Af: Janken Varden

15. februar 2018

Antropologi for børn

Er det noget Teater Hund & Co.kan, så er det komedie. Det viser de i en festlig, men også tankevækkende forestilling om forholdet mellem børn og voksne.

'Far, Mor og Børn – hver dag!' havde premiere for ti år siden, og jeg er uvidende om, hvordan den så ud dengang, men min gode kollega Anne Middelbo Christensen gav den fem hjertelige stjerner – og sikkert med god grund. For når den nu dukker op igen – i omarbejdet udgave og med én ny spiller – fremstår den med dugfrisk energi som en af de sjoveste børneforestillinger, jeg har set.

Dette er udgangspunktet:

Allerede scenografien er sjov. En stor hane i en majsmark med det makedoniske flag som baggrund er det åbenbart ikke meningen, at jeg skal fordybe mig i, men der er andre langt mere realistiske ting at forholde sig til. i Som forestillingen skrider frem, bliver den overdimensionerede mælkekarton til et skab og – ligeså selvfølgelig – til et TV. Bordet er en pakke smør med to store og en lille stol omkring, og en hullet sveitserost bliver til det naturligste hylle-papirkurv-opvaskemaskine-køkkenskab.

Atså et komplet morgenmads-interiør for far, mor og et barn. Alle i publikum kender det – børn og voksne – far skal på arbejde, mor skal på arbejde, og barnet skal i skole. I nogle sekunder er der fred, Politiken læses, maden spises. Så, med ét: I radioen annonceres det, at klokken er 7:23, og dermed er fanden løs i Laksegade.

Kaos er det rene vand i forhold til det, der opstår i den lille familie: Hvem skal have hvilken taske, huer og jakker, sko og støvler, hvirvler omkring den paniske familie – ikke komme for sent! ikke komme for sent! ikke komme for sent!!

Og hvis 7:23 er ilde, så forestil jer bare den dag, hvor radioen siger 7:50!

Og publikums latter er så spontan – vi ser os selv på scenen – vi ser vore egne morgener, vor egen panik og travlhedens babyloniske forvirring, voksne ligesåvel som børn, parodien rammer plet.

Og det er forestillingens udgangspunkt.

Et antropologisk forskningsprojekt

Med afsæt i den lille families morgen-kvababbelser tager de tre skuespillere os med til en talerstol, hvor en række påstande om De Voksne bliver lagt frem. Og specielt om De Voksnes relation til Børn. Sandheden i disse påstande skal så efterprøves med praktiske eksempler. Empirisk videnskab, simpelthen!

De Voksne Taler I Telefonen Hele Tiden: Anne Dalsgaard er uforlignelig som en Mor, der taler i fire forskellige telefoner mere eller mindre simultant. Man kan ikke andet end at beundre denne Mors sociale kompetence i røret, men når Barnet sendes ind i situationen, ja, så bliver det usynligt. Mor har et Øre for alt og alle i mobiler og fasttelefoner, men intet Øje for barnet, der er kommet hjem fra skole.

Det er en fabelagtig situation, og parodien er spot on! Og den bliver aldrig ondsindet eller bedrevidende, dertil er Dalsgaard simpelthen for hylende morsom. Ja! tænker man, det er præccis sådan det er, og man griner, så skjorteknapperne springer. 

De Voksne Bestemmer Alt For Meget: (Ja! Råber børnene i publikum) Hvor vi skal hen på biltur, hvornår vi skal tisse og tanke, om man kan få lidt slik, hvad man skal have på, hvad vi spiser til aften og så videre og så videre.

Alle påstande bliver demonstreret, undersøgt, udforsket i form af den ene sketch sjovere end en anden. Troels Malling er den altbestemmende, forvirrede far som 'lige skal' et eller andet, samtidig med at han skælder ud på barnet: Der er ikke noget der hedder 'jeg skal lige', vi skal spise!

Henrik Holmen er så afgjort på børnenes parti, men tålmodigt overbærende med sine stressede forældre, med et indforstået smil til ungerne i salen. De elsker ham!

Revy og realitet

Sketch efter sketch, situation efter situation, i denne undersøgelse af De Voksne og deres mærkværdige univers er fremstillet med så megen forståelse, så megen genkendelighed, og først og fremmest med så megen humor, at man griner så snørebåndene går op.

Spillestilen er langt ude på overdrevet, og det er fuldstændig rigtigt. På vidunderlig vis tager det aldrig overhånd – problematikken bliver hverken bagatelliseret eller tilsidesat.

Tværtimod – vi mærker hele tiden, at denne forestilling og de tre veloplagte skuespillere er ude på at fortælle os nogle sandheder – uden at moralisere, uden at indsmigre sig, uden at undskylde.

Jeg gik hjem med en forestilling i hovedet, som så absolut tager børns parti, men som også taler til os forældre – på festligt, underfundigt og oprørsk vis.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.