Drengen Evald har en fest – altså når han lukker ørerne for de voksnes ryd-op-formaninger og bare slipper fantasien løs – uden mål og med – inde på sit værelse. 'Fest' begynder og slutter med en voksen-voice – en stemme som vil regulere og pligt-styre, hvad Evald skal foretage sig.
Men Evald gider tydeligvis ikke lystre. Hurtigt synker han ned på sin lille røde stol – lidt som en punkteret ballon. Nu er det ret vanskeligt og kan tage sig tåkrummende slemt ud, når voksne skuespillere spiller børn. Men heldigvis har Kasper Daugaard Poulsen er pæn portion af noget, man måske kan kalde en slags naturlig barne-udstråling.
Han forstå i al fald at se opgivende, blød, nysgerrig og 'åben for alting' ud i et glidende, vågent flow. Ganske meget sidder i øjnene, i pausen og i den måde, hvorpå han lader sin krop glider fra muskel-afspændt til 'opmærksom-spændt' på.
Poulsen tager øjenkontakt med børnene i salen, og vi er ikke i tvivl om, at han mentalt bevæger sig fra ugidelighed til 'nu skal der ske noget' – og så bliver der ellers lukket op for fantasiens sluser. Step by step.
Han får dog lidt hjælp. Af en lækker trylleri-lysende kugle-bold. Og af dynamiske Daniel Nordback og vævre Tomomi Yamauchi, der som en slags fantasiens muser eller legens optændingsbrikker træder ind på Evalds værelse. Gennem døre og skabslåger. Ledt dertil at små lyde, kraftige vindpust, dryssende sne, regn, en lille robot og andre ting.
Føntørret fisk og glade paraplyer
Regnvejr, våde sokker og gummistøvler, der sejler i vand, kender alle vist til. Derfor nyder vi at opleve lyden og synet af det på scenen – og når der som bonus bliver danset med snurrende glade paraplyer og fisket en orange fisk op af den ene støvle er det jo herligt.
De små skøre ting, Evald finder på, vækker glæde. I Evalds fantasiunivers lægger man en guldfisk i seng – efter at den har fået tørret sine gæller med en hårtørrer. En hårtørrer hvis luft leder til blæst og storm og alt hvad det fører med sig at hviskende volapyk-talende hvide væsner med bløde fjernegle og energiske andefødder.
De to spøgelser som Nordback og Yamauchi kort efter forvandler sig til er også hvide – og næsten ikke spor uhyggelige – stoffet er florlet, og det spøgelserne, tager sig til, er ufarligt drilleri snarere end at ville forskrække nogen.
En skør hund
LiminalDK og Bora Bora vil tydeligvis kropsliggøre fantasi og leg. Vise at de to ting ikke skal være til for noget bestemt – ikke være styret af en idé om læring – ikke være bundet til læring – leg er nok i sig selv – leg er noget man bare er og skal have lov at være i. En tilstand – en fest.
Forestillingen viser det meget klart. Via performernes smilende ansigter. Via letheden i deres bevægelser. Via det udtryk af forundring og fryd og åbne muligheder som forestillingen lægger for dagen ved fx at lade en hund med logrende støvkostehale og stribede forpoter dukke op. Ved at foretage begejstret svømning. Ved sjippetovs-hop. Ved elefantsnabel-dans og meget mere.
Dramaturgisk giver det ro i spillet og mulighed for identifikation, at man har valgt at lade publikum følge drengen Evald. 'Fest' er – udtrykt med forestillingens egen ambition – god til bare at være. Mestendels. Derfor mærker man det også som små forstyrrende prik, når der undervejs er lidt knas i rytmikken og tempoet i de koreografiske trin – når performerne lidt mister pusten eller ryger ud af takt – tydeligst i de synkrone dansepassager.
Og endelig har forestillingen en snert af overfyldthed – midt i al det forfriskende fantasifriløb trænger en fornemmelse frem af, at der skulle være sorteret scener fra. Fornemmelsen af at der begynder at gå lidt 'mekanik' og mangel på fravalg i spillet dukker op som skygger på en solfyldt himmel.
