Et dansedigt, kalder Gazart forestillingen. Ganske præcist, for den rummer både ord og bevægelse. Det handler om at høre til. Passe ind i sammenhænge, ikke falde ud, ikke falde ved siden af. 'Jeg hører hjemme her', siger personerne nærmest besværgende, mens de vandrer rundt på scenen i sindrige mønstre.
De fire udmærkede dansere – Fie Dam Mygind, Mathilde Kjer Parlo, Mikaël Orozco og Søren Linding Urup – repræsenterer fint hver sin type: Den bløde dreng med hestehale, den seje drengepige med det korte hår, den feminine pige med hestehale og det store brød med fuldskæg. Det klæder det samlede udtryk, at danserne er så forskellige.
Forestillingen består af en række små sekvenser, formet som fragmenter af historier. Om at blive forelsket, om besværet med at sidde stille i skolen, om at føle sig placeret i en forkert familie, hvor man slet ikke hører hjemme. Og måske et køn, hvor man heller ikke passer ind.
'Jeg drømmer om piger', siger drengen. 'Jeg drømmer om drenge', siger pigen. Eller måske drømmer drengen om drenge, pigen om piger. Er drengen en dreng, pigen en pige – måske er de bare sig selv? Måske er det det, de allerhelst ville være, hvis de turde. Hvis de ikke var bange for ikke at passe ind, ikke være hjemme her.
Denne leg med identiteten og seksualiteten lyder formentlig mere interessant end den virker på scenen. Fordi der nok anslås en række temaer, men ikke rigtig tages hul på noget af det. Og fordi tale og bevægelse sjældent tilføjer noget til hinanden, bliver det aldrig farligt. Heller ikke når danserne mod slutningen begynder at tale om at forstille sig, tage et ansigt på, der ikke er ens eget, så verden omkring en ikke opdager noget.
Men hvad er det for noget, verden ikke må opdage, hvilke hemmelige drømme og længsler skjuler de fire dansere for alvor? Det bliver for vagt og for uforpligtende bare at sige, at det vigtigste er at høre hjemme her, som forestillingens mantra lyder. Og er det i virkeligheden også en smule bagstræberisk? Hvor er modet til at bryde ud, stå frem, være sig selv – og være sig selv bekendt?
Stopper før det bliver interesssant
Forestillingen henvender sig angiveligt til aldersgruppen fra 13 år og opefter – altså en målgruppe, hvor identitet og frygt for at skille sig ud er noget, der kan fylde ganske meget. Men Tomas Lagermand Lundmes ord – som i øvrigt både har poesi og konkret virkelighed i sig – stopper, hvor det begynder at blive rigtig interessant.
Og Tali Rázgas koreografi kredser også bare om kroppene i nette bevægelser, der ikke kryber ind under huden på hverken danserne eller os.
Og nu vi er ved det nydelige. Musikken, snart drømmende og dvælende, snart strømmende og pulserende, føles ikke specielt markant, snarere som underlægning, lige som Nadia Nabils enkle scenografi – tre bevægelige stativer med stofomviklede lysstofrør i mangfoldige farver – savner egen slagkraft, virker lidt besværlig at flytte rundt med og mest minder om en installation på et pænt galleri.
Nu er 'At falde – til og fra' som sagt også et dansedigt. Og digte behøver hverken at være konkrete eller handlingsanvisende. Men som helhed betragtet føles forestillingen unødigt bleg og berøringsangst. Sine vigtige emner til trods.