Historien er nok en af de allermest slidte i dansk børneteater. Sur voksen lader sig blødgøre af sødt barn, der lokker de sande værdier – leg, poesi og livsglæde – frem. Utallige forestillinger har gennem årtier været skruet sammen over den formel. Forståeligt nok, for den favner på det nydeligste den solidaritet med børnene, der er en af de vigtigste pointer i børneteatret.
Så Carte Blanche skal ikke høre et ondt ord for sit valg af historie-struktur. Især ikke, når formen til gengæld er alt andet end forudsigelig og banal. At fortælle om en syrlig ældre dame, der gør rent og ikke er meget for grisede børnesko på sit stuegulv, indtil hun opdager legens og samværets velsignelser som modvægt mod den ensomhed, hun også plages af, kunne let være blevet en klæg omgang af lige dele romantik og socialrealisme.
Enkle rekvisitter og avanceret børneteater
Men ved at lade to hænder fortælle det hele på et lille bord med enkle rekvisitter, musik og en meddigtende lydkulisse, kommer der ganske avanceret børneteater ud af det. På spilleren Annemarie Jeppesens ene hånd monteres et par små briller – det er Damen – på den anden et par grønne børnesko – det er Pigen. Selv er Annemarie Jeppesen helt i sort, også en sort hat med slør, så fokus hele tiden rettes mod hænderne og bordet. Enkelt og effektivt.
Og så går hænderne ellers i gang. Damen støvsuger, pusler om sin afdøde mands fotografi, vi ser ham endda i et glimt – en hånd, et par briller og et overskæg – hun passer hans gravsted og trisser rundt.
Vupti, så gør Pigen sin entre. Et par fingre med sko på danser over det lille scenebord. Ænser ikke graven, ser blot at her er noget jord, man kan sparke lidt i. Konfrontationen er uundgåelig, men den ender i leg. Med garnnøgle og sprælsk akrobatik, inden Damen besinder sig, får verfet de snavsede grønne sko af Pigen og begynder at bestemme. Som det jo er voksne damers skik. Farvel, siger Pigen, der ikke blot repræsenterer sig selv, men også fantasien, poesien og det barnesind, vi vistnok ikke kan være foruden.
Damen forsøger at finde Pigen igen, men de nye sko, spidse, ubehagelige og voksen-agtige, har nærmest dræbt barnesindet. Af med dem og på med de grønne og beskidte. Og så kan Pigen og Damen igen lege livsglæden frem.
Lige lovlig kort
Det var den historie, og den fortælles med et mylder af præcise håndbevægelser, der på samme tid er konkrete, så vi forstår, hvad det handler om, og alligevel abstrakte og antydede. Nogle gange kammer det lidt over, så det er svært at forstå, hvad der egentlig sker – jeg forstod det i hvert fald ikke helt – lige som stemmeføringen måske også, især hos Damen, tangerer det unødigt karikerede.
Men det er en mindre ting i en ellers velfungerende forestilling. Og nu vi er ved det kritiske: Blot 25 minutter varer den. Det er slut, næsten før det er begyndt.
Fint til de allermindste, men måske lidt kort og abrupt for de 5-8-årige, der lige er kommet ind i historien.
Det er i øvrigt en ganske avanceret forestilling, der kræver opmærksomhed og ro af sit publikum. Det fik den til fulde af de børn, jeg så den sammen med. De var stille undervejs – kun i et par, lidt svært gennemskuelige passager begyndte drengene at skramle lidt med fødderne. Det var de samme drenge, der begejstret klappede med, da livsglæden til sidst kom op i fulde omdrejninger.
