»Det ved jeg virkelig ikke.«
Sådan lyder det fra koreografen og danseren Thomas Eisenhardt, da jeg spørger ham, hvordan han skaber sin dans. Han har indvilget i at mødes til et digitalt coronainterview, og jeg har bedt ham om at tage sit computerkamera med ind teatersalen hos Aaben Dans i Roskilde, netop så han har fysisk plads til at bevæge sig rundt imens.
På min zoom-skærm kan jeg se, hvordan han tænker sig grundigt om, mens han rejser sig op og strækker han armene helt ud til siden. Så vipper han lynhurtigt op i håndleddene og lader fingrene stritte, hvorefter han blidt vender han siden til kameraet i en blød udånding med hele kroppen.
»Jeg tænkte, at det kunne være interessant at svare helt ærligt på dit spørgsmål,« siger han og ser direkte ind i kameraet.
»Så derfor vil jeg svare, at jeg faktisk ikke ved, hvordan jeg får idéerne til min dans. Men jeg ved, at jeg med årene er blevet meget bevidst om at se det, der er. At få øje på verden. For materialet er der altid i forvejen. Det gælder bare om at se det.«
Han drejer hovedet i retningen af gaden udenfor.
»Tag nu træet uden for teatret,« siger han. »Jeg kan også lade mig inspirere af den måde, som træet IKKE bevæger sig på.«
Intet fast trinsprog
Så griner han og minder mig om, at han er selvlært, både som danser og som koreograf. Han dansede blandt andet hos koreografen Jorge Holguin, inden han i 1996 fik sit koreografiske gennembrud med forestillingen ’Meget kraftigt glemt’, der var inspireret af hans tidlige barndomserindringer fra Grønland.
I 1997 stiftede han sammen med danseren og hustruen Lisbeth Klixbüll kompagniet Aaben Dans på Nørrebro.
»Som koreograf holdt jeg hurtigt op med at fortælle danserne, hvad de skal gøre. I stedet giver jeg dem typisk en halv time til at improvisere, og så optager jeg det på video. Derfra vælger jeg så noget materiale, som jeg arbejder videre med,« fortæller han.
»Jeg skaber jo ikke klassisk ballet. Som koreograf har jeg ikke noget fast ’vokabularium’ eller trinsprog. Jeg har ikke engang noget ’princip’. Min baggrund er en rodebunke af inspiration. I 1980’erne opsøgte jeg alt, hvad der var af dansekurser i København. Jeg trænede forskellige stilarter som Cunningham og Klein-teknik, og jeg dyrkede zen-meditaion og Feldenkrais. Og så fandt jeg ud af, at det svære IKKE er at sætte bevægelser sammen i et bestemt mønster. Eller for at tale i LEGO-sprog: Det svære er ikke at samle en LEGO-figur. Det svære er at opfinde selve LEGO-klodsen, der skal være bærende for en forestilling.«
Med krydsede arme
Han holder pause. Tænker sig om, mens armene krydser ind over hinanden – og benene krydser modsat.
»Jeg kan fortælle dig, hvad jeg IKKE gør: Jeg går aldrig ud fra en historie!« erklærer han. »Dansen er netop så skøn en kunstart, fordi man IKKE behøver at forstå dansen på en bestemt måde eller fra den ene ende til den anden. Man kan også lytte til musik uden at der findes nogen særlig rigtig måde at lytte på. Men i dansen ligger der også altid en masse psykologi, som ikke nødvendigvis ligger i musikken. Så med årene har jeg skabt en formulering for mig selv, der lyder sådan her: ’Med kroppen fortæller jeg historier om at være menneske’.
Han rækker sin hånd frem mod kameraet.
»Hvis jeg nu løfter min hånd og ryster på fingrene, og jeg samtidig siger ’lille blomst i solen’, så oplever du min hånd som et billede på en blomst. Men hvis jeg i stedet siger ’Alzheimer’ eller ’coronanedbrud’, så ser du noget helt andet. Jeg kan godt lide at arbejde med den dobbelthed – at arbejde både abstrakt og konkret.«
Han smiler bredt og purrer op i strithåret.
»Da jeg var ung, troede jeg, at jeg skulle være billedkunstner. Jeg spillede også lidt guitar, og så dansede jeg ved siden af. Jeg gik faktisk også til optagelsesprøve på skuespillerskolen – som Puk i ’En skærsommernatsdrøm’ – men det var halvhjertet. Så tog jeg på Kunsthøjskolen på Ærø. Her havde vi en gæstelærer i dans en enkelt dag. Hun bad os om at improvisere over noget i lokalet, og så improviserede jeg over en radiator.«
En god radiator
Uden at han vist selv er klar over det, har han rejst sig op og er begyndt at genskabe improvisationen om den legendariske radiator – her 40 år senere. Hans arme knækker spontant i albuerne, og håndfladerne dirrer intenst, mens han bevæger sig diagonalt fremover. Kroppen fortæller tydeligvis en historie. Så stopper han op og smiler.
»Jeg var en GOD radiator! Sjovt at jeg lige skulle komme i tanke om den radiator. Det var dén dag, jeg forstod, at jeg skulle være danser.«
Når jeg tænker på din koreografi, tænker jeg altid på din særlige brug af albuerne. Hvad er det med dig og albuerne?
»Jeg ved ikke, om jeg har noget særligt med albuerne. Men jeg tror, at jeg har noget særligt med leddene,« siger han undersøgende, mens han begynder at bevæge sig rundt på gulvet. Han løfter et ben højt og bøjer det så ind i knæleddet, mens han strækker en arm og lader den folde sig sammen i albuen. Så drejer han minimalt i håndleddet, næsten usynligt.
»Leddene er sjove, fordi de både kan lave de helt store bevægelser og de bitte små. Også samtidig.«
Dine forestillinger er ofte præget af en nærmest barnlig nysgerrighed. Hvordan bliver du ved med at være nysgerrig på kroppen?
»Ved at fokusere. Hvis du virkelig er til stede i det, du gør, er alt jo spændende. Det er sådan, jeg gerne vil danse – og sådan jeg gerne vil få andre til at danse: Danse som om de aldrig har bevæget sig sådan før.«
Samarbejdet med Poher
De senere år har du skabt flere af dine forestillinger sammen med instruktøren og billedkunstneren Catherine Poher. Hvordan har det påvirket din koreografi?
»Samarbejdet med Catherine er noget ganske særligt. Jeg føler, at vi har kunnet løfte hinandens udtryk. Med forestillingen ’Horisonten’ på Skuespilhusets store scene fik vi vist dans i den allerstørste skala, men også med en speciel poesi. De medvirkende var både dansere, sangere og skuespillere. De fra 6 år til 69 år, og vi havde endda også en ufødt baby med – i maven på Gudrun Bojesen. Vores seneste fælles forestilling ’Med hånden på hjertet’ hos Aaben Dans foregik helt i mørke. Man kunne virkelig ikke se en hånd for sig. Catherine og jeg ville vise publikum, at forestillingen ikke kun handlede om det, de SÅ, men om det, de FØLTE.«
De fleste dansere holder op, når de nærmer sig de 40 år. Du fylder 60 år nu. Hvorfor har du besluttet dig for at blive ved med at danse?
»Jamen, jeg kan godt lide at blive ved med at danse. Jeg har selv opfordret andre dansere til at blive ved med at danse i mange år. Hvis forfattere holdt op med at skrive, når de blev 38 år, ville litteraturen jo også blive fattig. Det er selvfølgelig vigtigt, at jeg ikke prøver at lade som om, at jeg stadig er 30 år – eller 50 år. Unge dansere har selvfølgelig stærkere muskler. Men hvis dans kun handler om kræfter og sex, bliver udtrykket ret begrænset. Dans handler ikke kun om ekvilibrisme. Dans handler om personlighed og udtryk.«
At være en flod
Men selv om Thomas Eisenhardt stadig også går på scenen som danser, så er han nu til daglig først og fremmest kunstnerisk leder af Aaben Dans i Roskilde – sammen med Lisbeth Klixbüll som direktør og Pernille Møller Taasinge som udviklingschef.
Hvordan arbejder I som egnsdanseteater?
»Vi har valgt at være et egnsteater med mange virkeområder. Vi har gang i et stort udviklingsarbejde i Roskilde, men også nationalt og internationalt. Vi arrangerer den internationale udvekslingsfestival SWOP, og vi lægger f.eks. hus til residency-kunstnere og det koreografiske udviklingsrum Aabent Rum. Det giver utroligt meget tilbage både til vores teater og til Roskilde. Vi har altid sagt: ’Aaben Dans skal være en flod, ikke en sø,’« siger han.
Nu er der godt nok ikke nogen flod i Roskilde, men vikingerne har unægtelig gjort byens fjord verdensberømt. Så flodbilledet er vist i orden, tænker jeg. Men Thomas Eisenhardt er allerede på vej videre i tankerne.
»At arbejde med lokal forankring er virkelig en fornøjelse,« fortsætter han opstemt. »Vi er en del af Musicon, som er del af et byudviklingsprojekt. Derfor handler vores dans ikke bare om det, der sker i teatersalen, men om alt det, vi kan byde ind med i vores samarbejde i byen: Krop, sundhed, kreativitet. Om lidt skal Roskilde Festivalen have bygget nyt domicil her bag vores bygning, og det bliver da fest at flytte sammen med dem helt konkret.«
Travlhed og udvikling
At dømme efter jeres mange projekter med børnehaver, plejehjem, museer og alle mulige andre institutioner i Roskilde, så må du da have voldsomt travlt bag ved skrivebordet. Hvordan får du tid til at skabe dans?
»Okay, det bliver ikke til så mange timer som koreograf. Det er næsten som at have ferie, når jeg er inde i studiet – og når jeg endelig kan koreografere. Men sådan er det.«
Har du overvejet, hvad du gerne vil opnå i 60’erne?
»Nej, ikke konkret. Men jeg ønsker, at Aaben Dans kan fortsætte den udvikling, vi er inde i nu. Vi vil gerne have, at Aaben Dans ikke er for personbundet. Teatret skal kunne fortsætte efter os. Men jeg kan da godt mærke, at jeg begynder at se mig selv lidt retrospektivt. Det er også sjovt at opleve de unges koreografi og pludselig genkende nogle af mine egne ting i deres dans. Der er f.eks. igen en fornyet interesse for meditation.«
Giver alderen dig også en større frihed?
»Det giver mig en større frihed, at vi har en fireårig aftale som egnsdanseteater. Men alderen giver mig ikke nogen særlig frihed. Jeg søger stadig efter, hvem jeg selv er – og hvad jeg skal.«
Han griner.
’Mit sind er stadig ungt,’ siger folk. Men det siger jeg ikke. Jeg tror egentlig aldrig, at jeg har haft et ungt sind.«
Så er samtalen er forbi. Han bevæger sig hen mod computeren for at slukke for kameraet. Og så vinker han farvel – sådan et typisk Eisenhardt-vink med bittesmå bevægelser og masser af mulige historier. På tværs af håndleddet.