Til en lidt knitrende lyd af noget maskinelt lander en flyvemaskine på en lille bordplade. Så driver en båd, som har været på oprørt hav, i land. Og til slut ankommer en skikkelse til fods.
Alle tre ankomne er fremstillet i hvidt papir, og bliver animeret af Rebekah Caputo, der står bag bordet iført blåsort kjole. De to første er helt klassiske udgaver af en papirflyver og en foldet sejlbåd.
Den sidste er anderledes udført. Den kommer til live, fordi et stykke papir er blevet foldet og kruslet kunstfærdigt sammen, så vi øverst ser et furet ansigt med dybe ansigtshuller og nedenunder det en krop, som synes iklædt en hellang dragt med vidde.
Fin højkants-effekt
De tre ankomne er emigranter. Det forstår vi hurtigt, fordi de på bordpladen bliver mødt af en kegleformet figur med et spidst ansigt og en næblignende mund. En skikkelse, hvis opgave er at tjekke, om de tre emigranters papirerne er i orden. Er de ikke det, bliver emigranterne ikke lukket ind.
Som noget pudsigt overraskende fint placerer Caputo flyveren og båden på højkant, så de derved forvandler sig fra transportmidler til enkeltpersoner. Flyveren og den kruslede skikkelse får lov at rejse ind, mens sejlbåden bliver sendt tilbage.
Herefter følger vi den kruslede person. Vi ved det ikke, men lad os forestille os, at det er en kvinde.
Anonym fold-ud-by
Rebekah Caputo, som tegner Teater Animisme, og som tillige er forestillingens instruktør og eneste medvirkende dukkefører, er klar i spyttet: 'Belonging' handler om, hvordan det er som emigrant at komme til et fremmed land og her skulle etablere relationer og tilhørsforhold.
I et folde-ud-bylandskab i gråt papmateriale fører Caputo den hvide skikkelse rundt, så vi uden besvær forstår, at der er tale om at betræde ukendt land. Alt er meget konkret. Byen er grå og ukendt. Husene og gaderne ser næsten ens ud. Skikkelsen ved ikke hvilken vej, hun skal vælge. Hun må forsøge sig.
Det værelse, hun får at bo i, er tilsvarende gråt og anonymt. Heldigvis har hun personlige – og farverige – ting med i sin medbragte skriggule kuffert. Fx en lampe, et gulvtæppe og en gryde. Det anbringer hun i rummet, som straks får mere kulør og personlighed.
I små scener møder hun andre mennesker. Fremmede, som ser hende an. Men det ender lykkeligt. Hun etablerer kontakt til nogle mennesker, som hun inviterer på middag. Og hun starter et spisested. Et sted, hvor folk med stor begejstring indtager den velduftende suppe, hun har fuldstændigt styr på at kokkerere.
Æstetisk svag
'Belonging' er et meget sympatisk projekt. I en tid med udbredt emigration og rigtigt mange, som må flygte fra deres hjemland, er emnet relevant at spille teater om – også for børn på ti år og opefter. Animations- og objektteater er tillige en fascinerende udtryksform. En vej til anderledes måder at viderebringe budskaber, og en vej hvorigennem man kan skabe helt særligt magiske universer.
De dukker, som Sif Jessen Hymøller har været dukkemagerkonsulent på, har bestemt kvaliteter. Især vores hovedperson som optræder i forskellige størrelser. Den store papirflade giver gode dukkeførings-muligheder og den kruslede overflade tegner streger af barskt slidsomt liv.
De øvrige dukker savner kunstnerisk æstetisk kant. Noget, som også gælder for den grå by, der i etaper bliver foldet ud og foldet sammen. Visuelt bliver man alt for hurtigt mæt og man søger efter mere interessante linjer.
Rebekah Caputo er ikke ueffen til at føre dukker. Men hun har mere at lære med hensyn til præcision og pauseringer. At forestillingen er bygget op af ganske mange sceneskift – scener, hvor Caputo skal finde dukker og ting frem under bordet og vippe bylandskaber op og ned – er i høj grad med til at hindre et dynamisk flow. Spillerytmen bliver ujævn. De mange skift forstyrrer helt fundamentalt ens oplevelse.
I de mange animationspilsmæssige nu'er som er, er der heller ikke mange, som griber én med den dukke- og objektteatrets magi, der ellers kan være så fortryllende.
Her tænker jeg på små bitte detaljer. Dem oplever vi kun i glimt. For eksempel når hovedpersonen i en kort stund vipper vedvarende med foden, mens hun (med spændt tålmodighed) venter på at suppen bliver færdig. Her dvæler og glædes vi ved udtrykkets finesse.
Mere af den slags vil berige udtrykket. Og jeg tænker på de større og mere abstrakte måder, hvorpå man kan udtrykke stemninger og forhold via animation, når det som her er muligt at ophæve tyngdekraften og gøre ting, som er umuligt for en fysisk performer at gøre på scenen.
Hjemlandsminder
Med dukker i papir og med en by og et værelse i pap fører 'Belonging' sit publikum stille og roligt gennem en fortælling om efterhånden at finde sig tilrette et fremmed sted. Med dukkernes bevægelser, lyde og indbyrdes afstande til hinanden, markerer Caputo, hvor vanskeligt det er at være ny og fremmed. Med små billeder, som projiceres op på dukker og flader via håndholdt kamera, viser forestillingen fint (men ikke teknisk elegant nok), hvordan hjemlandet til stadighed er i ens bevidsthed. Der er fine detaljer i scenen, hvor vores hovedperson arbejder ved samlebånd på en fabrik.
'Belonging' giver sit publikum et formmæssigt bud på, hvordan man kan blive mødt, og hvordan det kan føles at være emigrant. Imidlertid vil lidt mere kød på fortællebenet styrke forestillingen. Ligesom en større præcision i dukkeføringen, et skarpere blik og en mere udtalt flair for forestillingsrytme og kunstnerisk æstetisk visualitet vil øge kvaliteten.
