Af: Kirsten Dahl

21. marts 2012

Boblende opera med punkteringer

Der er skønne jazzede rytmer, velgjort sang og vigtige følelser på spil i Den Jyske Operas ’Halmhatten & Filttøflen’, som er baseret på Tiina og Sinikka Nopolas børnebøger. Men opsætningen er også undervejs for forklarende, og arrangementet virker lidt låst.

Der er to særlige lyspunkter i Den Jyske Operas nye forestilling ’Halmhatten & Filttøflen’ for de 4 til 8-årige.

Den ene er den operamusik og sang som ledsager de to (dukke)søstre, når de løber hjemmefra og forsvinder om bag kulissen som to spinkle silhuetter, fordi de frygter, at forældrene ikke har brug for dem længere, når deres lillebror kommer til verden.  Som silhuetter løber de af sted med halmhat og filttøfler og små kufferter for som forældreløse at forsvinde ud i en kunstgjort natur af dekorative blomster og blade – indtil de mærker at varme boller og mælk betyder mere end frygten for ikke at blive taget sig af.  

Markus Fagerudds kompositioner maler stemninger via Branko Djordjevics harmonikaspil. Birgitte Skarby Riddell synger med en klar og flot stemme. Og librettoen rammer fint den nerve af betydning som forestillingen vil tematisere; nemlig de bekymringer og fantasifulde overvejelser små børn, der står overfor at skulle være storesøstre eller storebrødre, gør sig. Det skønne ved bortløbningssekvensen er, at den giver sig tid og ro til at dyrke det som er Den Jyske Operas genre: opera.

Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at opera ikke kan fungere og fænge i mindre og mere spilopfyldte bidder. For det kan den. Også her. Musikken både folkemusiktunet og jazzet rytmisk af sted. Hanne Hohwü Houmøller har en skøn livlighed i stemmen og Birgitte Skarby Riddell er spændviddefyldt hendes mere rolige pendant. Der er flere fine eksempler på at opera sagtens kan gøres tilgængeligt og lystigt for børn (og voksne). Eksempler, hvor opera selvfølgelig (som set mange gange før) fint og godt kan kombineres med dukkespil og musik.

En sej babyakrobat

Den anden sekvens, som løfter forestillingen, er slutsekvensen. Scenen hvor den lille nyfødte baby(dukke) endelig kommer til verden og viser sig at være noget af en glad og sej entertainerstarut: En lille kludedukke som top-adræt og super-show-sejt springer badut som elitegymnast, russisk akrobat eller MGP-freak.

Hen over den pludseligt opdukkede gulvtrappe går det for fuld charmeskrue. Med håndstand og balancegang af vanskeligste karat. Den lille nyfødtes kunnen og livlighed står helt bevidst i kontrast til al den forudgående snak om gylp, tis, prut, bøvs og numsevask, som både mor, far og de to søstre har sunget om. De to piger som forældrene øvrigt har døbt Halmhatten og Filttøflen. Meget mere hører man ikke om det. I stedet får vi et indblik i de mareridt, som en gravid mave og en frygtet truende konkurrence på forældres opmærksomhed kan sætte i gang hos især den på lånte tid yngste søster: Filttøflen, der både skræmt og fascineret forestiller sig, at moren både har småfisk og hajer i maven.

Lovlig firkantet

Hvad er det da, som ikke fungerer og som er mindre vellykket? Jo, det er at forestillingen har et noget tungt drev i arrangementet og en undertiden lovlig firkantet altmodisch 'indholdskant'. Jeg følte mig i momenter spillet tilbage til de pædagogisk forklarende halvfjerdsere. I introduktionen uden for spillerummet og undervejs i selve forestillingens replikføring. Behøver de talte ord i opera at blive formidlet så forklarende og med så overtydeliggjort en artikulation? Her punkterer det i al fald operaens boblende energi. 

Som dukkeførere bevæger Loui Danckert og Stine Q. Pagh sig smidigt rundt. Snart som dem, der giver liv til de to lidt fjernsyn for dig Anne og Lotte-agtige dukker liv. Snart som mor og far, der stikker hovederne ud af de forældreportrætter der hænger på væggen i det værelse, som spillerne med to store låger klapper op til.

Men selvom det ofte er godt med enkelhed i arrangementet, er det som om det begrænser udtrykket noget, at det meste af spillet foregår enten oppe på søstrenes lyseblå træseng eller på bagvæggen, hvor morens gravide mave vokser ud af billedet og søstrenes fantasier ses som små animationer på tapetet. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En jazzet musikrejse
Malene Kjærgård:
'Jorden Rundt'
Malene Kjærgård og hendes band når ’Jorden Rundt’ på blot 60 minutter i noget, der mere er børnekoncert end teater.
Kyllingeteater med queer komik
Teater Hund:
'Balladen om den løsslupne lørdagskylling'
Teater Hund er i topform med den nye forestilling om venskab og jalousi – og om en kylling, der er glad for flamenco.
Ligefrem og lettilgængelig
Odense Teater:
'Klodshans'
I Odense Teaters glade og lyse opsætning af ’Klodshans’ går lethed i udtrykket og klarhed i budskabet til de yngste publikummer forud for dybder i fortællingen.
Eventyrlige Sigurd
Louise Schouw Teater:
'Sigurd fortæller H.C. Andersen'
H.C. Andersen har en smittende formidler i Sigurd Barrett. Når han lader være med at analysere på sine egne eventyrfortolkninger, er han forrygende.
Stærk ungdomsfrise
Opgang2 Turnéteater:
'Pres'
Det er en fornøjelse at opleve så dygtigt hele Opgang2 Turnéteater-holdet på ’Pres’ rammer både lyst- og smertefyldte aspekter af ungdomslivet på en frekvens, som den unge selv er stillet ind på.
Vi elsker alle sammen frk. Larsen
Akkord Teater:
'Lille frk. Larsens store kærlighed'
Signe Kærup Dahl har skabt en forunderlig bibliotekarfigur i sin dukkeforestilling ’Lille frk. Larsens store kærlighed’. Med klart blik og boblende bogglæde.
En jazzet musikrejse
Malene Kjærgård:
'Jorden Rundt'
Malene Kjærgård og hendes band når ’Jorden Rundt’ på blot 60 minutter i noget, der mere er børnekoncert end teater.
Kyllingeteater med queer komik
Teater Hund:
'Balladen om den løsslupne lørdagskylling'
Teater Hund er i topform med den nye forestilling om venskab og jalousi – og om en kylling, der er glad for flamenco.
Ligefrem og lettilgængelig
Odense Teater:
'Klodshans'
I Odense Teaters glade og lyse opsætning af ’Klodshans’ går lethed i udtrykket og klarhed i budskabet til de yngste publikummer forud for dybder i fortællingen.
Eventyrlige Sigurd
Louise Schouw Teater:
'Sigurd fortæller H.C. Andersen'
H.C. Andersen har en smittende formidler i Sigurd Barrett. Når han lader være med at analysere på sine egne eventyrfortolkninger, er han forrygende.
Stærk ungdomsfrise
Opgang2 Turnéteater:
'Pres'
Det er en fornøjelse at opleve så dygtigt hele Opgang2 Turnéteater-holdet på ’Pres’ rammer både lyst- og smertefyldte aspekter af ungdomslivet på en frekvens, som den unge selv er stillet ind på.
Vi elsker alle sammen frk. Larsen
Akkord Teater:
'Lille frk. Larsens store kærlighed'
Signe Kærup Dahl har skabt en forunderlig bibliotekarfigur i sin dukkeforestilling ’Lille frk. Larsens store kærlighed’. Med klart blik og boblende bogglæde.