største trussel mod det nordiske frisind – og de nordiske børn og deres teateroplevelser.
Den danske børneprofessor Beth Juncker var ikke uenig. Men hun fokuserede på, hvordan børnesynet i øjeblikket befinder sig midt mellem to børnesyn: Mellem børn som ’becomings’ – altså børn, som i samfundets øjne hurtigst muligt bare skal blive voksne – og børn som ’beings’, altså børn der lever på deres alderstrin og midt i tilsvarende lege uden voksendefinerede formål.
Kunst som flødeskum
Groft sagt mente Beth Juncker, at de tre skandinaviske lande har tre forskellige implementeringer af børnesynet og det tilsyneladende frisind. I Norge har de kunstordningen ’den kulturelle skolesæk’, i Sverige har de kunstprogrammet ’den skabende skole’ – og i Danmark er der et overordnet mantra om, at ’alle børn skal møde kunst’.
Men så påtalte hun, hvordan den nye skolereform i Danmark tilsyneladende tilgodeser de kunstneriske fag, men konkret egentlig kun honorerer de målbare fag såsom matematik og stavning.
’Efter folkeskolereformen bliver kunsten kun serveret som flødeskum sidst på dagen,’ slog Beth Juncker fnysende fast.
Mareridtsagtige teenagere
Svenskeren Håkon Persson betragtede til gengæld børneteatersituationen fra teatrenes side. Vel at mærke teatre med egen teatersal.
Fra Landskrona Teater havde han nogle grufulde erfaringer med teenagere som tilskuere – teenagere, som tydeligvis var blevet tvunget med i teatret, og som klar overhovedet ikke var interesserede. Ikke mindst fordi hverken lærere eller forældre havde forberedt dem og motiveret dem til teaterturen.
Derfor var lærernes tyssen ofte endt med at overdøve skuespillerne ved disse mareridtsoplevelser.
’Skal vi forbyde teater for teenagere?’ spurgte Håkon Persson derfor kækt.
Teenagere vil NIMSE
Nej, det syntes flertallet dog ikke. Men flere mente, at man skal blande teatergængerne meget mere bevidst i billetsalget, så der kun er nogle få skoleklasser ved hver forestilling, hvor publikum ellers mixes med familier. Hvordan sådan en billetsalgsmetode så ellers gennemføres i praksis.
Nordmændene forklarede desuden teenagernes teatervægring med, at de fleste teenagere drømmer om at ’NIMSE’: På hot norsk betyder det ’Noe-Innem-Media-og-Sån’.
Pointen var, at det ofte først er, når teenagerne indser, at teatret kan være en mulig adgang til kendis-verdenen, at de egentlig tænder på den live scenekunst. For eksempel når de oplever skuespillere live, som de ellers kun ser på tv.
Og så videre. For debatten fortsatte hele det næste døgn. Og ifølge kilder blandt Prosperos udvalgte skare er det nordiske frisind fortsat til debat hos Propero-seminarets deltagere, som brygger på et manifest.
Indtil dette foreligger, må læseren dog nøjes med følgende citat som konklusion på Landskrona-topmødet:
’Det nordiske frisind findes hos børnene. Men desværre ikke længere i samfundet.’
***
Efter det nordiske seminar 12.-13. maj 2014 blev der vedtaget et charter, som kan læses her.
