Af: Henrik Lyding

13. juni 2014

Det er bare noget vi leger

Sød og varm lille friluftsforestilling om lege- og magtstrukturer mellem to børn og en forsvunden fugl.

Ideen er oplagt. Et lille turnerende sommerteater, der kan spille for børn i landets parker. At der er publikum til det, var helt tydeligt denne onsdag formiddag i Skydebanehaven på Vesterbro. Kaskader af børnehaver og vuggestuer havde invaderet græsset – nu skulle de se teater! Rent lydmæssigt er der heller ingen problemer, for de to skuespillere har små mikrofoner ved munden, så det fungerer helt optimalt, uden at lyde den mindste smule kunstigt.

Historien gælder en bortfløjet fugl. Den prøver Johannes og Signe at fange på forskellig vis. Ja, det er altså bare noget de leger, men alligevel. En gul kanariefugl, der sidder højt oppe i et af parkens træer. Og minsandten, om ikke de to spillere får os alle sammen til at stirre op i træet efter fuglen!

Magtkamp

I replikføringen mellem de to mærker man, at der har været en dramatiker på spil. Hvad der uhyre let kunne fortabe sig i almindeligheder og tomme sætninger mellem de to medvirkende, føles her stramt og spændstigt i ordvalget.

Og samtidig har Tomas Lagermand Lundme fuldstændig formået at lytte sig ind på den måde, to børn på seks-syv år taler sammen på. For det er ikke bare en historie om en bortkommen fugl. Der kæmpes en veritabel magtkamp mellem de to børn om at få lov at definere historiens udvikling. Når fuglen bliver fanget – hvem skal have den af de to børn?

Og da Johannes løber af med sejren og tager den hjem, forvandler Signe sig fluks til Johannes’ meget mandige far – med både kørekort og Dankort, som han siger.

Og må Johannes nu beholde fuglen for far? Og hvad nu, når den pludselig bliver syg? Så bliver Signe til dyrlægen, der fortæller Johannes, at fuglen er så syg, at den skal aflives! Det er her, det er lige ved at blive for meget for stakkels Johannes, der forestillingen igennem ligger noget under for Signes handlekraft og hang til legetyranni. Men dør, det gør fuglen, og begravet bliver den også. Lader vi som om, for det er jo bare noget, vi leger!

Heldigvis ender historien godt. For Far Signe bliver god igen og giver Johannes lov at vælge en ny fugl hos dyrehandleren. Som for resten også er Signe – sådan er det jo, når man leger og der kun er to med i legen.

Ingen falske toner

En sød forestilling er det i Anders Lundorphs sikre, dæmpede og ærlige iscenesættelse. Ikke en tone eller reaktion klinger falsk. Tværtimod har såvel Johannes Lilleøre som Signe Lindqvist hver på deres måde en fuldkommen naturlig og børneægte måde at spille rollerne på. Signe som den lidt dominerende, der hele tiden tager teten og historielogisk konstant er et skridt foran Johannes Lilleøre, der gør sin dreng blød, uden at blive skvattet, og som pumper god energi i kroppen på rollen, så vi fuldkommen uproblematisk accepterer, at denne høje, slanke skuespiller er en lille knægt.

Så 'En fugl' er blevet en fin og varm lille sommerforestilling, der spejler sit børnepublikums egne adfærds- og legemønstre på det sødeste – og måske, sideløbende med den søde historie, ubevidst gør dem lidt klogere på, hvordan magtstrukturerne ofte fungerer mellem to mennesker, uanset alder og køn.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed