At få en ondskabssplint i øjet. Det er H.C. Andersens stærke symbolik i eventyret ’Snedronningen’, og det er ikke mindst den splint, der bliver det dramaturgiske omdrejningspunkt for balletten, som Tivoli Balletteater nu danser for tredje gang siden premieren i 2019.
Balletten og dens fascination af det onde og det gode er netop velegnet til målgruppen af børn fra 8 år og op – og deres familier.
Eventyrets hovedpersoner er Kay og Gerda, der er vilde med at lege sammen. Altså lige indtil en dag, hvor der kommer en isnende vind forbi, hvorefter Kay pludselig forvandles og forsvinder sammen med den følelseskolde snedronning. Og så tager Gerda ud og leder efter ham og går gennem en masse prøvelser på bedste og mest smertefulde eventyrvis.
Dramaturgen Camilla Hübbe har skabt en fin ballethandling over H.C. Andersens eventyr – med klare valg og fravalg. Koreografen Yuri Possokhov har koreograferet en effektiv og enkel, klassisk balletkoreografi til Tivoli Balletteater med oplagt brug af Pantomimeteatrets stærke mimekunstnere. Koreografien følger Oh Land’s højdramatiske og virkningsfulde musik fyldt med sjove instrumenter og indspillede, fantasifulde lyde af storm og is, nu også med gåsehudssmuk sang af sopranen Signe Lund. Tilsat livemusik med velklingende musikere fra Tivoli Copenhagen Phil – og alt sammen styret af kapelmesteren Adi Zukanovic.
Forestillingen har dog mest af alt fået opmærksomhed, fordi Dronning Margrethe har skabt scenografien i form af farverige farveblyantstegninger, der projiceres op i baggrunden i Morten Justs levende videodesign. Videoen er kombineret med konkrete rekvisitter som f.eks. en knirkende bedstemorgyngestol og nogle legeglade robåde – på hjul eller uden bund – som effektfulde og uskyldige teaterpåfund.
Flotte snemonstre
Dronningen har også designet kostumerne. Hendes vanlige forkærlighed for dyr og fænomener fornægter sig ikke. Hendes skønne kragekostumer med sorte næbhatte over blankpelsede ærmer er i hvert fald blandt nogle af forestillingens mest interessante kostumer. Nogle skinnende billekostumer med sort lak og følehorn overstråler nogle blomsterkostumer i form af rosenmalede kjoler. Et elskeligt rensdyr dukker op i hvid heldragt tilsat rensdyrpelskrave, så symbolikken bliver ultraklar – og nogle kubistiske, blå-hvide ’snemonstre’ beskytter snedronningens palads klædt som iskrystaller. Menneskekostumerne er mere traditionelle – med 1800-tals forklædekjoler og den slags, der minder om glimt fra ’Peters Jul’.
Tivoli Balletteaters ensemble af 36 balletdansere og 10 barnedansere fra Tivoli Balletskole fortolker koreografien med glimrende dans og mimisk slagkraftighed. Niels Kellermann Ballet har genindstuderet balletten loyalt, så trinene står skarpt – og så handlingen ryger over rampen med tydelighed og munterhed, ikke mindst hos karakterdanserne. Balletteknisk set er niveauet blandt danserne noget ujævnt, men de udtrykker alle sammen en umiskendelig danseglæde. Barnedanserne virker herligt ivrige, når de blander sig med de voksne dansere i ballettens hyggelige skøjtescener. De er lige noget for barnetilskuerne at spejle sig i!
Røverpige med temperament
Opmærksomheden samler sig om hovedparret, der også dansede ved urpremieren i 2019, nemlig den danske danser Vincent Gabriel Vernal og den amerikansk-canadiske Laurie Nielsen. Vincent Gabriel Vernal har fortsat en drenget og begejstret udstråling med masser af indlevelse og godt humør – og fine piruetter – og Laurie Nielsen danser historien om pigen, der må gå igennem alverdens ondskab for at finde sin ven, med robusthed og energi i tåspidserne. Der er dog ikke så meget poesi i hendes fortælling. Det er der til gengæld hos Rensdyret, der danses af den cubanske danser Cosme Tablada, der har flotte lange linjer og bløde håndbevægelser under rensdyrskindet, men også en tydelig længsel, som løfter dansen.
Jennifer Wagstaffe og Robert Thomsen skaber nogle herlige dansescener som Kragedamen og Krageherren, der både forvirrer og hjælper Gerda, der leder efter Kay. De har den timing og den komiske overdrivelse, der gør koreografiens trin sjove. Og den franske danser Lauréline Epaulard danser Røverpigen med så meget temperament og vildskab, at man vitterlig bliver bange for, at hun stikker Gerda ned med sin iltre kniv – eller sparker hende, når hun kaster rundt med fødderne i høje spark. Desuden er det godt, at Snedronningen ikke længere kun er en videoprojektion af Oh Land, men faktisk optræder som en hvidklædt herskerskikkelse med iskrone – stilrent og smukt performet af Nadia Skriver Rosenby
Ufrivilligt naiv
Denne ’Snedronningen’ er en balletgendigtning, der tager H.C. Andersen alvorligt – og som udstråler oprigtig fascination over eventyrets styrke. Men det er også en forestilling, der måske ufrivilligt kommer til at virke naiv. Siden premieren i 2019 har der over hele verden blandt balletdansere og ballettilskuere været protester over ballettens stereotyper – ikke mindst i balletten ’Nøddeknækkeren’, hvis etniske danse er blevet udskældt for at virke nedsættende.
Hvis man ser ’Snedronningen’ med disse øjne, virker det utroligt, at ingen her ved denne tredje opsætning har insisteret på at ændre eller fjerne den rituelle dansescene med ’Finnekonen’ og hendes dansere. Her danser og stamper kvindelige dansere nemlig rundt i rituelle formationer iført sorte langhårsparykker over bh-toppe og minishorts – og bare ben i lange læderstøvler. Både koreografi og kostumer ligner en kikset folklorekonstruktion med sexistiske undertoner. Disse fem minutter klæder ikke resten.
Derudover er ’Snedronningen’ en fin og underholdende ballet. Børnevenlig og eventyrlig. Med sit evigaktuelle budskab om, at kærligheden er stærkere end ondskaben. Tilsat kække kragetrin.
