Carlsen & Ko's ’Den lille djævel’ er bestemt en del bedre end teatrets ’Mi Mi Mi’. Hvor den sidstnævnte, som er for de helt små (1,5-4 år) i den grad mangler klarhed i tekst og dramaturgi samt karakter i sit skuespil, har ’Den lille djævel’, der er for de 4-8-årige, en del mere at byde på.
Desværre lider begge forestillinger dog af en hang til at pædagogisere, ligesom de har noget ret gammeldags over sig i deres iscenesættelse og skuespil.
’Den lille djævel’ gennemspiller med pigen Camilla (Pernille Carlsen) som det jaloux omdrejningspunkt sekvenser af såvel Snehvide, Askepot som historien om Kain & Abel. Efter et (noget lydmæssigt dårligt) hørespilsskænderi med sin tvillingesøster havner Camilla hos to djævle.
Pernille, som har fletninger og pink hjerte på den røde T-shirt, ryger fra bagkulissen ud gennem et forhæng til to djævle (Sune Otterstrøm og Thomas Klovn Carlsen), som med en lang tynd sort og rød frynset hale stikkende ud fra bukselinningen befinder sig på scenen i et noget specielt og mærkeligt rodet rum. Et rum, der ligner en mellemting mellem en byggeplads og et musikøverum. Et gulv med både imaginær mørtel, mureske, mursten og guitargrej og musikstativer.
Eventyr, rock og rap
De to djævle monterer en tilsvarende djævlehale på Camilla og fører hende ind i en lad os kalde det 'få styr på din jalousi'-lektion. Camilla skal lære sin jalousi at kende og vedkende sig følelsen. De giver hende rollen som først den onde stedmoder i Snehvide. Så Askepots onde stedsøstre. Og tilslut Kain i den bibelske fortælling. Og i løbet af den rejse sander Camilla, at hun nok gør klogest i at tale med sin mor om de jalousifølelser, hun har. Den ubehagelige følelse hun har af, at hendes søster altid får de bedste gaver, er den smukkeste, og er hende, der altid tager favoritrollerne i deres lege, mens hun selv er henvist til rollen som tjener, hund eller hest.
Med trut i en messingtragt igangsættes de små spil. Spil hvor de to djævle noget bastant springer ind og tager rollerne som de andre medvirkende i fortællingerne. Snart som Snehvide, jæger, Aksepot og sågar Gud. Undervejs garneres spillet med el-guitarrock og rapsang. Alt sammen et tempo og en rytmik, som ikke altid er lige egal.
’Den lille djævel’ vil stille skarpt på tabuet jalousi. Gøre den forbudte følelse mere legal via historien om Camilla som skal lære at spore og tackle sin jalousi.
Børnepublikummet kan givetvis identificere sig med Camilla. Men behøver forestillingen være så pædagogisk bastant? Og vinder den ved at lade Camilla gennemspille hele tre jalousiroller?
