’Hun holder ikke balancen – hun genopretter den. Hele tiden.’
Sådan lyder ordene fra håndstandsakrobaten Signe Løve Anderskov, mens hun står på hænder i soloforestillingen ’The Balance’. Hun svajer med sin ranke, slanke krop, mens en blå buksedragt slasker elegant om hendes muskler. Samtidig ulmer Mika Forslings fine, elektroniske minimalismemusik neden under synet af artisten på et svigefuldt vippebræt mod en væltende horisontlinje. Det er smukt.
Scenen i Cikaros’ forestilling er cirkusartistens jordnære verden. Et manegetæppe med akrobatens bizarre redskaber er stillet op med millimeterpræcision: Håndstandspladen og den drilske vippe, der straks afslører, hvis balancen ikke er fuldkommen.
Svær, sværere, sværest
Nycirkuskompagniet Cikaros – hvis navn er inspireret af guden Ikaros, der fløj lovligt tæt på solen – udfordrer kroppen og teatret i fysiske forestillinger, der inddrager de forskellige nycirkusdiscipliner. ’The Balance’ skildrer akrobatens evige kamp mod tyngdekraften, og artisten Signe Løve Anderskov har rollen som sin egen hårde modstander: Hver gang hun har fundet en måde at stille sig på, finder hun på en ny måde, der er lidt sværere. Og lidt sværere. Og lidt sværere endnu.
Signe Løve Anderskov er bomstærk. Hun er født i 1977 og uddannet på den russiske statscirkusskole i Moskva. Hendes speciale er håndstandsakrobatikken, men hun arbejder også f.eks. i trapez. Hun er i topform i enhver forstand.
Denne solo viser, at hun antagelig er den mest muskuløse kvinde i dansk børneteater – og sikkert også den, der har bedst kondition. Man kan knap høre hendes åndedræt i denne nådeløse solo på 45 minutter. Det er vildt.
De store spørgsmål
’The Balance’ rummer ingen handling som sådan: Forestillingens plot er den styrkekamp, som artisten udsætter sig selv for. Denne performers balancekamp handler dog ikke bare om den konkrete kropslige balance, men om den indre sjælelige balance – og om at finde harmonien i livet i det hele taget.
Dermed får forestillingen et interessant filosofisk præg, som fint matcher teenagepublikummets nysgerrighed over for livets store spørgsmål. Samtidig har koreografiens gradvise opbygning en grundlæggende stemning af leg, der fint åbner for større tanker om tilværelsen.
Kedelig leg
Desværre er forestillingens dybsindigheder ikke tilsvarende dramatiske. De mange gentagelser virker søvndyssende og alt andet end sanseskærpende for tilskueren. Og selv om legen basalt set er udgangspunktet for al kreativitet – og for al kunst – så er legen mest interessant for udøveren, ikke for betragteren.
I ’The Balance’ virker legen i hvert fald uinteressant, fordi variationerne er så små: Artisten sætter en træklods på vippen og skaber en balance. Så tager hun en træklods mere – og skaber en ny balance. Så tager hun endnu en træklods mere – og skaber endnu en ny balance. Og så videre.
Det bliver kedeligt i længden. Akkurat lige så kedeligt og nødvendigt som den daglige træning, der skal smidiggøre og styrke kroppens instrument til netop at kunne udføre denne slags øvelser 100% perfekt. ’100 gange ud af 100,’ som koreografen Martha Graham sagde det om danserens perfektionskrav til sig selv. Det gælder også akrobatens.
Mange ord
Der er overraskende mange ord i ’The Balance’. Kloge ord om balancen og om kunstnerens stræben, men også leksikonagtige informationer om hjernens balancesans.
’Balance er en tilstand af konstant at falde. Nu falder hun,’ som det nøgternt lyder. Der er nærmest noget Jørgen Leth’sk over sætningernes poetiske korthed og gentagelser. Men der er ingen humor. Der er mest bare hårdt arbejde.
Derfor bliver forestillingen en modsatrettet oplevelse: En fascination af Signe Løve Anderskovs toptrænede krop, hvis sublime balancesans virker lige så usvigelig som en kompasnål. Og så en ærgrelse over, at forestillingens styrkekamp ikke resulterer i et mere dramatisk fængende udtryk.
Med hovedet nedad
’Balancen findes et sted, hvor tyngde altid passer sammen,’ som hun siger det. Korrekt og konstaterende. Alligevel skaber hendes ekstreme selvdisciplin et underliggende drama i sig selv. For hvorfor orker hun at blive ved med at stille sig op på armene og svaje? Hvad er det, som hun søger i den perfekte balance med hovedet nedad – og horisontlinjen sat på omvendt? Hvad er det, hun finder der, som hun ikke afslører over for os andre?
’Jeg forsvinder ind i balancen,’ siger hun med en dragning som en elverpige, der forsvinder ind i morgendisen. Selv om vi andre ser det ske, kan vi ikke følge efter hende. Vi forstår os ikke på svævende dis, for vi er IKKE i balance. De fleste af os er i hvert fald bare sammenskvattede på vores stole – med musklerne sjusket landet på knoglerne i en tilfældig rodebunke – mens Signe Løve Anderskov krop svajer og spiler sig ud som et sejl i perfekt medvind. Det er uudgrundeligt.