Anmeldelse af Anne Middelboe Christensen

22. november 2022

’Det kan godt være, de er røde, men de kan fan’me spille teater!’

Fair Plays 50 års jubilæumsbog er en tankevækkende erindringsbog fyldt med entusiasme. Som en kærkommen julegavebog til folk, der er optaget af børneteatret og ungdomsteatrets drivkraft.

’Gi’ Holbæk Fair Play’. 

Sådan stod der åbenbart på et badge med to teatermasker, som Støtteforeningen Fair Plays Venner delte ud til folk i Holbæk omkring 1980. Og nu, hvor Fair Play fejrer sit 50-års jubilæum, må man heldigvis konstatere, at denne appel lykkedes. For Fair Play vandt kampen om kulturkronerne og kunstrespekten – og blev til et teater i Holbæk. Et teater, der takket være en status som egnsteater fra 1991 i det gule hus på Borchsvej 3 har formået at udvikle sig og at blande sig i samfundsdebatten både i Holbæk og resten af landet med sine turnerende forestillinger. 

Fair Play fejrer sit jubilæum ved at udgive en bog om de første 50 år – netop som teatret nu er blevet fusioneret med Holbæk Egnsteater og Slagelse Teater under navnet Sjællands Teater. 

Titlen på bogen er lidt tung: ’Fair Play. Teater for børn og unge. 1972-2022’. Men omslaget er hamrende flot – med et magisk forsidefoto fra løgnehistorieforestillingen ’Inde i mit hoved’ fra 2011, som ifølge bogen åbenbart fik en meget svær turnépremiere, inden forestillingen landede og blev en succes.

Bogen er blevet en farverig og gennemillustreret bog med masser af minder fra det forgangne halve århundrede. Her er fotos fra tiden med opfindsomt indrettede turnébiler og evige tirsdagsmøder i kollektivet. Og her er udtalelser fra en stor gruppe tidligere medarbejdere ved teatret – fortællinger fra de gode gamle dage og anekdoter med glimt af både anarki, urimelige offentlige støttenedskæringer og ualmindeligt godt humør. 

Det er fornøjelig læsning. Hyggeligt, fortroligt og følelsesladet. Med et layout af Asako Kido Parr, der kreeret en livlig stemning af en scrapbog med glimt fra sjove og svære dage.

Orden i kilderne

Carsten Jensen, redaktøren fra Teateravisen, har været bogens redaktør. Det er lykkedes ham og hans skribenter at samle imponerende mange fortællinger fra Fair Play-medarbejdere gennem tiderne, så bogen bliver en fremadskridende beretning om et gruppeteater, der langsomt professionaliseres og finder sin profil. Der er heldigvis også mange fakta – og gudskelov en uundværlig forestillingsoversigt, så teaterhistorikere kan slikke sig om munden om 50 år. Der er orden i kilderne! 

Til gengæld er der en del gentagelser undervejs, hvilket antagelig har været uundgåeligt, netop fordi så mange forskellige mennesker har fået mulighed for at komme til orde. Sådan er det.

Overordnet set lader Fair Play til at have været et politisk projekt, der i løbet af årene blev til et kunstnerisk projekt. Sådan kort fortalt. 

Teatergruppens socialistiske holdninger blev åbenbart afgørende for forestillingerne de første mange år – og dermed også for den modstand, som ikke mindst kom fra byrådet i Holbæk. Undervejs fandt teatret dog åbenbart sin balance. Som Holbæks borgmester Christiansen sagde om Fair Play efter caféforestillingen ’Højt spil i Vestervilde’ af Claus Senderovitz i 1989:

’Det kan godt være, de er røde, men de kan fan’me spille teater!’

Autodidakte spillere

I de første årtier var de fleste skuespillere autodidakte. Det var lysten til at skabe teater, der var det vigtigste – sammen med en politisk overbevisning om, at teatret kunne ændre samfundet. Teatrets karakter af kollektiv og fælles bosted forvandlede sig dog efterhånden til et professionelt teater og en kunstnerisk arbejdsplads.

I 1992 blev den engelske teaterinstruktør Robert Parr leder af teatret – i en årrække sammen med skuespilleren Henrik Steen Larsen. Herfra løftede teatret sig kunstnerisk. Med den nu afdøde og meget savnede Michael Ramløse som administrativ leder, dramatiker, komponist og meget mere i årene 1997-2017.

Det sociale og politiske engagement forlod efterhånden det manifestagtige og blev transformeret til kunstneriske udtryk i forestillingerne. Og det blev klart, at Fair Play havde en særlig sans for at skabe en speciel type forestillinger. ’At se fortiden gennem nutidens briller’, kaldes repertoire-ambitionen et sted i bogen – med en forestilling som den vellykkede ’Chlodnagaden nr. 33’ om børn i jødeghettoen under Anden Verdenskrig som et stærkt eksempel. 

Samtidig fremhæver bogen, hvordan Fair Play opfatter sig selv som et ’ordets teater’ og ’dramatikernes teater’. Fordi Fair Play hovedsagelig har spillet ny dansk dramatik. Med enkelte klassikere som undtagelse, f.eks. Brechts ’Den kaukasiske kridtcirkel’ i 1995.

Mere fokus på skuespillerne

I de senere år har det historiske repertoire vekslet med et samtidsrepertoire om dilemmaer og tabuer. Heldigvis rummer bogen også fine beretninger om nyere forestillinger som ’Soldaten’ fra 2017 – skrevet af Robert Reinhold og instrueret af Robert Parr – om den PTSD-ramte danske soldat, der kommer hjem fra Afghanistan til sin søster, der ikke kan forstå, at han er mærkelig. 

Profilen blev også styrket af husinstruktøren Leiv Arne Kjøllmoen, der siden er blevet leder af Odsherred Teater. Sammen med Henriette Vedel stod han for manuskriptet til ’Ud med Knud’ fra 2021 om drengen, der kæmper med sin cancer og sin kemoterapi, for at leve et almindeligt liv. Ungdomsprofilen er yderligere blevet styrket af, at Holbæk Drama College i 2014 blev oprettet som en vigtig del af teaterfødekæden i Vestsjælland. 

Bogen kunne imidlertid godt have haft lidt mere fokus på skuespillerne, der har spillet Fair Plays forestillinger de sidste 10-20 år. De har i hvert fald ikke nogen særlig fremtrædende plads i bogen – måske fordi Fair Play ikke længere har noget egentligt ensemble, men hyrer skuespillere fra forestilling til forestilling.

Men det er i høj grad skuespillernes fortjeneste, at det er lykkedes Fair Play at blive et af landets mest tjekkede børne- og ungdomsteatre.

Den afgørende tærskel

’Der skal være en tærskel – synlig eller usynlig. […] Tærsklen er betingelsen for forvandlingen.’ Sådan forklarer børnekunstforsker Beth Juncker den afgørende skillelinje mellem virkelighed og fiktion i børneteatret, hvor ’alle samles med de andre til de magiske fællesskaber, vi kalder et publikum eller et kreativt hold’. 

Det skriver hun i sit stærke og koncentrerede essay ’Det er det værd!’, der overraskende nok afslutter bogen. For hendes tekst dropper alle anekdoter og stiller i stedet skarpt på de tre kunstmøder, som hun definerer som grundprincipperne for børneteater: Kultur for børn, kultur med børn og børns kultur. 

I Beth Junckers begavede tekst findes dermed alle de teoretiske overvejelser, som Fair Play tydeligvis er bygget på – møjsommeligt, intuitivt og konkret. Sådan at teatret i Holbæk efter 50 år netop fremstår som et teater, der har en forbilledlig nærhed til sit publikum. 

Det lyder klogt. Og netop dette afsnit vil være et essay, som også vil kunne læses i relation til andre institutionsteatre, der skaber forestillinger for børn og unge.

’Fair Play. Teater for børn og unge. 1972-2022’ vil formodentlig være en kærkommen julegavebog til mange nostalgikere i teaterbranchen. Men det er også en yderst oplysende og inspirerende bog for unge, der er nysgerrige efter at finde ud af, hvordan gruppeteatrene i 1970’erne egentlig opstod – og hvordan det lykkedes dem at kline sig ind i samfundet og få opmærksomheden. Sådan som mange unge i dag også drømmer om at gøre det.

Tillykke!

Seneste artikler

Seneste artikler

Med Sofokles i Caribien

Med Sofokles i Caribien

Midler fra EU’s Creative Europe-pulje er med til at finansiere mange forskellige kulturprojekter i EU-medlemslandene. Ét af disse projekter er BABEL – or the art of listening in TYA, hvis hovedaktivitet er afholdelsen af en række workshops over hele Europa – men også på udvalgte lokationer rundt omkring i resten af verden. En sådan ’extra-europæisk’ workshop fandt sted i Cuba i maj.
Læs mere
Scenekunsten hyldet og fejret

Scenekunsten hyldet og fejret

Med et forrygende show viste Årets Reumert 2024, at essensen af al scenekunst er levende mennesker. Sådan lød dommen fra Teateravisens anmelder, Randi K. Petersen, som i stedet for som normalt at levere faglige kritik af børne- og ungdomsteatrenes forestillinger var blevet bedt om at anmelde prisfesten
Læs mere
Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Over 1.000 teaterfolk fra over 70 lande, 65 faglige arrangementer og 25 håndplukkede forestillinger fra fem kontinenter - dét dannede til sammen en meget multikulturel begivenhed, der under ét havde fået navnet Den 21. Verdenskongres for Scenekunst for Børn og Unge. Det hele blev afviklet i den cubanske hovedstad, Havana, 24. maj til 1. juni.
Læs mere
Til verdenskongres i Havana

Til verdenskongres i Havana

En større flok danske børneteaterfolk tager til Cuba for at deltage i ASSITEJ’s 21. verdenskongres med tilhørende festival og workshop m.v.. Med deltagere fra over 60 lande er det en ultimativ mulighed for at skabe og udbygge internationale kontakter i arbejdet med scenekunst for børn og unge. Teatergruppen Batida fortsætter fra kongres og festival med turne i Cuba.
Læs mere
STOP & SWOP

STOP & SWOP

Dansefestivalen for børn og unge i Roskilde bød på danseforestillinger for både babyer og teenagere. Men SWOP 2024 bredte også kunstarten ud, så tilskuernes kroppe mødte andre kunstarter i inkluderende crossover
Læs mere
Juryen har talt

Juryen har talt

Reumert-juryen har udpeget de nominerede forestillinger og kunstnere i 15 kategorier. Årets Børne-/Ungdomsforestilling skal findes mellem ’Tove’ (Teatret Masken & Teatret Zeppelin), ’Mycelium’ (Myka og Anemonen) og ’Sangen om Oda og Anton’ (Teater RUM)
Læs mere
Med Sofokles i Caribien

Med Sofokles i Caribien

Midler fra EU’s Creative Europe-pulje er med til at finansiere mange forskellige kulturprojekter i EU-medlemslandene. Ét af disse projekter er BABEL – or the art of listening in TYA, hvis hovedaktivitet er afholdelsen af en række workshops over hele Europa – men også på udvalgte lokationer rundt omkring i resten af verden. En sådan ’extra-europæisk’ workshop fandt sted i Cuba i maj.
Læs mere
Scenekunsten hyldet og fejret

Scenekunsten hyldet og fejret

Med et forrygende show viste Årets Reumert 2024, at essensen af al scenekunst er levende mennesker. Sådan lød dommen fra Teateravisens anmelder, Randi K. Petersen, som i stedet for som normalt at levere faglige kritik af børne- og ungdomsteatrenes forestillinger var blevet bedt om at anmelde prisfesten
Læs mere
Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Over 1.000 teaterfolk fra over 70 lande, 65 faglige arrangementer og 25 håndplukkede forestillinger fra fem kontinenter - dét dannede til sammen en meget multikulturel begivenhed, der under ét havde fået navnet Den 21. Verdenskongres for Scenekunst for Børn og Unge. Det hele blev afviklet i den cubanske hovedstad, Havana, 24. maj til 1. juni.
Læs mere
Til verdenskongres i Havana

Til verdenskongres i Havana

En større flok danske børneteaterfolk tager til Cuba for at deltage i ASSITEJ’s 21. verdenskongres med tilhørende festival og workshop m.v.. Med deltagere fra over 60 lande er det en ultimativ mulighed for at skabe og udbygge internationale kontakter i arbejdet med scenekunst for børn og unge. Teatergruppen Batida fortsætter fra kongres og festival med turne i Cuba.
Læs mere
STOP & SWOP

STOP & SWOP

Dansefestivalen for børn og unge i Roskilde bød på danseforestillinger for både babyer og teenagere. Men SWOP 2024 bredte også kunstarten ud, så tilskuernes kroppe mødte andre kunstarter i inkluderende crossover
Læs mere
Juryen har talt

Juryen har talt

Reumert-juryen har udpeget de nominerede forestillinger og kunstnere i 15 kategorier. Årets Børne-/Ungdomsforestilling skal findes mellem ’Tove’ (Teatret Masken & Teatret Zeppelin), ’Mycelium’ (Myka og Anemonen) og ’Sangen om Oda og Anton’ (Teater RUM)
Læs mere