Af: Anne Middelboe Christensen

16. maj 2018

Anstrengte algoritmer

Thomas Sandbergs lydkunstnersolo appellerer fint til alle de teenagere, der lever deres liv gennem mobiltelefonen. Men dramatisk set har dette stomp-show endnu ikke fundet sin egentlige historie.

Thomas Sandberg en af Danmarks mest musikalske soloperformere. Han kan få alt på en scene til at spille med på sine rytmer – med komikerens opfindsomhed og sangerens perfektion. Sandberg er et gudsbenådet legebarn: Dvælende og undrende, helt uden bekymringer om tid eller sted.

I forestillingen ’AlgoRitmo’ er hans undersøgende tilgang til forestillingen dog blevet så omfattende, at det virker, som om han næsten glemmer publikum.

Forestillingen havde åbenbart premiere for et år siden, men den virker stadig, som om den er ’under reconstruction’, som der ville stå, hvis der var tale om en ny hjemmeside. Emnet er nemlig de algoritmer, som vores digitale virkelighed styres af, både på hjemmesider og ikke mindst på facebook og de andre sociale medier.

Men selv om netop antallet af klik og kommentarer burde være oversætteligt til et fysisk udtryk på scenen, så bliver sammenhængene mellem kropsudtrykkene på scenen og de antydede algoritmer i Sandbergs stompshow ikke synderligt tydelige.

Skrattende trolley

Indledningen er ellers en yderst høflig velkomst, hvor Sandberg står i velsiddende jakkesæt og byder alle indenfor i sin selvbestaltede businessverden af lufthavnstrolley og mobiltelefon. Som den vidunderlige lydkunstner, han er, formår han at lokke rytmer ud af alt på scenen: fra lyden af slæbende skosåler og skrattende trolleyhjul til knitrende avissider og gentagne fingerspidstjek af egen puls.

Det er morsomt og idérigt. Her er en mand, der er parat til enhver form for rytmisk ekstremsport, fornemmer mand.

Samtidig projiceres hans indre rytmer op på en storskærm – med billeder af grafik, der bugter og bøjer sig afhængigt af lydenes intensitet. Lydene går i loop, og det gør billederne så også. Men uden at sammenhængen bliver overvældende imponerende. En egentlig grafisk videokunstner kunne have gjort underværker her.

For meget teknik

Som så mange andre soloperformere er Sandberg også sin egen afvikler af lys og lyd og skærm. Alt styrer han på egne knapper og pedaler undervejs. Det er en økonomisk præmis, der her bliver til en synlig og naturlig del af forestillingen og dens æstetik.

Problemet er, at knapperne tager magten. Undervejs får Sandberg så meget fokus på teknikken, at han taber øjenkontakten med publikum. Det virker, som om han glemmer os. Igen og igen stirrer han forelsket på sin mobiltelefon, formodentlig fordi han skal fremklikke næste lydeffekt.

Men som tilskuer føler man sig bare afvist, igen og igen. Akkurat som når teenagere glor på mobilen i stedet for at se hinanden i øjnene og være til stede.

Rammefortællingen om en mand, der venter i en lufthavn, er fin og genkendelig. Sandberg finder på mange finurlige ting for at slå ventetiden ihjel. Ikke mindst når han klovnemuntert kaster sig over noget mad fra en thaiboks – med rytmeglade spisepinde, naturligvis. Hans indlagte numre med gøglerier og æggeur sluges da også råt af et lattermildt publikum.

Men essentielt set virker det, som om ’AlgoRitmo’ endnu ikke har fundet sin egentlige historie. Forhåbentlig dukker den op, inden Sandberg når frem til gaten.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.