'At rejse er at leve', skrev H.C. Andersen i 1855 i ’Mit livs eventyr’.
Det må være et af de mest fortærskede citater i dansk litteratur, og i dag ser det ud til, at citatet er blevet vendt på hovedet. Nu er livet blevet en rejse. En uddannelse er blevet en rejse. Selv en håndfuld ugers optræden i et primetime tv-program er blevet en rejse.
Og når man står her ved havnen i Helsingør, hvor Luna Park Scenekunsts ’ByVANDring’ besøger Passage Festival, er det også svært at forestille sig længere togter, end hvad den pendulerende letbane, de gule bybusser og Helsingborg-færgen kan mønstre. Kronborg er i dag i højere grad et vartegn for landkrabber end et landemærke for søfolk.
Men neden under de sirligt anlagte fliser på torvet gemmer historien sig; historien om eventyrere, der drog ud, og om de, der vendte hjem; historien om, hvordan byen pulserede i takt med skibenes anløb. Den historie rejser vi ind i med Luna Park Scenekunst.
Sanselig vandreforestilling
’ByVANDring’ er, som titlen antyder, en vandreforestilling. Med 10 minutters mellemrum sendes vi ud i grupper á fem personer på et mindre orienteringsløb i bymidten, hvor vi møder forskellige performere undervejs. Det bliver til en collage af små scener, der på hver sin måde tager udgangspunkt i historien om havnebyen.
Forestillingen er ikke skabt til Helsingør, og de få historiske fakta, vi bliver præsenteret for, skal vi nok tage med et gran salt. Men det gør ikke noget, for værket forsøger ikke at være en lokalhistorisk lektion. Den vil åbne vores sanser, fremprovokere vores indre opdagelsesrejsende og synliggøre fortiden i nutiden.
Og det lykkes den egentlig fint med. Det er generelt så som så med skuespilpræstationerne, kostumerne er til den hjemmesyede side, og man har måske også taget munden for fuld med at kalde den en poetisk forestilling. Men vi mærker byen under vores fødder og i håndfladerne, og vi hører vandet risle og ser trækronerne svaje i vinden.
Det viser sig efterhånden. At rejse ikke blot er at leve, men at opleve. Som de siger i forestillingen: ”For virkelig at kunne se, kan man blive nødt til at lukke øjnene.”
I trygge hænder
Denne anmelder kom på hold med en gangbesværet kvinde, der i parentes bemærket klarede både trapper, liggeunderlag på græsset og en ikke ubetydelig gangdistance uden at kny. Men gåturene imellem hver post blev noget langsommere, og det gjorde, at holdene til sidst begyndte at klumpe sig sammen bag os. Performerne tog sig god tid, hvilket var godt for vores oplevelse. Mindre interessant må det have været for dem, der stod lidt på afstand og ventede.
Ikke desto mindre er ’ByVANDring’ en velfungerende vandreforestilling, hvor vi både føres ind i mørket til skyggespil og ud i naturen med lukkede øjne. Vi overraskes på gaden af en vildfaren rejsende med tasken fuld af verdenskort, og vi sidder på havnekanten med en sømand og spejder ud over havet.
De fleste af karaktererne, vi møder, er særdeles sympatiske, og vi føler os i trygge hænder. Både hos den mystiske naturkvinde, der vander træer med snapseglas, og den kække karl, der slå plat eller krone med en mønt. Det er ikke uvæsentligt for en forestilling, hvor vi indimellem ikke selv ved, hvor vi træder.
Måske havde forestillingen haft endnu mere gennemslagskraft, hvis den faktisk handlede om Helsingør og brugte det stedspecifikke element til noget. Men det har også sine fordele, at forestillingen kan flyttes til nærmest hvilken som helst dansk havneby, og man kan jo som bekendt ikke få begge dele.
