Fodboldspillerne på festivalen Live Art for Børn står i stampe rundt i mellem i hinanden i et hjørne af banen på kunstmuseet Arken.
Det er ikke, fordi spillerne er trimlet samlet i forsøget på at tage bolden fra hinanden. Nej, det er, fordi de ikke kan se. Spillerne, børn og voksne, har alle bind for øjnene. De famler frem for sig med både ben og arme.
Heldigvis får de hjælpende tilråb fra beskuerne, så spillet bliver en fælles oplevelse. Og alle griner højt, da en lille pige endelig får fat i bolden og sparket den i mål.
Blinde-fodboldspillet 'Off Side', som også var en del af skolernes Idrætsdag 2015, er et værk af den tyske kunstnergruppe Beat Le Mot. Det var bare ét ud af flere interaktionsspil, workshops eller lege, der blev tilbudt i efterårsferien på Arken som led i festivalen Live Art for Børn.
Performancekunstneren Molly Haslunds 'Spoon Ball 'var et andet. Men her fik deltagerne mulighed for selv at opfinde spillereglerne, mens de gik i clinch med de enorme træskeer samt en bold, guidet af kunstneren selv.
På en af festivalens workshops fik børn desuden chancen for at kreere deres egne penge og bank. Børnene lærte i et samarbejde med udvalgte butikker i nærområdet om finanser og kapitalisme.
Flere af de viste værker på festivalen virkede på lignende vis mellem fiktion og virkelighed og omhandlede grænser; at bryde med uskrevne regler eller at forhandle mulige nye strukturer.
Hvorfor børneperformancekunst?
Men hvorfor skal børn præsenteres for performancekunst, kunne man spørge? Og skal der i så fald ikke laves særlig samtidskunst for børn, ligesom det er tilfældet med litteratur, film, musik og teater?
Med dette overordnede spørgsmål indledte Ellen Vestergaard Friis fra Liveart.dk, der er initiativtager og arrangør af festivalen, seminaret Live Art for Børn for Voksne på Arken 10.10.2015.
Ellen Vestergaard Friis svar på det retoriske spørgsmål er, at performance egner sig til børn og unge, fordi kunstarten er billedmættet og desuden udfolder sig live i rum og tid, ofte af kortere varighed, men uden faste hovedkarakterer eller et fiktivt narrativ. Børn er åbne og kreative og forstår umiddelbart performancekunsten anti-kunst-sprog. Sociale og kunstneriske fiktionsregler er noget, de senere påduttes og tillæres.
Derimod kan de voksne og samfundet netop lære af børns åbne og undersøgende tilgang til verden. De er gode empiriske forskere.
Ellen Vestergaard Friis nævner kunstneren Olafur Eliassons 'Your Rainbow Panorama' på toppen af Aros i Aarhus som et eksempel på, at samtidskunsten måske ikke behøver være aldersspecifik. Alle aldre kan nyde og forstå den enkle sanselige oplevelse i Eliassons regnbue: at verden udenfor ændrer sig i takt med farverne, at verden transformeres.
Børn tester skolen – ikke omvendt
Den første taler på stolen til seminaret er den tyske kunstner Sibylle Peters fra Hamburg. Hun fortæller om sit arbejde med Forschungstheater, der i samarbejde med det etablerede Fundus Theater, via teater og performance afsøger svar på børns grundlæggende spørgsmål og gør nogle af børns højeste drømme til virkelighed.
Det er Forschungsteater, der står bag Børnebanken på Live Art for Børn-festivalen. Peters fortæller, ideen til banken blev til efter at man havde spurgt til børns højeste ønsker gennem lang tid og ofte fik svaret: Penge.
Derfor leder Forschungsteater nu worksshops, hvor børnene producerer deres egne penge, opretter en bank og i udvalgte butikker kan handle med pengene. Børnene lærer ikke kun om finanser, handelsstrukturer og det kapitalistiske samfund, men kan også stille vigtige spørgsmål til det, forklarer Sibylle Peters. Og fordi børnene netop kan stille de spørgsmål, voksne ikke kan, mener hun – i tråd med Ellen Vestergaard Friis – at børn er perfekte kulturresearchere.
Sibylle Petters viser billeder fra en række meget interessante forskningsprojekter, Forshungsteater har lavet sammen med børn. Fx et projekt om tid, hvor børn har kreeret tidsmaskiner, et projekt om pirater, hvor børnene fik lov til at stille spørgsmål til virkelige pirater eller om folkeskolen. Her guider Forschungsteater børnene til at teste skoler i Hamburg. Børnene undersøger selv skolernes faciliteter og muligheder og giver skolerne fældende smagsdomme. Så de normale magtforhold mellem voksne og børn væltes.
At tage børn alvorligt og give dem mulighed for at udnytte deres særlige kreative potentialer kan godt synes som lidt af en voksenkliche, men i Forschungstheaters projekter lader det ikke til at handle om voksnes nostalgiske og romantiske drømme om, hvordan børn er. Projekterne virker dybt seriøse og af meget høj kunstnerisk såvel som forskningsmæssig kvalitet, som man måske ikke umiddelbart forbinder med den danske folkeskoles formnings- eller dramaundervisning.
Live art en transformerende kunstpraksis
Susan Sheddan fra Tate Modern museets uddannelsesafdeling i London er den næste internationale og kompetente taler på stolen. Hun har gennem flere år kurateret live art programmer for både børn og voksne, bl.a. i lokale udsatte områder i London, hvor folk ikke, på trods af en mængde gratis kulturtilbud, nødvendigvis har en opfattelse af, at kunstmuseet er for dem.
Hun forklarer, at performancekunstens handlingsorienterede og transformerende karakter netop er særligt interessant at koble med uddannelses- samt sociale projekter, for undervisnings- og familieprogrammer handler præcis også om udvikling og transformation. Men det er vigtigt for hende at pointere, at kunsten ikke på nogen måde skal instrumentaliseres, hvilket er den oplagte risiko ved social akupunktur, som man også har kaldt fænomenet.
Herhjemme er fænomenet ikke så udbredt som i Storbritannien, men K.I.T har fx arbejdet med sociale projekter i Ørestaden i samarbejde med inviterede kunstnere, ligesom Passage- Festivalen i Helsingør har skabt samarbejder mellem kunstnere og plejehjem.
Susan Sheddan gør klart, at hun aldrig præcist ved, hvad der kommer ud af en performancekunstners samarbejde med museet med eksempelvis workshops. Hendes rolle er kun at tilrettelægge og vælge de passende kunstnere til programmet, og så være i rummet med børnene og kunstnere og lade ske, hvad der sker.
Susan Sheddan nævner desværre ikke nogle konkrete projekter eller nærområder, der er blevet udviklet via Tate Moderns uddannelses- eller familieprogrammer, men forklarer, hvordan det for Tate Modern ikke handler om at lære folk at gå på museum, men derimod om at nye museumsbesøgende forstår, at de kan og skal udnytte museets faciliteter samt mange andre kulturtilbud med udgangspunkt i deres egen kultur og egne behov.
Etiske grænser
Seminarets kritiske indslag er ved kulturforsker, skribent og kunstanmelder mm. Torben Sangild. Efter at have set en performance på sidste års Live Art for Børn i Nikolaj Kunsthal sammen med sin datter, skrev han er meget negativ anmeldelse i Politiken. Nu forklarer han salen på Arken, hvorfor han ikke mente performancen egnede sig til børn.
Performancen 'False Memories' af kunstneren Marcio Cavalho var ikke bare meget lang, den foregik også på engelsk til overvejende dansktalende børn i alderen 4-9 år og indeholdt bl.a. disse spørgsmål til børnene: Hvorfor har Barbie ingen kønshår? Er muslimer og taleban dårlige mennesker?
Og når børn dør i krig, hvor kommer de så hen?
Sangild viser udvalgte videosekvenser af performancen og fortæller, at han langt hen ad vejen slet ikke var provokeret, men at han til sidst var i chok og oplevede, at kunstneren meget koldblodigt brugte børnene. Sangild siger, han selvfølgelig godt forstod kunstnerens kritik af legetøjsindustrien og af krigen i Afghanistan, men der må være grænser for hvad man skal præsentere for børn.
Flere tilhørere i salen udtrykker deres sympati med Sangild, og moderator Henrik Vestergaard Friis fra liveart.dk fortæller, at Marcio Calvaho simpelthen havde en dårlig dag og næsten brød alle de regler, de som arrangører pålægger alle deltagende kunstnere på festivalen: En kort performance uden ord og kropsvæsker.
Spørgsmålet om censur blev dermed også berørt på seminaret, for der må selvfølgelig også være vigtige etiske spørgsmål og grænser at diskutere i forhold til kunst for børn.
Et andet værkbegreb
Generelt kan man sige at festivalen Live Art for Børn forfriskende præsenterer et ret anderledes værkbegreb end det traditionelle børneteater, hvor publikum bliver forbrugere af til tider didaktiske produktioner med meget lidt reel interaktion. Men man kan også spørge til, om 'Børnebanken', 'Spoon Ball' eller 'Off Side' egentlig er kunstværker?
Eller måske er kunsten i disse handlingsorienterede værktyper uden karakterer og plot, at de stiller relevante spørgsmål og giver børnene spillerum til at stille dem. Spørgsmål til, hvem der bestemmer, hvem, der skaber reglerne, hvorfor penge styrer verden?
Børn er ikke mindre intelligente end voksne, som Ellen Vestergaard Friis formulerer det indledningsvist. Børn er mindre trænede i at reflektere, men måske kunne samfundet prioritere at nyde godt af, at børn er i gang med at observere og undersøge verden. At de som de små forskere, de er, stiller relevante og andre kreative spørgsmål til verden, der muligvis kan blive kimet til at ændre den.
Performancekunsten eller teatersproget kan så være med til at kunne tage det næste famlende, nærmest blinde skridt.
