Solodanseren Thomas Lund brænder for balletten. Ikke alene er han for få sæsoner siden kåret som ’verdens bedste danser’ – han har tilsyneladende også et selvpålagt ideal om at være ’verdens bedste danseformidlende danser’. Den sprudlende bog ‘Danseglæde og springkraft’, som han udgav sammen med Ole Nørlyng sidste år, viste dette boblende overskud til at fortælle om dansens magi. Og hans nye børneballet ‘Kom Bamse, nu balletter vi!’ er præget af samme engagement og opslugthed. Thomas Lunds begejstring smitter, og som koreograf har han tydeligvis fået samlet sit kreative hold fra DR og fra Det Kgl. Teater med sin ildhu.
Bamse-historien virker i hvert fald imponerende godt på Det Kgl. Teaters store Gamle Scene. Bamses hytte virker besynderligt nok stadig hyggeligt intim med ’molodibogen’ og det hele. Og Katrine Hauch-Fausbøll har skrevet en stram og veldrejet fortælling om Bamse, der drømmer om at danse ind i ballettens land sammen med en ’silifyde’ – og også lige synge en sang sammen med hende, sjovt nok.
Det er en sjældent vellykket transformation fra tv til teater, og sådan som Søren Hauch-Fausbøll gebærder sig inden i Bamse, så hviner ungerne bare lykkeligt. Desuden bliver man åbenbart ikke for gammel til Bamse. Selv 10-årige var vilde af begejstring over det nostalgiske gensyn. ’Så så
man lige mig,’ siger Bamse selvbevidst, da han prøver at dreje sin første piruette, så selv de 4-årige smiler overbærende. For Bamse ender selvfølgelig i et bump og med sin store, bløde numse på gulvet.
Tomme træningsbevægelser
Men her ender koreografien også. Der er for lidt på spil rent koreografisk, og det nyskabende er svært at få øje på mellem træningsbevægelserne, bortset fra et par hiphop-tricks. Eller sagt med andre ord: Der går Store Balletskoledag i koreografien. Desuden har Thomas Lund valgt at introducere ungerne massivt for ballethistorien, nu hvor han har dem i plysset: For ‘Sylfiden’ (med svævekvinden med blomsterkrans i håret, men iført en sylfide-ukorrekt, taljeløs empirekjole, hmm…), men også for Svaneprinsessen og de små svaner i Svanesøen
– og for Babusjka-dukkebørnene og musekampene fra ‘Nøddeknækkeren’. Og det er for meget. Hvorfor i alverden skal børnehaveunger hives gennem duften fra tre balletklassikere, når de bare gik i teatret for at møde Bamse og ballettrinene for første gang?
Desuden er det problematisk, at forestillingen sælges som professionel, når ikke alle balletskolens unger kan levere varen, uanset hvor nuttede de ellers er. Desuden bliver kontrasten til den luksuriøse indpakning enorm: Scenografien af Christian Tom-Petersen er topprof som til et tv-show, med alt fra trendy retro-kulisser med stjernelys til svævesylfider i skyvogn og rullende grantræer – for slet ikke at tale om musicallækre kostumer til Bamses forhadte ’snupsere’ i børnestørrelse og et perfekt hold ’kylletter’ med matchegule cancan-fjer. Alt sammen indfanget af Jørn Melins overdådige lysdesign og David Firmans vakse partitur, der veloplagt sammenkæder Tjajkovskij-ørehængere med autentiske Aske Bentzon-molodier og Jan Rørdam-omkvæd, alt imens Firman selv dirigerer herlighederne for det Det Kgl. Kapels blomsterprydede ’Solsikkeorkester’. Udstyrsstykke i en sparetid!
Farvede underbukser
Når det er sagt, så er det vidunderligt at opleve balletskolens teenagedansere. Stephanie Møller danser en smuk Sylfide med meget levende ansigtsudtryk og velsignet klare bevægelser, og Viktoria Falck-Schmidt har lange linjer og distancerede arme, der lover godt for Svaneprinsessen. Alligevel er det Andreas Kaas som ’Aske’, der gør stærkest indtryk – måske fordi han formår at bevæge sig ’balletagtigt’, men samtidig fuldstændigt frit som en fyr netop nu, smidig i sine spring, men også helt naturlig i sin måde at gå hen over scenen på. Selvfølgelig iført t-shirt og jeans, der glider ned og afslører et par farvede underbukser…
Det er vidunderligt, at Den Kgl. Ballet påtager sig sit ansvar for at formidle ballettens kunstart til børnepublikummet. Men det er problematisk, når dansen ikke bliver en jævnbyrdig partner til skuespillet fra den tv-serie, som hele forestillingen læner sig opad.
Men jo. Jeg synes, at den ukuelige karakterdanser Flemming Rybergs Kylling har de mest gok-præcise kyllingeben, jeg endnu har set. Inspirationen ligger lige op ad skorstenen. Så kom igen, Bamse. Vil du ikke nok bamlette noget mere?
