Vi sidder bænket rundt fem borde i 'Mulighedernes rum' i Børnekulturhus Ama’r, fire-fem ved hvert bord, nogle voksne, flere børn i alderen fire-syv år.
Og det er børnene, det skal handle om. Det er dem ,der skal skabe de historier, der skal fortælles. Jeg både glæder mig og gruer. Her kan hvad som helst ske.
Teatersport for de mindste
Men først skal spillets regler forklares og forstås. Ved sit eget bord viser Laurens sine enkle værktøjer frem: En lille roulette og et endnu mindre timeglas.
Når rouletten standser, finder kuglen sin plads på et nummer, og det nummer får så retten til at fortælle. Alle borde får syv forskellige kort, hvorpå der står numre tilsvarende nogle af dem på rouletten. Og så er det bare om at være heldig og have det rette talkort til roulettens runddans med kuglen – og dermed fortæller-privilegiet.
Det er egentlig såre enkelt, og det tager ingen tid at få alle med på legen. Et 'Diavolo'-kort – en Joker – gør det en lille smule mere kompliceret, for med det kan man bryde ind i historien med alternative narrativer, men det bekymrer ingen – endnu.
Laurens sætter historien i gang med at spørge: Hvad skal historien handle om? En ting? Et dyr? Et menneske? Timeglasset vendes, og vi får et minut til at tale sammen og finde vores egen version af historiens begyndelse.
Rouletten bestemmer, og det bord, der har det rigtige tal, siger, at historien handler om en tekop. Det må vi så godtage og bygge videre på. Ren teatersport! Sig Ja!
Men hvordan ser den ud, tekoppen, hvor findes den? Timeglasset vendes igen og ivrige, men lavmælte, samtaler opstår ved bordene.
Den er orange og den findes på et slot! Og så kommer der en drage og koppen vælter og falder ned fra bordet og knuses!
Nu er alle i gang, men rouletten styrer hvem der skal fortælle. Der digtes ved alle fem borde, nogle ivrigere end andre. Rigets bedste lim-mester reparerer koppen, men Diavolo-kortet gør ham til en dame, og trolde opstår og pigen der ejede koppen skal giftes og blive en prinsesse, og en hvid snetiger tager koppen med til Grønland. Men Batman kommer og redder koppen og prinsessen som egentlig har sommerhus på Grønland, og rensdyr henter prinsessen i slottes karet, og det hele ender såre godt.
Oonas fortællerglæde
Det skal ikke nægtes, at historien er bedre varetaget ved nogle borde end ved andre, men rouletten gør, at alle får en chance til at bidrage. Det sørger Hans Laurens for, dels ved at bruge rouletten, dels ved at samle historien op og gøre det klart ,hvor den nu står og hvad der kan ske videre.
Jeg er svineheldig, for ved mit bord sidder også Oona. Hun har et par tænder i overmunden til gode fra Vorherre, men hendes fantasi fejler ingenting. Når fortællertjansen kommer til hende, er der fuldt af detaljer og ingen grænser for ridderen, der føres til Tyskland med en halv kiste med guld og en blå hjort ,der egentlig er en god prinsesse, som ridderen skal gifte sig med, mens den onde prinsesse, der låser ridderen inde, dræbes af den sure ost. Takket være peberstærke pølser får historien heldigvis en lykkelig slutning ved vores bord.
Ved andre borde forlyder der: '…og så blev ridderen spist af dragen', eller endnu mere dramatisk: '…og så faldt hovedet af ridderen og derefter benene'.
Klicheer i fuld blomst
Det er ikke til at komme udenom: Pigerne opfinder prinsesser og giftermål, mens drengene taler om riddere i rustning og drager og død. Sådan er det jo bare. Det kan man så synes om, hvad man vil, selv giver jeg mig helt over til børnenes universer.
Hans Laurens har sit hyr med at samle historierne til et hele, for børnene er jo ikke netop dramaturger. Fantasien sætter ingen grænser, fortællingen bliver en fuldstændigt vildvoksende plante – nogle gange en overraskende og smuk blomst, nogle gange en kaktus eller en giftig efeu.
Laurens’ forsøg på at samle eller indlemme nye indfald i historien og give en retning videre er ikke altid lige vellykkede, men han holder sit publikums interesse og giver tilpas entusiasme tilbage til at de fleste – men ikke alle – kan fastholde fokus.
Selv var jeg mest begejstret for Oona.
