Svenske danseforestillinger for børn dukker i disse år op som forfriskende inspiration i den danske børneteaterverden. Senest er det kompagniet Memory Wax fra Malmø, der præsenterede sin ordløse forestilling ’Claroscuro’ for børnehavepublikummet på Aprilfestivalen på Syddjurs. ’Claroscuro’ leger med lys og mørke – deraf det svenske udtryk for billedkunstbegrebet ’clairosbscur’.
Forestillingen leger da også vitterlig med både lys og mørke. Men den rummer egentlig lige så mange scener, der leger med farver og former. Dekorationen består af en høj trævæg, hvor diverse lemme, kan åbnes bagfra, så arme og ben kan stritte ud. To sjove arme, der bevæger sig som fuglehalse. Eller en glad fod. Eller TRE vildfarne arme…
God ping-pong
Danserne Lisa Nilsson og Daniel Staley har en munter udstråling, når de kaster rundt med bolde. De leger med trælugernes mange former i hurtigt flow – fra firkanter til trekanter og cirkler. Danserne er gode og intense i deres jævnbyrdige ping-pong. De iført ens T-shirts og bukser med skægge ’malerpletter’, og de skaber små lege mellem sig, mens de kaster og griber og former forskellige rekvisitter: En rød bold flyver af sted mod en blå bold, og en lang snor kommer hurtigt til at danne både firkanter og cirkler. Det er snedig børnehavegeometri, dette her.
Forestillingens koreografer er parret Johanna Jonasson og Miguel Azcue, der stiftede kompagniet sammen i 2004. Disse to kunstneriske ledere har tydeligvis en fin og grundlæggende idé om at fange børnenes opmærksomhed så enkelt som muligt: ved at kaste en bold eller slynge en snor.
Det er fint, og dansens hverdagsagtige udtryk er givetvis med til at afmystificere de voksnes danseudtryk. Her er dans bare bevægelse. Punktum.
Uklar pointe
Scenografisk er forestillingens indpakning ret børneværelsesagtig – med et velkendt strejf af logik og IKEA. Thomas Dotzlers lysdesign veksler glimrende mellem lyskegler og skygger. Og musikken af Johannes Burström har en veloplagt gentagelseslyd af både cirkus og børne-tv, med lirekasseagtige toner fra en harmonika og et jazzende klaver.
Dramaturgisk set virker forestillingen dog noget ufokuseret. De mange småscener afvikles i hurtigt cirkustempo, uden at der opstår nogen fordybelse undervejs. Det er fint nok, at der ikke er nogen egentlig handling. Det er også fint at skabe et crescendo med en ophobning af scener.
Men forestillingens spænding ryger, når der bare introduceres nye effekter hele tiden. Det bliver lidt kedeligt. Og da bagvæggen på et tidspunkt også suppleres med projektioner af forvrængede billeder, bliver det uklart, hvad forestillingen egentlig vil. Eller om forestillingens billedflow bare skal opfattes som en spændingsopbygning frem mod mørket – frem mod en ensomt drejende jordklodebold, der lyser?
Dragesymbolik
’Claroscuro’ er altså ikke helt så fængende, som den kunne være. Forestillingen har ellers haft tid nok til at blive finpudset, for den havde premiere i Malmø tilbage i 2016.
Måske danserne skulle have større frirum til at opfinde en leg, der rent faktisk udviklede sig til noget særligt teatralsk? Lige nu virker forestillingen i hvert fald som den drage, danserne tegner med snoren: En drage, som er har bygget ekstremt akkurat og omhyggeligt. Men alligevel en drage, der nægter at komme helt op at flyve.
