Af: Anne Middelboe Christensen

16. maj 2018

Anstrengte algoritmer

Thomas Sandbergs lydkunstnersolo appellerer fint til alle de teenagere, der lever deres liv gennem mobiltelefonen. Men dramatisk set har dette stomp-show endnu ikke fundet sin egentlige historie.

Thomas Sandberg en af Danmarks mest musikalske soloperformere. Han kan få alt på en scene til at spille med på sine rytmer – med komikerens opfindsomhed og sangerens perfektion. Sandberg er et gudsbenådet legebarn: Dvælende og undrende, helt uden bekymringer om tid eller sted.

I forestillingen ’AlgoRitmo’ er hans undersøgende tilgang til forestillingen dog blevet så omfattende, at det virker, som om han næsten glemmer publikum.

Forestillingen havde åbenbart premiere for et år siden, men den virker stadig, som om den er ’under reconstruction’, som der ville stå, hvis der var tale om en ny hjemmeside. Emnet er nemlig de algoritmer, som vores digitale virkelighed styres af, både på hjemmesider og ikke mindst på facebook og de andre sociale medier.

Men selv om netop antallet af klik og kommentarer burde være oversætteligt til et fysisk udtryk på scenen, så bliver sammenhængene mellem kropsudtrykkene på scenen og de antydede algoritmer i Sandbergs stompshow ikke synderligt tydelige.

Skrattende trolley

Indledningen er ellers en yderst høflig velkomst, hvor Sandberg står i velsiddende jakkesæt og byder alle indenfor i sin selvbestaltede businessverden af lufthavnstrolley og mobiltelefon. Som den vidunderlige lydkunstner, han er, formår han at lokke rytmer ud af alt på scenen: fra lyden af slæbende skosåler og skrattende trolleyhjul til knitrende avissider og gentagne fingerspidstjek af egen puls.

Det er morsomt og idérigt. Her er en mand, der er parat til enhver form for rytmisk ekstremsport, fornemmer mand.

Samtidig projiceres hans indre rytmer op på en storskærm – med billeder af grafik, der bugter og bøjer sig afhængigt af lydenes intensitet. Lydene går i loop, og det gør billederne så også. Men uden at sammenhængen bliver overvældende imponerende. En egentlig grafisk videokunstner kunne have gjort underværker her.

For meget teknik

Som så mange andre soloperformere er Sandberg også sin egen afvikler af lys og lyd og skærm. Alt styrer han på egne knapper og pedaler undervejs. Det er en økonomisk præmis, der her bliver til en synlig og naturlig del af forestillingen og dens æstetik.

Problemet er, at knapperne tager magten. Undervejs får Sandberg så meget fokus på teknikken, at han taber øjenkontakten med publikum. Det virker, som om han glemmer os. Igen og igen stirrer han forelsket på sin mobiltelefon, formodentlig fordi han skal fremklikke næste lydeffekt.

Men som tilskuer føler man sig bare afvist, igen og igen. Akkurat som når teenagere glor på mobilen i stedet for at se hinanden i øjnene og være til stede.

Rammefortællingen om en mand, der venter i en lufthavn, er fin og genkendelig. Sandberg finder på mange finurlige ting for at slå ventetiden ihjel. Ikke mindst når han klovnemuntert kaster sig over noget mad fra en thaiboks – med rytmeglade spisepinde, naturligvis. Hans indlagte numre med gøglerier og æggeur sluges da også råt af et lattermildt publikum.

Men essentielt set virker det, som om ’AlgoRitmo’ endnu ikke har fundet sin egentlige historie. Forhåbentlig dukker den op, inden Sandberg når frem til gaten.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tinka i Tivoli
Lion Musicals:
'Tinkas Juleeventyr'
’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul.
Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.