Af: Kirsten Dahl

27. november 2017

Bogstavbegejstring

'Alfabetmysteriet' er en læselyst-fremkalder-forestilling med fart over feltet og med en fin blanding af spilopper og seriøsitet.

'U er et af de allermest mærkelige bogstaver. Hvis man sætter u foran hyggeligt bliver det til uhyggeligt….og hvis der kommer u foran lækker bliver det til ulækker!'

Med en replik, som lyder noget i den retning, forsøger Liv at gøre Solveig interesseret i bogstavernes verden, eller rettere sagt i at læse bøger. Noget, Solveig går i en stor bue udenom, fordi hun har så svært ved det.

Faktisk har hun overhovedet aldrig læst en bog færdig. Selvom hun bilder både sine forældre og sin dansklærer (Dansk-Inger med smileøjnene), det ind.

Solveig er flov over at være dårligere end alle de andre i klassen. Og akkurat på fredag skal hun fortælle, hvad bogen 'Alfabetmysteriet' handler om.

Mundrette replikker

Bolette E. Bjerre tager som dramatiker fat i et både eviggyldigt og aktuelt emne: Det at have svært ved at læse og måske tillige være ordblind. Alene af den grund skal Filurens 'Alfabetmysteriet' nok sælge.

Der kan nu også være andre grunde. Forestillingen er udmærket dramaturgisk skruet sammen med mundrette replikker, gode identifikationsmuligheder og et finurligt greb om det danske sprogs finesser og drilskheder.

Når bollen over a bliver væk, kan man fx ikke bade, fordi man ingen å har. Liv rækker Solveig et stort blødt (skumgummi) d at sidde på, da hun første gange forsøger at fastholde Solveigs interesse for at læse bøger. Og Liv spørger forundret Solveig: 'Har du aldrig set et lille i, eller en bolle [det til å'et] med dårlig samvittighed?'

Læs-let er OK

Opgaven er ikke let for Liv. For Solveig stritter imod med et: 'Alle bøger er kedelige og ligegyldige'. End ikke en rundtur i en buket af de litterære genrer kan få Solveig på læse-krogen.

Men interessen gryr med tiden. Det fremgår fx af Solveigs kropssprog. Og det kan læses ud af de replikker i tredjeperson, som er skudt ind mellem dialogerne. Som når Liv fx siger: 'Fedt, udbrød hun lidt for højt'.

Nok en sød ting ved teksten er, at Liv med følgekommentaren 'Rimeligt filosofisk!' siger til Solveig: 'Alle mennesker er som en bog, der gerne vil læses'.

Og akkurat her er vi ved historiens pointe: Liv er Solveigs underbevidsthed – hendes hjælper – hende, som gør, at Solveig efterhånden accepterer sig selv og får lyst til at læse – også ligegyldigt om hun skal begynde med en læs-let bog.

Bøger på spil

Sus Haugland har skabt en scenografi, hvor der udover en del store sorte skumgummibogstaver er bøger i forskellige formater og med forskellige funktioner.

Udover 'Alfabetmysteriet', som Solveig i meget lang tid hader at tage op af sin skoletaske, er en stor bog anbragt på scenen. Når Solveig åbner den springer Liv frem, når hun lukker den forsvinder hun.

I forgrunden er scenen bygget op med to kæmpestore bøger, der vender ryggen ud af og som kan dreje rundt og skabe ind-og udgange til scenen. Og endelig står der på scenen nogle semi-transparente plader, som kan ligne sider i en bog, fordi de kan klappes sammen og åbnes op.

De bruges også flittigt i de lege og det samspil, som opstår mellem Solveig og Liv.

Tempo og nærvær  

Sune T. Sørensen har som iscenesætter sat et spiltempo, som spejler stykkets stemninger og takter. Også fordi tempoet ikke sker på bekostning af at vise den smerte og det, Solveig kæmper med.

Anna Ur Konoy spiller Solveig nærværende og med en dejlig autenticitet. Er der noget Solveig kan, så er det at tælle. Hun har styr på tal. Det fremstilles meget fint, når Konoy (klædt i afdæmpet mørkeblå hættetrøje og cowboybukser) med resolutte skridt og osende af 'læsevægring' tæller sig frem til skridt nummer 347 – akkurat det sted på strækningen mellem hjem og skole, hvor hun 'hverken er på vej i skole eller på vej hjem'.

Det sted, hvor hun opsøger det forladte hus – der, hvor hun møder Liv.

Konoy forstår flot at skildre den proces, det er for Solveig at komme overens med sine læsevanskeligheder. Hun forstår at male følelserne med hele kroppen. Hun græder og smiler ikke kun med ansigtet. Det er også som om, humøret trænger ud gennem tøjet.

Musikalsk medspil

Bolette E. Bjerre er forestillingens spirrevip og tornado som Liv. Lysegrøn og lynblå i tøjet. Frisk i bevægelserne og sprudlende i humøret.

Det er lige før Bjerre koger over. Men det passer samtidigt godt til den rolle hun har. Liv er en side af Solveig selv. En, der skal smitte eller overbevise Solveig om, at læsning er en nøgle til spændende nye verdener.

På en lille ø ved siden af scenen sidder Niels Kilele diskret tilstedeværende og giver spillet liv ved i tæt kontakt med handlingsforløbet at akkompagnere på forskellige musikinstrumenter.

Af andre gode takter i forestillingen skal nævnes, at der i Livs læse-lyst-modning af Solveig er indbygget små scener fra klassikerne 'Brødrene Løvehjerte', 'Robinson Crusoe' og 'Pinocchio'.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik
Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov
I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik
Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov