Samme jord, samme Nord – forskellige ord.
Sådan lyder moralen til slut. To kvinder har rejst Norden rundt, og nu indvier de os i vores nabolandes forskelligheder og egenarter. Foran et Nordens-kort diverterer de med historier, oplevelser, sange og vittigheder.
Rejsen begynder på Ålandsøerne, der består af næsten 7.000 øer! Her bor Hjalmar Postbud blandt andet. En munter lille historie om turisters postkort-skrivning får vi – et postmarked, der også deroppe tæt på Finland er i frit fald.
Derfra videre til selve Finland, hvor en lille granskov vokser op af en kuffert, fuld af myg. De to kvinder besøger også en sauna, fortæller de, og derfra får vi eventyret om en finne, der ledte efter verdens varmeste sauna. Den fandt han i Helvede.
Og sådan rejser forestillingen rundt i Norden. En lille bid om hvert land, måske en sang eller en vittighed, lidt oplevelser, visualiseret af enkle rekvisitter – det er det hele, inden vi slutter i Danmark, hvor begrebet hygge skal defineres.
Inden da har vi hørt om får på landingsbanen på Færøerne, træskodans og spillemandsmusik i Sverige, og troen på de usynlige som et led i folkekulturen på Island.
Hyggeligt og ufarligt
Det er som en fornøjelig geografitime, hvor det aldrig rigtig bliver klart, hvorfor netop disse karaktertræk eller oplevelser er valgt ud. Spillemandsmusik og træskodans – er det præcis det, der kendetegner Sverige i dag? Ville omtale af etniske problemer og politisk korrekthed ikke være tættere på virkelighedens naboland? Eller olieeventyret i Norge, bankkrak på Island – og så videre.
Men forestillingen vil tydeligvis gerne hygge om os og ikke så meget mere. En rask gennemgang af eventyret om de tre Bukke Bruse får vi således på norsk og ser til slut halen af en norsk trold, lige som indlandsisen på Grønland – opbevaret i en frysekuffert – desværre er smeltet til vand, da kufferten åbnes.
Sjove ideer, der imidlertid savner lidt konsekvens i brugen af rekvisitter. Jeg mangler et overordnet greb i både rundrejsens ord og dens visuelle elementer. Fornemmelsen af at have taget, hvad man lige kunne finde på, virker lovlig påtrængende. Samtidig løfter eller samler forestillingen sig aldrig for alvor.
Det bliver mere en hyggelig, ufarlig og lettere mekanisk gennemgang af de nordiske lande. Som et hygge-fremstød for børn fra de nordiske turistorganisationer, for nu at sætte det på spidsen.
Og så har teksten det problem, at nogle af iagttagelserne er sjovere for voksne end for børn, fordi de relaterer til noget, som de færreste i målgruppen nok kender til.
Efter hyggen i Danmark er rejsen forbi og konklusionen kan udsiges – at vi på mange måder er ens og på andre måder forskellige i de nordiske lande, ikke mindst i form af de ord og det sprog, vi bruger til at gøre os forståelige. Det kan ingen formentlig være specielt uenige i. Men måske en moderne børneforestilling burde stræbe lidt højere og give det 7-13-årige publikum en lidt dybere indsigt i Norden end skovtrolde og træskodans.