'Intet' er en barsk historie om betydning. Janne Teller lader i sin roman en gruppe unge fra en lille landsbyflække gå grueligt meget igennem før de nærmer sig og forstår, at det at finde mening med noget nok er vanskeligt, men også muligt og dyrebart.
'Intet' skildrer et eskalerende forløb af hændelser, som bliver stadigt mere grufulde – så forfærdelige, at det ender med slagsmål, lemlæstelser, voldshandlinger og aflivninger.
For nogle år siden blev stykket sat op på Teater V i Pelle Koppels dramatisering. Sidste år stod Den Jyske Opera for en operaversion. Og nu har Odense Teaters lille scene, Værkstedet, 'Intet' på programmet i Andreas Erdmanns bearbejdelse, med Maria Kjærgaard-Sunesen som iscenesætter, og med Katrine Gjerding som scenograf.
På Odense Teater, som har syv medvirkende modsat Teater V's kun to og Den Jyske Operas rigtig mange, har man valgt en meget stiliseret form. Her er ingen rekvisitter, som forsøger at gengive tingene naturalistisk, men ens grå skalstole og rygsække, som gør det ud for grønne sandaler, dannebrog, en afhugget finger, blodige lommetørklæder med mere. Det skaber en fin åbning: Alt er potentielt offer til dyngen af mening.
Et glat gult indelukke
Gjerding har skabt et klaustrofobisk lukket rum. Et rum hvor både gulvet og alle vægge er udført i et blankt skinnende gult materiale. Grå skalstole med dertilhørende lille bordklap står i to rækker. Fire stole bagerst og tre i forgrunden. Alle stole har en grå skoletaske hængende over ryglænet.
Signalet er effektfuldt både skole, iltmangel, løgn, sterilitet og spejling (spillerne spejles i det blanke gulv og vi kan ane os selv i det skinnende materiale).
En klasse, repræsenteret ved de syv skuespillere (som spiller mange roller, herunder alle en fortæller), mødes efter ferien og vi får med det samme at vide, at en dreng fra klassen, Pierre Anton, har forandret sig. For ham er der ikke længere noget som har mening. Overhovedet intet. Han har derfor forladt klassen og taget bolig i et blommetræ.
Det fortæller en af de medvirkende, mens den gule bagvæg glider til side og åbenbarer et rum med birkestammer. Oppe i et af dem sidder Pierre. Her har teatret åbenlyst tænkt, at birketræet scorer højere på den æstetiske rangliste – og stilrent og smuk ser det da også ud. Næsten for glat.
Alt imens Pierre sidder i træet og undervejs i en mikrofon tilkendegiver, at han absolut ikke tror på noget, har hans klassekammerater travlt i et nedlagt savværk med at samle ting ind som skal bevise overfor ham, at der er noget som har betydning. På krav fra hinanden aflever de en efter en noget til en fælles bunke som har betydning for dem. I begyndelsen er ofrene fake. Intet, så at sige.
Fint fokus på menings-refleksioner
Men gradvist – i takt med at de funderer over betydning – udvikler det sig til, at de pålægger hinanden stadigt større ofre i sagens tjeneste.
Erdmann har fint forstået at skabe fokus omkring netop disse menings-refleksioner. Og Kjærgaard-Sunesen har som iscenesætter – i samarbejde med koreograf Poul Helmer Laursen – valgt en meget melodiøs spillestil. N
ogle arrangementer, som qua deres timing, rytme og mimiske gestaltninger – sammen med replikkerne – skaber en voksende stemning af farlighed og gru. Vi mærker i salen, at det strammer til, går over gevind og udvikler til en fatal misforståelseshandling.
Også selvom man lige skal acceptere at se granvoksne skuespillere agere teenageunge iført shorts, korte nederdele og knæstrømper. Og vænne sig til den tydeligt påtagede vi-er-unge-gestik.
Professionelt, men også uden kant
Malene Melsen, Githa Lehrmann, Benjamin Kitter, Peter Høgsbro, Nicolai Jandorf, Benjamin Boe Rasmussen og Sophie Bredal Zinckernagel spiller godt sammen som et team og har hver især passager i særligt fokus.
Alle spiller professionelt præcist, men også lidt for korrekt i betydningen noget klichefyldt og ret forudsigeligt. Der er ikke meget kant og overraskelse på spil.
Forestillingen udvikler sig med en dramaturgisk klarhed og et tydeligt flow i spillet næsten hele vejen igennem. Mod slutningen opstår der nogle knæk. Det er som om forestillingen får lidt for travlt med at slutte. Den japper lidt. Og bliver uklar i mælet.
Ærgerligt. Men som helhed vil jeg tro at 'Intet' via de grumme handlinger og den fysisk kvalmende effekt, stykket afstedkommer, foranlediger, at de 12+årige og opefter-unge kommer til at gøre sig nogle substantielle og konstruktive eksistens-tanker.
