Af: Henrik Lyding

26. april 2010

Brodermordet der blev væk

Glimrende fysiske og musikalske udtryk i tekstligt uklar historie.

To tætte brødre, nærmest spejlbilleder, elsker hinanden, sådan som kun brødre kan gøre det i den klassiske blanding af ømhed og kraftudfoldelse. Alligevel ender den ene som morder, den anden som offer.

Vi kender dem godt – Kain og Abel. Her i opdateret form, moderne tøj, helt enkelt og antydet fortalt i et mindre telt, hvor vi sidder tæt omkring dem. Hvorfor blev han morder, ham Kain, og hvorfor siger det os noget i dag?

Gode spørgsmål, som forestillingen desværre ikke rigtig giver nogle gode svar på. Det antydes, at det var, fordi Kain var et overset, et usynligt barn, der kun blev bemærket, når han havde gjort noget forkert.

Men i selve forestillingen forekommer det element kun sporadisk, mens kærligheden til lillebror Abel fylder meget mere. Lige som Abels intense taknemmelighed og overbærenhed over for Kain, når han en sjælden gang bliver hidsig, kunne synes som rigelig kompensation. Kains følelse af oversethed – og dermed grunden til hans handling til sidst – fornemmer vi derfor aldrig for alvor.

Omkring dem kredser Gud (Jakob Kirkegaard) i diverse skikkelser, snart håndværker eller brandmand, snart faderskikkelse i badekåbe og sutsko og til sidst som dommer. Og udenom dem alle cirkulerer Tiden (Matias Seibæk), en skæg lille fyr i flyverdragt, læderhjelm, motorbriller og vinger på ryggen – som var han Den lille Prins i engle-forklædning.

Det er samtidig Matias Seibæk, der uden for teltet på diverse instrumenter skaber forestillingens fascinerende lydside.

Glimrende elementer

I det hele taget fungerer forestillingens lydlige og visuelle side glimrende. Ligeledes udfolder Øyvind Kirchhoff som Kain og Kristian Dinesen som Abel sig i et vitalt og gennemkoreograferet kropssprog, der imponerer. Replikkerne er også skarpt og præcist afleveret – det er teksten, der mangler noget. Det fanger ikke, fordi den kredser omkring sit emne uden for alvor at gøre det konkret.

Måske af frygt for det banale svinger Lotte Faarup og Sven Ørnøs tekst sig højt op i de lyriske gardiner, bliver abstrakt og uklar. Det samme gælder iscenesættelsen. Jeg sad tilbage med en følelse af noget kalkuleret, noget demonstrativt – se, hvor dygtige vi er – som om hele den kropslige udfoldelse skulle skjule, at der manglede noget substans. Som om formen havde taget magten fra indholdet.

Måske har de to forfattere fornemmet noget af det samme, siden de lader forestillingen ende med den udtalte morale, fremsagt med alvorlig og formanende stemme, at vi skal huske at se denne verdens Kain’er, vi skal mærke dem, for så ved de, at de findes og så slår de ikke andre ihjel som reaktion på deres usynlighed.

Jeg tror, at de 14-18-årige, som forestillingen er beregnet for, vil lade sig indfange af det visuelle, men stå af på teksten, og i hvert fald næppe komme til større klarhed over hverken Kain og Abel-historien eller de aktuelle begivenheder, forestillingen angiveligt udspringer af, nemlig tilsyneladende meningsløse mord, impulsivt begået af unge mænd.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.
Spyt i lukket kredsløb
Jonas Kjeldgaard Sørensen:
'Spytspand og sorte huller'
'Spytspand og sorte huller' er en uforløst podwalk gennem byen, angiveligt med fokus på sekreternes kulturhistorie i en poetisk overspændt tekst og et fascinerende lydunivers – som overhovedet ikke er for børn
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.
Spyt i lukket kredsløb
Jonas Kjeldgaard Sørensen:
'Spytspand og sorte huller'
'Spytspand og sorte huller' er en uforløst podwalk gennem byen, angiveligt med fokus på sekreternes kulturhistorie i en poetisk overspændt tekst og et fascinerende lydunivers – som overhovedet ikke er for børn
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater