Af: Anne Middelboe Christensen

20. juni 2019

Blå elefant, stor kunst og billig, sur hvidvin

Liminal har endnu engang satset på den groteske humor i sin vellykkede dramatisering af Jakob Martin Strids bog ’Mimbo Jimbo laver kunst’. Med skægge undertoner og hints til den hvide, dovne mand.

To ting er sikre, når Teatergruppen Liminal slår sig løs: Der er masser af humor, både for børn og for voksne – og så er der globalpolitiske hints til de tilskuere, der har lyst til at fange dem.

I ’Mimbo Jimbo laver kunst’ er humoren baseret på Jakob Martin Strids børnebog om den blå elefant Mimbo Jimbo. Scenografen Lisbeth Burian har ladet alt foregå foran et kæmpe rullelærred, der drejes ud, så der er papir over hele scenen. Her kan Mimbo Jimbo så lege med malerfarver i spandevis sammen med sin flodhesteven Mumbo og den tavse løve… 

Og det resulterer i grovkomik, der er til at forstå med det blotte øje, også for de 4-9-årige.

Naivistiske masker

Forestillingen levendegør børnenes drøm om at male et rigtigt kæmpemaleri. I dette Mimbo Jimbo-land må kunstmalerne eksperimentere lige så tosset de vil for at skabe kunst. De tre dyrefigurer er i hvert fald herligt ubekymrede om, at maling kan plette tøjet – eller gulvet. 

Maskemageren Karin Ørum har skabt tre forunderlige og grotesk store masker, der dækker det meste af overkroppen på de tre spillere. Maskerne er så herligt naivistiske, at de matcher Strids enkle streg, men de er også så overdrevent store, at de alene ved deres proportioner hæver sig lykkeligt over trangen til at skabe dyrefigurer, der ligner virkeligheden for meget. Dette er avanceret savannescenekunst! 

Når instruktøren Adeleide Bentzon lader de tre dyr stille sig på stribe og danse hotte streetmoves, ser man mest bare deres arme og ben stritte ud under maskerne – lydigt og dybt komisk i en knækkende veloplagt koreografi. 

De tre dyr danses af Daniel Norback som den kække Mimbo Jimbo, Helene Kvint som nysgerrige flodhed og Erik Pold som den avislæsende og højtsnakkende løve. Godt brølt, som man siger!

Malerkanon

Humoren bobler. Jens B. Christiansens veloplagte musik lyder ofte som tonerne fra en actionfilm, og der er da også fuld fart over feltet, når de tre dyrefigurer styrter rundt med malerruller, så absolut alt bliver malet gult. Det bliver så til gengæld lidt besværligt, når dyrene arrangerer hoppekonkurrence – altså en konkurrence om at hoppe på en tube med maling, som så selvfølgelig eksploderer med maling til alle sider… 

Flodhesten går målrettet efter den røde maling, hvilket gør tilskuerne stærkt tilfredse. Jublen stiger, da et barn bliver inviteret op på scenen for at afprøve den selvskabte malemetode – med stor succes. Og senere ruller en egentlig ’malerkanon’ ind på scenen, mens ungerne hujer over, hvor tilfældigt malingen spreder sig på det store lærred. 

Her kan de voksne sidde og nikke til hinanden over den udviste pædagogiske sansetålmodighed. Men også over alle referencerne til den moderne, non-figurative kunst, som de tre vanvittige dyr nok så enkelt får præsenteret børnene for. Med kunsthistorisk hilsen til Asger Jorn & co.

For de politisk korrekte kan figurerne antagelig også ses som en kommentar til dyr, der holdes i dressur og fangenskab – eller som en kommentar til flygtninge, der ender med at befinde sig langt væk hjemmefra. Det er dog den groteske kunsttolkning, der løber med opmærksomheden. Latteren brager i hvert fald op mod dyrene, der stirrer tomt tilbage på publikum med deres sortprikkede maskeøjne. 

Den dovne, hvide mand

Dyreverdenen er kun symbolsk. Egentlig handler dette univers selvfølgelig om mennesker – og ikke mindst om trangen til at skaffe sig flere ting og mere lækkert udstyr. Løven har f.eks. en løvemankefarvet telefon…  Her handler meget også om gøre en god handel, og her er naturligvis både en fed bil – ’Fredes bil’ – og en rød-hvid-stribet strandstol til den dovne, hvide mand, der bare vil tjene penge, men som ikke gider bestille noget… 

Parodier er der nok af, men ikke mindst Erik Pold får dem formidlet så henkastet og underspillet, at ungerne leger med på både dovenskab og griskhed. Her får globaliseringen også sit.

Til slut skal der selvfølgelig være ’fernisering’ for det enorme, nymalede maleri. Det er nok de færreste 4-9 årige, der ved, hvad ordet ’fernisering’ betyder. Men da Erik Pold forklarer, at det er noget med en rød løber, og ’at alle de voksne får sådan et glas billig, sur hvidvin’, nikker ungerne.

Så skål og tak for Liminals gode humør. ’Mimbo Jimbo laver kunst’ fortjener adskillige glas billig, sur hvidvin!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.