I det østlige Polen, nær grænsen til Ukraine, ligger der en lille by – Zolkiew. Inden 1941 boede der 5000 jødiske indbyggere. Da russerne marcherede ind i 1944 var der 50 overlevende.
Blandt disse var den pur unge Clara Kramer, det meste af hendes familie, og nogle til. Og Clara havde ført dagbog i al den tid de havde levet sammenstuvet i en udgravet krybekælder under den ’volksdeutsche’ Valentin Becks hus.
Volksdeutsche? For at citere programmet: Folk af tysk afstamning, som boede udenfor Tyskland, især i Øst – og Sydøsteuropa. Regnet for tyske af nazisterne, selv om de ikke var tyske statsborgere og ikke længere talte tysk.
Møllens kendetegn
Teatret Møllen, som har sit hovedsæde i Haderslev, er utvivlsomt et af landets førende mindre teatre. Deres forestillinger ligger i et slags mellemleje med appel både til store børn og unge og til et voksent publikum. De har ofte et velkendt litterært forlæg som får en møllensk bearbejdelse, levende musik indgår som en naturlig del, og scenografien er ’økologisk’ stoflig og barberet ned til det absolut nødvendige.
’Claras Krig’ har alle Møllens gode ingredienser. Og forestillingen er først og fremmest præget af godt håndværk: No-nonsense instruktion, fremragende skuespillere og en velfungerende teknisk og musikalsk indpakning.
Dertil kommer en vigtig og vedkommende historie. Hver eneste dag i de to år, Clara klumpede sig sammen med familien og andre – op til 15-18 var de for det meste – fandt Clara ord for, hvad der skete, og for sine tanker, håb og følelser.
Dagbogen – skrevet i margen på bøger, de havde med ned i kælderen, men efterhånden i små notesbøger fremskaffet af Herr Beck – skulle være ’deres vidne’, hvis den lille flok af forfulgte nu skulle blive taget.
Forestillingen ’Claras Krig’ bygger på denne dagbog, som senere blev udgivet i rigtig bogform. Det er en beretning om trods og vilje, om afsavn og nød, om sult og sorg, – men også om kærlighed og vovemod, og små stunder af glæde.
Som den fortælles i Gitte Kaths bearbejdelse, bliver den aldrig sentimental, og den svælger heller ikke i vanskeligheder og angst.
Et podium er tilstrækkelig scenografi. På kanten sidder Clara og dingler med benene, ovenpå sidder ’de voksne’ på små taburetter. I en sjov pantomime bliver der savet hul i gulvet og krybekælderen graves ud. Og når alle de fem medvirkende samtidig pakker sig sammen nede under podiet, med instrumenter og det hele, får man sat fantasien i sving. Et helt enkelt, men talende billede.
Spil og iscenesættelse
Ole Sørensen er Herr Beck med fuldt udtræk. Han kan spille stangstiv, så spritdunsten står langt ud til de bagerste rækker, men han kan også få publikum til at sidde med livet i hænderne af angst for, at han røber sine flygtninge, når han i højt humør tumler rundt blandt Unterscharführere og stikkere og skumle blåfrakkede ukrainere. Drukkenbolten med det store hjerte. Det gode menneske i Zolkiew.
Klaus Andersen spiller både tyskere og naboer og kortspiller. Han har den unikke evne til at skifte mellem hjertensgod og danseglad medsammensvoren, og livsfarlig og skydeglad – men gudskelov også tumpet – soldat. Klare, ofte sjove karakteristikker med bukseselen som skrårem over brystet.
Marie Vestergård Jacobsen er ny i Møllen-sammenhæng. Hendes Clara har 15-åringens livlige krop og væsen, men rummer også sorgen, angsten og alvoren forbundet med den livsfarlige situation de befinder sig i, der nede i den overbefolkede kælder. Og poesien. Hun bliver vores ledestjerne.
Over og rundt om det hele findes musikken. En blanding af blues og kletschmer-musik fungerer både som akkompagnement og som dramatisk element, – ind i mellem også som ironisk kommentar. Det binder scenerne fint sammen og bidrager også til at trække de to musikere ind i handlingen.
Og når det behøves, spiller de alle fem et instrument, grædende, smilende eller jublende. Sangene er ofte kendte numre fra krigens tid, og ind i mellem kommer jeg til at tænke på en anden forestilling, fra en anden krig: ’Oh, what a lovely war’.
I det hele taget er lydbilledet gennemtænkt og originalt. Vi kommer hele vejen rundt om fuglefløjt og bomberegn, soldatermarch og jammer. Og stilhed.
Gitte Kath har iscenesat med fortælleglæde og opfindsomhed. Der er en helt egen rough tilhugget, uvorn stil over forestillingen, som vi genkender fra andre Møllen-forestillinger. Det giver en velsignet frihed fra naturalismen. Et par scener bliver rigtignok trukket lidt i langdrag, så rytmen bliver forstyrret, men som helhed er der fint flow i forestillingen.
Tankevækkende, ikke mindst for et ungt publikum, underholdende og bevægende.
