’En interaktiv danseforestilling om angst’. Sådan kalder Holstebro Dansekompagni sin nye forestilling ’The Game’. Forestillingen handler om at have det svært med at være sig selv som teenager – og om at være bange for, at andre synes, at man er mærkelig og forkert. Dermed taler forestillingen direkte ind i tidens bekymring for det voksende antal sårbare unge.
Det mest interessante ved forestillingen er dog, at ’The Game’ vitterlig er et spil; i stil med ’Spil død’ af Hvid Støj Teaterproduktion. Åsa Gjerstads gulvscenografi er bogstaveligt talt udformet som en kæmpestor spilleplade i fire farver, nærmest som en slags ludo.
I dette spil er det menneskene selv, der er brikkerne. Kostumerne er eventyrlige og usædvanligt smukke – med skødejakker og posede skørter, der er syet af mange forskellige stoffer i både striber og ternede mønstre i henholdsvis farverne gul, grøn, blå og rød. Som ikoniske figurer på et udsøgt sæt spillekort. Men vel at mærke figurer, der kan bevæge sig fejende frit hen over pladen.
Danserne er anførere for hver deres hold. Tilskuerne står rundt på alle siderne af spillepladsen, og de får så til opgave at vælge, hvilken holdfarve de gerne vil tilhøre. De stimler sammen på spillepladens fire farvehjørner, og så begynder spillet. Dansespillet, altså. For dette game går ud på at følge nogle kropsordrer så hurtigt og korrekt som muligt. At hoppe rundt mellem felterne og at udføre særlige bevægelser undervejs. De medvirkende, der ikke når at udføre ordren, ryger ud…
Flot styr på logistikken
’The Game’ er virkelig godt udtænkt. Holstebro Dansekompagni har hyret koreograferne Lava Markusson og Michael Tang fra det Malmø-baserede kompagni Bobbi Lo Produktion til denne opgave. Dette koreografpar har i forvejen specialiseret sig i interaktive danseforestillinger, bl.a. kolonihistorieforestillingen ’Kolonisterne’ i 2022.
De har flot styr på den svære logistik med hele tiden at opmuntre de deltagende børn og unge til at være med – samtidig med at danserne som skal være retfærdige og holde fast i reglerne i deres roller som holdanfører.
Det bliver klart, at man som deltager først og fremmest skal reagere spontant på ordrerne. ’Hop! Drej! Og løb, så stærkt du kan!,’ lyder det. Og alle hopper og drejer til Jonatan Lundebergs elektroniske musik, der har en gennemgående ubekymret lyd – veloplagt og fuld af god energi.
Der er dog noget mærkeligt ved spillepræmissen i ’The Game’. For hvad er det egentlig, de fire hold kæmper om? Hvordan kan man vinde i et spil om angst? Ved at besejre angsten? Eller ved at berolige de andre, der angribes af angsten? Det bliver faktisk ikke klart. Og det er tydeligvis frustrerende for nogle af de børnetilskuere, der ellers er erfarne gamere derhjemme foran skærmen. For de vil rigtig gerne vinde…
Til gengæld bliver det tydeligt, hvordan det kan være at kæmpe med angstanfald – og hvor svært det kan være at konkurrere med sig selv i forsøget på at turde kaste sig ud i tilværelsen. Det sker både i dans og i ord, når de fire dansere én efter én danser en solo, mens en indtalt fortælling forklarer, hvad de er bange for – og hvorfor de har svært ved at tro på sig selv.
Eller som det lyder om en af figurerne: ’Han tror, at de andre synes, at han er mærkelig. At han ikke er god nok.’
Flot flow
Koreografien for de fire dansere er baseret på moderne dans med organiske bevægelser. Af og til samles de dynamisk, mens deres kroppe synkront og energisk glider hen over spillepladen, mens de finder sammen i et flot flow. De drejer i overkroppene, skvulper med skuldrene og strækker armene. Men så afbryder de pludselig deres flydende bevægelser, hvorefter de bukker dybt og servilt som tjenere – nogle gange med buk helt nede på knæene. Så bryder en eller to af dem bryder ud af gruppen, indtil de igen indhentes af de andre og det nødvendige fællesskab. I visse passager så voldsomt, at de er lige ved at ligne nogen, der slås.
De unge dansere fra Holstebro Dansekompagni er tjekkede og har en intens energi. Matthew Rawcliffe, Jacob Lang, Ella Ström og Marija Burceva danser kraftfuldt og med tydelig dedikation. Derfor er det også ærgerligt, at den indtalte stemme, der følger danserne i højttalerne, ikke har samme professionelle timing og samme nuancerede musikalitet, som danserne har i deres dans.
Desuden virker det bedrevidende, når teksten undervejs ikke blot beordrer deltagerne til at udføre koreografiske bevægelser, men også forsøger at bestemme, hvad deltagerne skal TÆNKE på. Eller ikke tænke på. Som i sætningen: ’Prøv IKKE at tænke på en lyserød elefant.’
Så er det bedre, når ordren bare består i en konkret handling – som f.eks. ’Drej hurtigt rundt om jer selv!’. Men de bedste ordrer er faktisk dem, hvor deltagerne bliver opfordret til at indgå i fællesskabet og fornemme hinanden. Som når stemmen siger:
’Se om du kan få øjenkontakt med nogen!’.
Netop dette er tilsyneladende noget af det mest uoverskuelige at gøre, hvis man har angst: at interagere med andre. Og det er måske netop dér, at The Game konkret kan gøre en forskel. Både for dem, der mærker angsten – og for dem, der ikke selv lider af den, men som har brug for at forstå, hvad den går ud på hos de andre.
Med dansen som det, der kan være med til at indgyde modet til at se andre i øjnene.
